Ingen Kirkens Korshær uden Lukasevangeliet. Sådan er det blevet sagt om Lukasevangeliet, hvor omsorgen for fattige og de udstødte står tydeligere frem end i de andre evangelier.

Også kvinderne spiller en vigtigere rolle i Lukasevangeliet, som begynder hos Elisabeth og Maria og slutter hos de kvinder, der som de første opdager, at Jesus er opstået fra de døde.

For forfatteren til Lukasevangeliet er omsorg, barmhjertighed og nåde indbegrebet af Guds væsen og kristen etik. Bedst kendt er her lignelserne om den fortabte søn og, især, den barmhjertige samaritaner, som ofte er blevet knyttet sammen med to centrale begreber i kristendommen: Næstekærlighed og barmhjertighed. De to lignelser tilhører i øvrigt den tredjedel af Lukasevangeliet, der kun findes her og ikke i de andre evangelier.

Brevkassen: Hvad er lukansk særstof?

Lukas var Paulus’ hjælper

Ifølge Paulus’ breve (Kolossenserbrevet 4,14, Andet Timotheusbrev 4,11 og Filemonbrevet 1,24) er Lukas navnet på en af Paulus’ hjælpere og rejseledsagere, der var læge. En tradition, der kan følges tilbage til det 2. århundrede, siger, at denne Lukas er forfatteren til Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger. Dette er dog i den nyere bibelforskning blevet mødt med skepsis, da det er vanskeligt at tro, at Paulus, som vi møder ham i Apostlenes Gerninger, er beskrevet af en, der har stået ham nær.

Man mener fortsat i dag, at Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger har samme forfatter: Apostlenes Gerninger har en fortale, der henviser til ”min første bog” (Apostlenes Geninger 1,1), som må være Lukasevangeliet. Evangeliet dedikeres til en vis Theofilus, der også omtales i begyndelsen af Apostlenes Gerninger. Derudover slutter Lukasevangeliet med Jesus' himmelfart, og Apostlenes Gerninger starter med denne. Sprog og stil minder også om hinanden.

Det ved vi om forfatteren

Selv om Lukasevangeliet ikke selv afslører, hvem dets forfatter er, viser det i form og indhold, at det er skrevet af en person med litterære og historiske ambitioner et sted i det romerske imperium uden for Palæstina.

Forfatteren til Lukasevangeliet er historikeren blandt evangelieforfatterne. Han viser det både ved sine kildestudier og ved sin præsentation af stoffet. Han ønsker at give en sammenhængende fremstilling af Jesus' liv fra fødsel til opstandelse, og han er optaget af at se evangeliet i relation til menneskeslægtens historie. Frelsen er tiltænkt alle folkeslag. I Lukasevangeliets sidste kapitel understreges det, at der skal prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag.

Lukasevangeliet er kendetegnet ved at være skrevet af en hedningekristen for hedningekristne – dvs. til kristne af ikke-jødisk herkomst. Dette kommer blandt andet til udtryk i, at Lukasevangeliet lader Jesus’ slægtsregister gå helt tilbage til Adam – hvor det i Matthæusevangeliet går tilbage til Abraham, jødernes stamfader.

Man er i dag enige om, at forfatteren til Lukasevangeliet ikke alene har kendt, men også benyttet sig af tidligere evangelieberetninger i udarbejdelse af sin fortælling om Jesus. Lukasevangeliet regnes således som det yngste blandt de tre såkaldte synoptiske evangelier. Man mener, det er skrevet et sted mellem år 80 og 100 e.Kr.

Læs om forskelle og ligheder mellem de fire evangelier

Top 3: Det skal du læse fra Lukasevangeliet

Juleevangeliet: ”Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden.” (Lukasevangeliet 2,1-14)

Lignelsen om den barmhjertige samaritaner: ”Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham.” (Lukasevangeliet 10,25-37)

Lignelsen om den fortabte søn: ”Kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.” (Lukasevangeliet 15,11-32)