01.06.2021 Synne Garff, international chef
Et sandt fællesskab i krisetid
Da covid-19 ramte, stod verdens bibelselskaber sammen og løftede de mest udsatte.
Ingen var i tvivl om alvoren, da der i foråret 2020 blev foretaget en undersøgelse blandt bibelselskaber: omkring 30 var i ’kritisk’ tilstand, og yderligere 65 var ’i fare’, hvis begrænsningerne fortsatte meget længere. Det betød, at næsten to tredjedele af De Forenede Bibelselskaber stod over for alvorlige vanskeligheder.
”Jeg var fortvivlet og havde søvnløse nætter,” fortæller Valente Tseco, generalsekretær for Bibelselskabet i Mozambique. Udover covid-19 var landet blevet ramt af to cykloner i 2019 og af krig og islamistiske angreb. Valente og hans team var fast besluttede på at fortsætte med at stille Bibelen til rådighed, men situationen blev ekstra vanskelig, da en lockdown ramte, og salget af bibler faldt dramatisk: ”Hvordan ville Bibelselskabet være i stand til at fortsætte driften og betale lønninger? Og netop på et tidspunkt, hvor mennesker havde brug for Bibelens opbyggelige ord?”
Hjælpen var som at finde en oase af ferskvand midt i den øde ørken, som vi har været udsat for på grund af pandemien.
Hjælp til 60 bibelselskaber
Lignende bekymringer blev gentaget i andre dele af verden, hvor både bibelselskaber og bibeldistribution på tværs af landegrænser var truet. I overensstemmelse med den trofaste ånd og samhørighed, som De Forenede Bibelselskaber blev grundlagt på, holdt søsterbibelselskaber krisemøde for at lægge en plan, der kunne sikre, at udsatte bibelselskaber ikke skulle lukke. Det lykkedes at hjælpe mere end halvdelen af de lukningstruede bibelselskaber.
”Vi føler os lettede, glade og velsignede!” sagde Valente, da han modtog nyheden om, at Bibelselskabet i Mozambique ville modtage både finansiering og bibler.
I Panama beskriver generalsekretær for Bibelselskabet Marco Gomez, at hjælpen var ”som at finde en oase af ferskvand midt i den øde ørken, som vi har været udsat for på grund af pandemien. Vi er taknemmelige for Gud og for fællesskabet.” Marco og hans team, der har haft travlt med at levere bibler og grundlæggende fornødenheder til nogle af de mest sårbare grupper, der er ramt af pandemien, bruger støtten til at dække driftsomkostninger og udvikle online-tjenesten.
Støtten er som en ekstra ilttank, der hjælper os med at nå nye højder, når det gælder bibeldistribution via nye teknologier.
Bibelprojekter online
Generalsekretær Mayra Ugalde fra Bibelselskabet i Costa Rica er også opfyldt af taknemmelighed: ”Støtten er som en ekstra ilttank, der hjælper os med at nå nye højder, når det gælder bibeldistribution via nye teknologier.”
Der er i det hele taget stor taknemmelighed fra mange bibelselskaber, som er kommet under ekstra hårdt pres det forløbne år. Nogle ser ligefrem ud til at komme styrket ud på den anden side. Den udviste sammenhørighed på tværs af landegrænser og kulturer har været en fødselsdagsmarkering i særklasse.
Kilde: De Forenede Bibelselskaber