14.09.2020 Synne Garff, international chef
Det globale bibelarbejde er truet i 88 lande
Corona-pandemien har fået bibelbutikker til at lukke, ansatte er sendt hjem, og indtægter er faldet dramatisk. Bibelarbejdet er nu truet i 88 lande.
Det forgangne halve år er der blevet afholdt en del krisemøder hos De Forenede Bibelselskaber. Vi er blevet orienteret om de alvorlige økonomiske konsekvenser, der bliver mere og mere tydelige, som månederne går. Udgangsforbud og sikkerhedsforanstaltninger har lukket den ene bibelbutik efter den anden. Corona-pandemien fik bibelsalg til at gå i stå netop i en tid, hvor efterspørgslen på Bibelen stiger – som det altid sker under kriser, når de eksistentielle og religiøse spørgsmål melder sig.
Mange bibelselskaber er bekymrede for, hvornår samfundet er normaliseret, og de igen er ovenpå. I 88 lande er Bibelselskabers butikker i risiko for at lukke ned, mens 500 oversættelses- og uddelingsprojekter er truet – de har ellers potentiale til at komme millioner af mennesker til gode.
Corona-pandemien fik bibelsalg til at gå i stå netop i en tid, hvor efterspørgslen på Bibelen stiger – som det altid sker under kriser, når de eksistentielle og religiøse spørgsmål melder sig.
Krisen rammer pressede kristne ekstra hårdt
Krisen, der har påvirket mere end en tredjedel af Bibelselskabets netværk, er udløst af faldende bibelsalg. Der er simpelthen ingen penge til at betale personalet. Selv de mest effektive og velorganiserede medarbejdere er under stort pres. Den økonomiske situation er et ekstra hårdt slag for en lang række bibelselskaber, der befinder sig i egne af verden, hvor presset på de kristne stiger. Nogle lande oplever en massiv udvandring af kristne til Vesten. Corona-krisen vil givetvis få flere bibel-medarbejdere til at søge væk fra de ustabile forhold netop nu, hvor der er så hårdt brug for, at de bliver.
Mange steder uddeler bibelmedarbejdere praktisk førstehjælp til hårdt ramte familier, samtidig med at de imødekommer efterspørgslen på de bibelske fortællinger. Deres arbejde understreger det presserende behov for at holde bibelarbejdet i live.
Den økonomiske situation er et ekstra hårdt slag for en lang række bibelselskaber, der befinder sig i egne af verden, hvor presset på de kristne stiger.
Oprettet en solidaritetsfond
Bibelselskaber er forhindrede i at oversætte, uddele og udføre en lang række projekter med Bibelen som omdrejningspunkt, og på verdensplan er antallet af kriseramte aktiviteter stærkt stigende.
De Forenede Bibelselskaber har oprettet en solidaritetsfond, der skal støtte bibelarbejdet i de 88 lande. Financieringen skal betale medarbejdere og bibelselskabernes husleje.
Pressede bibelselskaber bliver desuden hjulpet med online salg for at generere indkomst, og på den lange bane får medarbejderne støtte, så de er klar til at relancere bibelarbejdet, når restriktionerne ophæves.
På trods af lidelse, komplicerede omstændigheder og forfølgelse forklarer Paulus, at han ikke bliver modløs i tjenesten:
Derfor bliver vi ikke modløse i den tjeneste, som vi har fået af barmhjertighed (…) Derfor bliver vi ikke modløse, for selv om vort ydre menneske går til grunde, fornyes dog vort indre menneske dag for dag.
- 2. Korintherbrev kapitel 4, vers 1 og 16
Lysstrejf i krisen
Selv om 88 bibelselskaber er ramt økonomisk, er der også lande, hvor oversættelsesarbejdet fortsætter stort set uhindret. Det lykkes takket være teknologi, hvor konsulenter fra De Forenede Bibelselskaber hjælper lokale oversættere online.
I de forløbne ti år er samarbejdet på tværs af landegrænser forbedret markant, hvilket har bidraget til at styrke det lokale oversættelsesarbejde.
Den kristne tv-station SAT-7 er også i fuld gang med produktionen af programmer og sender stadig hver dag. Mere end nogensinde er der behov for SAT-7’s tv-programmer. Folk kan ikke gå i kirke, så de har endnu større glæde af at se kristendomsformidlingen online og på tv. Der er høje sikkerhedsforanstaltninger i alle studier.
Libanon er præget af ustabilitet, økonomisk krise og korruption, men tv-stationen holder studierne åbne. Optagelser med børn er aflyst, det samme er de store liveshows. Egypten var lukket en uge, fordi en rengøringsassistent var smittet med corona. Det samme var studierne i England, hvor der sendes på farsi til Iran. Her viste en gæst sig nemlig at være smittet. På trods af forhindringer arbejdes der målrettet på at formidle evangeliet, og meget lykkes.