04.12.2014 Lea Holtze
Det flettede julehjerte er en dansk juleskik
Julen er hjerternes fest. Og det især i Danmark, hvor det første julehjerte blev flettet for mere end 100 år siden og blev en central del af både de danske og senere også udenlandske juletraditioner.
Hjerter klippet med en saks, af den fingernemme slags.
Sådan har vi i Danmark sunget rundt om juletræet juleaften gennem flere generationer. Og der er ikke noget at sige til, hvis det gode, gamle julehjerte med tiden har fået lidt krøllet hank. Det har hængt på juletræet i over hundrede år, og det flettede glanspapirshjerte går oprindeligt helt tilbage til 1800-tallet.
Dermed er det en af de sjældne, originale danske juleopfindelser, vi har herhjemme. En skik, der har spredt sig til Norge, Sverige, Tyskland og USA, som vi kan være stolte af, fortæller historiker Benno Blæsild, der er direktør for Fregatten Jylland og har skrevet om julehjertets oprindelse.
”Nordmændene vil gerne tage patent på julehjertet, fordi de har et julehjerte på deres nationalmuseum i Oslo fra 1873. Men det ændrer ikke ved, at de har kunnet læse opskriften til det i det danske magasin Nordisk Husflidstidende, som udkom i Danmark to år tidligere. Så der er ikke noget at gøre: Julehjertet er dansk,” siger han.
Det godgørende hjerte
Verdens ældste julehjerte blev flettet af selveste H.C. Andersen og givet til H.C. Ørsteds datter Mathilde i 1860’erne. Hjertet var dog uden hank, så det har næppe hængt med juleknas og godter på træet. Det ældste billede af et julehjerte på et juletræ er derimod fra julefesten omkring 1901 på herregården Søllestedgaard på Lolland.
Netop herregårde og præstegårde var de første til at tage julehjertetraditionen til sig, fordi hjerterne som almissehjerter blev brugt til at hænge godter og gaver til børn og fattige på juletræet. Herefter bredte hjertet sig til det bedre borgerskab og videre ud i alle danske hjem.
”Siden 1940’erne har julehjertet for alvor spillet en meget stor rolle i den danske jul, fordi det knytter sig til den nok allervigtigste tradition: At klippe og klistre julepynt i familien. Julehjertet er så naturlig en del af julen, at ingen længere tænker på, at det er dansk,” siger Benno Blæsild.
Hjerternes fest er uændret
Det traditionelle julehjerte var rødt og hvidt og fik især sin popularitet under 2. Verdenskrig. Men frem for at se farvevalget som referencer til dannebrog, kan man også se det som symbol på det blødende kristushjerte, mener Jens Ingvordsen, der er juleinspektør i Den Gamle By.
I takt med udbredelsen af opskrifter og klippeark, er julehjertet også blevet mere avanceret, og de traditionelle tern erstattet med indflettede motiver som for eksempel julestjernen og juleenglen. Men grundprincippet i den danske julepynt er der ellers ikke rokket meget ved, fortæller Jens Ingvordsen.
”Siden Peter Faber skrev Højt fra træets grønne top i 1847, og Peters Juludkom i 1866, er der ikke sket det store. For opfattelsen er, at den rigtige jul er, som den var i gamle dage. Og med til den hører julehjertet,” siger han og forsikrer, at han heller ikke selv kunne forestille sig at have et juletræ uden julehjerter på.
”Hjerter er et tegn på kærlighed, og de er en uundværlig del af den danske jul. Om det så skyldes, at de minder os om Jesus’ fødsel eller om kærlighed og familiesammenhold er ikke til at sige. Men der er ingen tvivl om, at julen er hjerternes fest.”
Flet dine egne julehjerter
Se de mange forskellige julehjerter I kan flette og download skabelonerne her.