28.07.2023 Af Thomas Godsk Larsen
"Der er meget håb i, at afmægtighed og styrke kan følges ad"
For udlandsprovst Selma Ravn får Esajas’ ord om ikke at frygte en særlig dybde, når hun læser dem i lyset af Johannesevangeliet. Og så har hun en kæphest, når det kommer til talen om Gud
Jeg finder håb til det liv, vi lever, i ordene fra Johannesevangeliet kapitel 3, vers 16, som står på alteret i Vor Frelsers Kirke på Christianshavn, hvor jeg var præst i knap 9 år:
For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.
Ordene udtrykker både noget lidt eksklusivt, som bekræfter den relation, vi kan have med Gud, og samtidig noget enormt inkluderende: Gud elskede verden – ikke kun dem, der er med i klubben! Jeg vender også ofte tilbage til mit eget konfirmationsord, som jeg fik, da jeg i sin tid blev konfirmeret i Helligåndskirken i København. Det er taget fra Esajas’ Bog kapitel 41 og lyder:
Frygt ikke, for jeg er med dig, fortvivl ikke, for jeg er din Gud.
Når jeg selv har skullet vælge konfirmationsord til konfirmander, har jeg gjort mig umage med at vælge bibelord som disse, der for mig at se er fyldt med håb. Det skal være noget, de kan vende tilbage til, efterhånden som livet folder sig ud for dem i al dets gru og al dets fryd.
Ordene fra Esajas’ Bog fortæller om Guds almægtighed og minder mig om, at Gud er stor, og det gør, at det er okay, når jeg en gang imellem føler mig lille. Det kan man have brug for at høre – og genhøre. Det er også ét af de citater, jeg selv ofte har valgt til konfirmanderne.
Jeg er meget optaget af det med, at Gud er stor. Jeg har brug for noget at se op til og for, at der er forskel på Gud og mennesker. Ellers gør vi bare Gud til noget, vi selv kunne være. Hvis Gud får lov at være stor, kan vi netop læne os op ad ham, når livet gør ondt. Og vi kan huske os selv på ikke hele tiden at ville forklare Gud og derved reducere ham til en anden udgave af os selv.
Samtidig siger ordene fra Esajas’ Bog jo også, at Gud er min Gud. Han er ikke hvem som helst, og han er trådt i relation til mig – en relation, hvis dybde vi nok først rigtig forstår, når vi møder Gud i hans afmægtighed. En afmægtighed, som jeg kan spejle mig i, når jeg selv rammes af livet, af sygdom og sorg, når jeg mister kontrollen eller bare brydes med hverdagens udfordringer og besværligheder. Der er meget håb i, at afmægtighed og styrke kan følges ad.
