Tobits Bog er en jødisk legende, der beretter om den fromme jøde Tobit, der bliver bortført til byen Nineveh. Her arbejder han med at begrave jøder, der er blevet myrdet. Som en belønning får Tobits søn Tobias hjælp af ærkeenglen Rafael, da han drager ud på en farlig færd for at redde sin kommende kone, Sara, der er fanget af en dæmon. Historien kan minde om en fortælling fra 1001 nats eventyr, og den er blevet til blandt jøder, der levede i eksil i Mesopotamien, måske så tidligt som 5. årh. f.Kr.

Tobits Bog er en af de tekster fra Det Gamle Testamente, der kendes som apokryferne. De gammeltestamentlige apokryfe skrifter er ikke med i den autoriserede danske bibeloversættelse, men den 29. september 1998 autoriserede Hendes Majestæt Dronningen en ny oversættelse af De Gammeltestamentlige Apokryfer, i alt 11 tekster. Oversættelsen kan altså nu fejre 25-års jubilæum, og i den anledning har vi spurgt to eksperter, hvorfor teksterne ikke opfattes som kanoniske, hvad teksterne indeholder, og hvordan de kan berige bibellæsningen.

Jesper Høgenhaven er professor ved Afdeling for Bibelsk Eksegese ved Det Teologiske Fakultet på Aarhus Universitet og ekspert i Det Gamle Testamente. Om de gammeltestamentlige apokryfer siger han:

”De er en del af Det Gamle Testamente i den græsk-sprogede tradition. Men de er ikke en del af den hebræiske bibeltradition. De har været en del af både den vestlige og den østlige ortodokse kirkes bibelkanon i mange århundreder. Men af grunde, som vi ikke helt kender, er de ikke med i den hebræiske bibeltradition, som vi kender fra senantikken og middelalderen, og som ses afspejlet i de trykte hebræiske bibler fra renæssancen og frem.”

Ingen komité eller afstemning

Jesper Høgenhaven understreger, at der ikke har siddet en komite af teologer eller kirkefolk og har besluttet, at disse bøger ikke skulle være med i kanon.

”Der har ikke siddet en komité og stemt om det. Men der har været forskellige traditioner i forskellige menigheder og kirkesamfund – og i forskellige miljøer i jødedommen,” siger han.

Det blev afgørende, at man efter Reformationen valgte at basere sine bibeloversættelser på den hebræiske tradition, hvor de 11 tekster ikke var med. Derfor findes de ikke i de lutherske kirkers kanon, idet Luther gav dem status som tillæg til Det Gamle Testamente.

I den katolske kirke har teksterne derimod status som deutero-kanoniske tekster, altså tekster, der ligesom resten af kanon opfattes som inspirerede af Helligånden. Der indgår derfor læsninger fra teksterne i messen i den romersk-katolske kirke, fortæller katolsk præst og teologisk konsulent Christian Noval.

”Det blev besluttet på Tridentinerkoncilet, der fandt sted i midten af 1500-tallet som en del af kontrareformationen. Siden har disse tekster indgået i de autoriserede bibler i den katolske kirke,” fortæller han.

Også i en del lutherske bibler var teksterne med langt op i historien. Det gjaldt for eksempel i Danmark, hvor der helt op til begyndelsen af 1800-tallet blev trykt en del bibler, hvor de apokryfe gammeltestamentlige tekster var med. 

Tættere på Jesu tid

Både Jesper Høgenhaven og Christian Noval understreger, at der ikke er nogen afgørende teologiske forskelle på de apokryfe og de kanoniserede gammeltestamentlige tekster. Men begge mener, at de apokryfe tekster kan udvide og nuancere forståelsen af Bibelen og ikke mindst af det religiøse og politiske miljø, som Jesus levede i.

”Apokryferne er nyere end de øvrige tekster i Det Gamle Testamente og er dermed tættere på Jesus i tid. De fortæller altså meget mere om, hvad det var for en slags jødedom, der fandtes på Jesu tid, for eksempel om diskussionerne mellem saddukæere og farisæere, som Jesus i høj grad responderede på. Derfor kan vi bedre forstår, hvordan Jesu holdning til farisæerne skal forstås, hvis vi har den kontekst med,” siger Christian Noval.

Han nævner også Første og Anden Makkabæerbog, der fortæller om væbnede opstande, der fandt sted blandt jøder i århundrederne op til Jesu fødsel.

”Her får vi også vigtig baggrundsviden om politisk-religiøse forhold og om den ide om martyriet, som fandtes dengang, og vi får indsigt i datidens ide om opstandelse,” siger han.

I samklang hermed siger Jesper Høgenhaven: 

”Makkabæerbøgerne er elementært spændende, hvis man er interesseret i historie og i jødernes historie op til kristendommens opståen. De viser den religiøse, politiske og nationale konflikt i datidens Israel for fuld udblæsning,” siger han og tilføjer, at Makkabæerbøgerne fortæller om nogle af de begivenheder, som er essentielle at kende til for at forstå Daniels Bog, som hører med til kanon.

”På den måde kan opdelingen synes kunstig, og det er tydeligt, at der er en tæt sammenhæng mellem de apokryfe og kanoniske tekster,” siger han.

Som eventyr fra 1001 nat

Ingen af de apokryfe tekster adskiller sig genremæssigt markant fra Det Gamle Testamentes kanoniske tekster, siger han.

”Tobits Bog og Judits Bog ligger op af den genre, vi kender fra Esters Bog. Det er eksempelfortællinger med et opmuntrende og formanende sigte, hvor de jødiske hovedpersoner typisk befinder sig i en ikke-jødisk omverden – og fortællingerne viser, hvordan de manøvrerer i denne eksilvirkelighed. De kan minde om eventyr fra 1001 nat,” siger han.

To andre apokryfer, Visdommens Bog og Siraks Bog, minder genremæssigt om Ordsprogenes Bog, og Jesper Høgenhaven er især begejstret for Siraks Bog, særligt kapitel 24, hvor man finder en beskrivelse af Guds visdom, som ifølge forskeren kan læses i sammenhæng med Johannesevangeliets indledning om Ordet.

”I Siraks Bog finder vi en hymne til og om visdommen, hvor visdommen identificeres med Loven. Gud har indgydt sin visdom i skabelsen fra begyndelsen, og denne visdom er den samme, der kommer til udtryk i Moseloven. I Johannesevangeliet er det på tilsvarende måde Guds Ord, der bliver kød i Kristus. Der er altså klare paralleller i måden at tænke og fremstille Guds visdom i Siraks Bog og Johannesevangeliet,” siger Jesper Høgenhaven.

Også Christian Noval mener, at de apokryfe skrifter kan befrugte og uddybe forståelsen af de øvrige bibelske tekster. Han holder meget af Visdommens Bog, der dels kan minde om Ordsprogenes Bog, dels kan læses i sammenhæng med Johannes’ Åbenbaring.

”Visdommens Bog siges at rumme kong Salomons visdom og repræsenterer en forestilling om, at Guds visdom kan manifestere sig i mennesker kloge og gode beslutninger. Der er en sammenhæng med den apokalyptiske litteratur, fx Johannes’ Åbenbaring, dels stilistisk, dels i en underliggende tro på Gud som historiens herre,” siger Christian Noval.

Stor skønhed og visdomsord at bede over

Til nye læsere, der vil give sig i kast med de gammeltestamentlige apokryfer, siger Jesper Høgenhaven:

”Er man til gode historier og eventyr, er Tobits Bog og Judits Bog et oplagt sted at begynde. Det er nærmest romaner i egen ret, med en bredere fortællestil end i de gamle patriarkfortællinger fra Mosebøgerne, men måske med lidt mere idealiserede persontegninger. Og Siraks Bog er efter min mening visdomslitteratur af stor skønhed.”

Christian Noval taler især varmt for Visdommens Bog, som man for eksempel kan læse i små bidder, som man kan reflektere og bede over. 

”Og så vil jeg anbefale, at man læser lidt baggrund om de enkelte bøger, inden man går i gang med dem. Ellers kan det være svært at forstå konteksten, og så kan man blive skræmt væk af, at teksterne umiddelbart virker lidt mystiske,” siger han.

Jesper Høgenhaven tilføjer, at det også i en fælleskirkelig sammenhæng er glædeligt, at man nu i 25 år har haft en autoriseret dansk oversættelse af de gammeltestamentlige apokryfer.

”Det er godt, at Bibelselskabet har sørget for det. Det er jo med til at give os adgang til en større del af vores fælles grundlag.” siger han.