I to måneder under forårets corona-nedlukning blev Klagesangene – eller ’Sørgesangene’, som de hedder i Bibelen 2020 – biskop Elof Westergaards tro følgesvend. Han læste skriftet fortløbende og skrev hver dag korte refleksioner ned i en slags dialog med bibelskriftet. Det er nu blevet til bogen Sørgesange fra Ribe, hvor bibelvers og personlige refleksioner fletter sig ind i hinanden og sætter ord på nogle af de eksistentielle erfaringer, som nedlukningen foranledigede:

”Under corona-nedlukningen blev sørgesangeren en vigtig samtalepartner. Hans ord blev en hjælp for mig til at holde samtalen med Gud levende.”

Corona-nedlukningen markerer på én gang et fravær og et nyt nærvær

Sørgesangene tematiserer erfaringer om afstand og tab, om ensomhed og liv, der er lagt i ruiner; evigt eksistentielle temaer, som ifølge Elof Westergaard også har noget at sige ind i nutiden – i særdeleshed i relation til forårets corona-nedlukning, der på én gang markerede et fravær og et nyt nærvær:

”Fraværet og afstanden var mærkbart og konkret, når vi holdt afstand til hinanden i supermarkedet, når jeg gik på en næsten tom gågade i Ribe, og når jeg savnede de åbne kirker, museerne og byens cafeer. Men samtidig blev min evne til at sanse mine nære omgivelser skærpet; det gik op for mig, hvor afhængig jeg er af at kunne omgås andre mennesker, og hvordan jeg pludselig kunne være en time om at gå til bageren, fordi jeg faldt i snak med folk. Selv om jeg ofte havde meget travlt arbejdsmæssigt med 8-10 Skype-møder dagligt, blev der bedre plads til de helt nødvendige ’forstyrrelser’, som det tilfældige møde med et medmenneske er.”

Jeg mærker, at verden vil mig noget, og den giver mig både en tro og et håb om, at det hele nok skal ende godt.

Gåturene og roturen på åen blev en ’lise’ fra arbejdet

I sin refleksion over Sørgesangene, kapitel 1, vers 19, skriver Elof Westergaard: ”Tak, Gud, for fårenes brægen og luften, vi deler.” De mange gåture ved Ribeegnen og roture på Ribe Å i det tidlige forår gav en ny oplevelse af samhørighed med naturen, fortæller han:

”Gåturene og roturen på åen blev min ’lise’ fra arbejdet – men ikke kun det: Verden melder sig på en anden måde for os, når vi er i naturen; når vi oplever spurvenes kalden, fårenes brægen, de vindblæste træer, der bøjer sig mod øst. Jeg mærker, at verden vil mig noget, og den giver mig både en tro og et håb om, at det hele nok skal ende godt. Jeg ved godt, jeg skriver meget om får, duer og spurve, og om hvad jeg ser i gaderne, fra mit vindue og på Ribe Å. Det kan lyde banalt, men det er lige her, det sker, det er i det konkrete liv, håbet springer.”

Trods sørgesangerens mange anfægtelser over for Gud spiller taksigelsen en vigtig rolle – også for Elof Westergaard:

”Jeg skylder Gud en daglig tak for dåben, jeg blev givet, for det liv, jeg har fået, for de sammenhænge, jeg er i. For mig er en tak til Gud ikke en tak på trods af corona eller alt det andet, der kan tynge os som mennesker. I stedet, oplever jeg, kan takken være det, der åbner mig op over for den verden, jeg lever i, og over for de mennesker, jeg lever med.”

De bibelske tekster kan give erkendelsen af, at verden ikke afhænger af os alene

Elof Westergaard er forsigtig med konklusioner om, hvad coronakrisen har betydet for det at være menneske i dag og for vores forhold til Gud og kristendom. Også fordi, vi netop nu ikke ved, hvordan pandemien kommer til at udvikle sig:

”Men det er mit ydmyge håb, at alle, der læser Sørgesange fra Ribe, genkender noget fra sig selv og sit eget liv, og at de i Bibelens ord inspireres til at skimte håb og nye åbninger midt i alt det uvisse og lukkede. For mig er det en enorm glæde at spejle mit eget liv i de bibelske tekster – og i natur, litteratur og kunst i det hele taget – for her erkender vi også, at verden ikke afhænger af os alene, hver for sig og på afstand; vi er dybt afhængige af andre – og andet – end os selv.”