Læs beretningen om Marias bebudelse

For mit indre blik ser jeg en ung pige, jeg mødte for 11 år siden i Argentina. Vi skulle hente empanadas, indbagt kød og brødbudding, som pigens mor havde lavet. Vi kørte fra bymidten ind på støvede jordveje, hvor små huse lå tæt. Familien myldrede ud af det lille hus for at hilse på og aflevere maden til os. Jeg kunne slet ikke få øjnene fra en bedårende ung pige, spinkel som en 11-årig og gnistrende mørk. På hoften bar hun en etårs pige og ved hånden havde hun en lidt større pige på ca. tre år. Hendes små søskende gik jeg ud fra. Men nej, de to var hendes børn. Den unge pige var 17 år havde allerede to børn. Det betyder at hendes skolegang er blevet umuliggjort, at hun sandsynligvis ikke kommer ret meget længere end til et lille hus på en jordvej. Men hun så glad ud og hele familien med, og jeg fik fortalt, at ethvert nyt barn er et håb i håbløsheden, en mulighed for at begynde forfra, selv hvor det ikke er til at få øje på nogen som helst muligheder, og selvom nogle af børnene ender på det lille private børnehjem, som jeg også besøgte.

Hvorfra stammer tanken om at begynde forfra med et barn, når alting allerede er blevet helt umuligt?

Ja, der er noget der kunne tyde på, at den stammer fra den fortælling, Gud har for med os mennesker.

Gud ville begynde forfra med os. Men ikke på en hvilken som helst måde. Det med syndfloden var jo prøvet. Regnbuen vidner om Guds løfte om aldrig igen at oversvømme jorden. Hvis Gud vil holde sit løfte og samtidig begynde forfra, må der noget andet til. Et nyt tegn. En ny begyndelse.

Gud begynder forfra med et barn. Og det barn skulle være helt tæt knyttet til Guds levende ord. Barnet skulle komme fra Gud og være genkendeligt for mennesker. Det skulle have en himmelsk far og en jordisk mor, der var præcis så ung og spinkel som den argentinske pige jeg så i det lille hus på den støvede vej. Maria hed hun. Hende ville Gud overskygge med sin ånd. I hende ville han begynde forfra med et barn. Et barn, der i høj grad også har noget med os at gøre. Det har nemlig med vores nye begyndelse at gøre.

Vi kan ikke begynde forfra i egentlig forstand. De veje og vildveje, vi har gået, HAR vi betrådt og der er spor efter os. De fejltagelser, vi har gjort, kan ikke gøres ugjorte. Der er så meget, der aldrig kan rettes op ved vores små svage kræfter. Og så kan vi alligevel begynde forfra på et helt dybt og gennemgribende plan. Det dybeste.

Mariæ Bebudelse handler om den nye begyndelse. Viser os Guds mulighed midt i vores umulighed. Gud sender os en ny begyndelse i skikkelse af det barn, der skal kaldes den højestes søn, og som ikke bare er en ny begyndelse, indtil han vokser til og begynder at gøre alle de fejltagelser, som ingen af os slipper for.

Nej, det her barn, Gudsbarnet, den højestes søn, er for evigt en ny begyndelse for alle mennesker. For os lige her og nu i det danske forår og for unge piger og deres børn i små huse på støvede veje på den anden side af jorden i det lune Argentinske efterår.

Mette Marie Trankjær er sognepræst i Horbelev Sogn på Falster. Desuden liturgisk konsulent i Lolland-Falsters Stift, samt medlem af Bibelselskabets stiftsudvalg.