"Bibelens indflydelse er monumental og ubegribelig". Sådan siger journalist og forfatter Michael Jeppesen. Her svarer han på fem skarpe om Bibelen
Hvor eller hvornår læser du i Bibelen?
Jeg har læst heftigt i Bibelen i først fire år, imens filosof Rasmus Ugilt og jeg lavede bibelskolen på Radio24syv. Vi lavede 1044 programmer plus det løse og udkom på alle hverdage. Vi læste Bibelen fra ende til anden og kommenterede og analyserede undervejs. Hver søndag mødtes vi i radioen og lavede fem programmer. Alle ugedage gik vi og smålæste og researchede. Efterfølgende skrev vi en bog om Gud, ”For han ved ikke hvad han gør – et kærligt portræt af Gud”, som vi brugte ét år på. Så i mere end fem år har jeg haft et voldsomt forbrug af Bibelen. Jeg har læst, læst højt, undersøgt og diskuteret hvert et hjørne af den. Det sværeste sådan udholdenhedsmæssigt var nok profeternes bøger, og det, jeg brugte mest tankekraft på, var nok Johannes’ Åbenbaring. I dag er det pludselig hverdag uden nogen konkrete bibelprojekter, så nu skal jeg lige finde ud af, hvordan man hyggelæser i Bibelen. Men forladt den har jeg bestemt ikke. Det er helt klart min yndlingsbog.
Hvem er din favoritperson fra Bibelen?
Det er Gud. Han har en utrolig dyb og kompleks personlighed, som udvikler sig gennem hele Bibelen fra virtuos i skabelsen til meget lille i de sidste dage af Israels levetid inden fangenskabet i Babylon. Og så er det jo imponerende, hvordan han kommer tilbage enten med eller som sin søn. De erkendelser, Paulus gør på hans vegne om, hvordan alle mennesker er ens og har de samme muligheder, er banebrydende. Der er utrolig mange episke dramaer i Guds liv, som gør ham uimodståelig, fra han skal puste liv i Adam ved at sætte sine læber mod hans næsebor, til han forviser ham fra haven, til han prøver at få sin egen familie med Abraham i spidsen. Gud er alt for stor og kæmper en evig kamp for at forstå det alt for lille menneske.
Hvad er dit yndlingsvers eller -skrift?
Den er virkelig svær, for Bibelen er et overvældende potpourri af nogle af de bedste historier, der nogensinde er skrevet. Da Josef genser sine brødre, er utroligt rørende, da Gud fornægter sit eget folk igen, og Moses tvinger ham til at lade sig se, er gribende og overvældende på en meget subtil måde, Jonas’ Bog er stor komik, og sådan kan man blive ved. Det er umuligt at vælge. For den mere historisk end religiøst interesserede er Paulus’ breve nok yndlingsskrifterne, fordi det er her, alt det bliver udlagt og forfattet, som kommer til at være vores skæbne her i Vesten. Uden Paulus havde verden set radikalt anderledes ud. Det var ham, der tog Jesus og gjorde ham til noget, som forandrede verden og skabte det samfund, vi lever i, og de mennesker, vi er, fra tanken om, at vi alle er lige, til ideen om universiteter og den måde, vi har familier på i dag. Bibelens indflydelse er monumental og ubegribelig.
Hvorfor skal vi læse i Bibelen?
Først og fremmest er det en masse gode historier, så hvis man godt kan lide at læse, bør man have den liggende fremme. Dernæst er det vores historie. Det er forestillingen om den vrede Gud, som man lærer at kende i Bibelen, der har været den største motivator for de sidste 2000 års begivenheder.
Hvilken fortælling vil du anbefale til en ny bibellæser?
Første Mosebog er tætpakket med historier, som alle har hørt, men som mange desværre har glemt. Prædikerens Bog gør indtryk på de fleste, fordi de troede, at den slags opgivende tanker var noget, der hørte vores tid til. Og så måske Første Samuelsbog, som beskriver nogle af de gode år for israelitterne, hvor blandt andet David bliver konge. Bøger som Tredje Mosebog med alle reglerne til Guds folk og Johannes’ Åbenbaring med forudsigelserne om ’de sidste dage’ vil jeg nok bede den nye bibellæser om at vente lidt med, da de kan give selv den bedste læser grå hår.
Michael Jeppesen (f. 1975) er journalist og forfatter. I programmet "Jeppesens bibelskole" på Radio24syv læste og debatterede han hele Bibelen sammen med filosof Rasmus Ugilt over en periode på 4 år.
Bibelen 2020 - softcover, 2. udgave
Sidetal: | 1672 sider |
---|---|
Indbinding: | Hæftet softcover med flapper |
Forlag: | Bibelselskabet |
Varenummer: | 978-87-7232-210-0 |
---|---|
Mål: | 15 x 22 x 4 cm. |
Udgave: | 2. udgave |
Andet: | Vægt ca. 1,3 kg. |