En orienteringssag: Nogle gange kan vi hverken gøre fra eller til

”Det er fuldbragt” siger Jesus på korset ifølge evangelisten Johannes. ”Det er fuldbragt” er oversat fra det græske ”tetelestai" som grammatisk står i perfektum præsens, som betegner en allerede afsluttet handling med virkning i nutiden. Det betyder, at opgaven for Jesus – at være blandt mennesker på jorden – nu er afsluttet, OG at opgavens afslutning har virkning og konsekvens ind i nutiden. Udsagnet er med andre ord en orienteringssag.



En orienteringssag er noget helt andet end et tilbud, en mulighed eller for den sags skyld et løfte. Når noget er en orienteringssag, er der ikke tale om et valg. Det er ikke et tilbud, man kan vælge til eller fra i forhold til. Det er heller ikke en mulighed, man kan lade sig passere forbi, eller maksimere og få det fulde udbytte ud af. En orienteringssag har heller ikke karakter af at være et løfte, der måske eller måske ikke opfyldes. En orienteringssag er slet og ret en konstatering af beslutninger, der er truffet og bringes til udførelse. Du og jeg orienteres om noget, som det vil være godt for dig at vide, men som vi ikke har nogen indflydelse på.



Svaret, som Jesus giver den fængslede Johannes Døbers disciple, da de spørger ham: ”Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?”, har samme karakter af at være en orienteringssag. Jesus svarer: ”Sig til Johannes at lamme går, blinde ser og døve hører.” Han kunne ligeså godt have sagt: ”Det er allerede sat i gang, og der er intet du kan gøre ved det hverken fra eller til”.



3. søndag i advent er en orienteringssag til mennesker, der – ligesom Johannes Døberen – sidder i situationer, der ikke er til at komme ud af – det gælder såvel reelle fængsler, tror jeg, som de selvbestaltede fængsler, man selv kan vikle sig ind i.



Med orienteringssager har mennesker det forskelligt. Nogle finder dem krænkende, netop fordi man er sat udenfor indflydelse, mens andre ser håb og aflastning deri. Goethe viser sans for håbet og aflastningen, når han skriver ”Højden lokker os, ikke trinene op. Med toppen for øje vandrer vi videre på sletten.”



I adventstiden skal vi se med Goethes lange blik. Det blik, der med toppen for øje gør det muligt at vandre videre på sletten. Det lange blik er en særlig måde at se på, som overhaler den opgivendes korte blik, der kun genkender personlig kollaps og mavepustere af tristhed. Det underlige er, at det lange blik ikke engang behøver en fremtid at planlægge og organisere. Det lange blik lader sig lokke og drage. Kierkegaard beskriver det således:



"I Muligheden sætter det Evige, rigtigt forstaaet, bestandigt kun et lille Stykke for ad Gangen. Evigheden er ved det Mulige bestandigt nær nok til at være anden og dog fjern nok til at holde Mennesket i Bevægelse fremad mod det Evige, i Gangen, i Fremgangen. Saaledes lokker og drager Evigheden et Menneske i Muligheden fra Vuggen til Graven, hvis han da vælger at haabe."



Glædelig advent!



Helle Møller Jensen er sognepræst ved Skovshoved Kirke og desuden lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.