Det sociale hierarki på Luthers tid

Den sociale rangorden var en anden end den vi kender i dag. De velhavende overgav deres privilegier til deres børn, og de fattige overgav ligeledes deres mangel på samme, til deres børn. Man var født ind i en stand, og det kom man nok aldrig ud af igen. Mange mente endda at det var guds vilje at man skulle forblive i sin stand.

Kirken kunne løfte underklassens kloge børn ud af fattigdom

Et af de få steder, hvor man havde mulighed for at kunne stige i graderne, var indenfor kirken. Luther selv var et godt eksempel på dette. Da han indgik i en munkeorden faldt hans sociale status i udgangspunktet. Men på grund af hans rige intellekt og skarpe pen, endte han med at stige indenfor kirkens hierarki og gik således fra at være munk til at blive en anset professor i teologi. Man begyndte også at se nogle enkelte bønder og borgere der formåede, at tjene nok til at kunne sende enkelte børn på universitetet og dermed give mulighed for at de kunne opnå gode positioner og trække familien med dem op af rangstigen.

Striks klassedeling

Europa var på Luthers tid et Stændersamfund. Det betød at samfundet var delt op i forskellige grupper der havde hver deres gudsgivne rolle og position i samfundet. Samfundet havde på dette tidspunkt fire stande, de adelige, de gejstlige, borgerne og til sidst bønderne.

Bønderne i bunden

Den laveste og klart største stand var bønderne. Mange bønder ejede ikke deres egen jord, men arbejdede på godsejernes marker. De betalte næsten alt deres korn i skat til både kirkerne og godsejerne. Så var der de frie bønder som ejede deres egen jord, som var tilfældet med Luthers familie. De havde bedre vilkår og bedre muligheder for eksempelvis at give deres børn en god uddannelse.

Borgerne var en voksende magtfaktor

Dernæst kom borgerne der bestod af særligt håndværkere og købmænd. Dette var en broget stand da nogle håndværkeres lod i livet ikke lå langt fra bøndernes. Derimod kunne købmændene blive meget velhavende og magtfulde, særligt efter at nye varer begyndte at komme til Europa fra Amerika. På Luthers tid blev borgerne mere og mere magtfulde og begyndte at kræve større indflydelse. Særligt i Tyskland og Italien kunne store byer handle som selvstændige aktører og føre deres egen agenda.

Kirken havde monopol på uddannelse og paradiset

Dernæst kom gejstligheden (munke, præster og biskopper), der måske ikke rådede over samme militære magt som borgerne og adelen. Men til gengæld var de en af de mest velhavende stande og de havde monopol på al næsten al viden, da alle bøger (indtil Gutenbergs opfindelse blev udbredt) blev skrevet af munke. Dertil var uddannelsesvæsnet domineret af kirkens folk. Samtidigt havde Paven nøglen til guds porte og kunne give tilgivelse eller dømme folk til evige pinsler i skærsilden. Kirken havde derved en magt som hverken konger eller adelsmænd kunne konkurrere med. Konger kunne ganske vidst bekrige deres fjender i deres korte jordiske liv, men de kunne ikke som Paven straffe dem i al evighed. Kirken var også en økonomisk magtfaktor da den rådede over enorme jordområder der ligeledes blev efterset af veluddannede munke, der sørgede for at jorden gav et højt udbytte. Som om det ikke var nok modtog Kirken på Luthers tid også donationer af velhavende adelige og fattige bønder (de såkaldte afladsbreve) i håb om at det ville kunne hjælpe dem til en plads i paradiset efter døden. Kirkens magt og håndtering af denne, var en af årsagerne til at Luther, og mange andre, vendte ryggen til kirken.

Adelen havde jord og soldater i hobetal

Den højeste stand og den mindste, var adelen (godsejerne). Økonomisk var de næsten lige så magtfulde som kirken og deres position gik tilmed i arv. Derudover var det dem der rådede over den fysiske magt. På kongens bud skulle adelige stille soldater og riddere til rådighed i tilfælde af krig. Men de var så magtfulde at de til tider kunne vælge at afvise kongens ønsker eller gå i krig uden hans samtykke. De kunne ligefrem finde på at vælte konger, hvis ikke de faldt i deres smag. Adelen havde også indflydelse på kirken. De sønner der ikke skulle arve godset blev i stedet uddannet til præster, og igennem donationer og vennetjenester endte de oftest som biskopper. Med reformationen blev dette ændret så det i stedet blev kongen der udpegede biskopperne. Kongen der selv kom fra en adelig familie, var enten valgt af adelen, eller også var han tvunget til at underskrive en håndfæstning der begrænsede hans magt. Reformationen tippede denne magtbalance, så kongen efterfølgende kom til at stå på toppen af den hierarkiske orden.