Jeg bor i det høje og hellige, og jeg er hos den, der er knust, og hvis ånd er nedtrykt. Jeg vil løfte den nedtrykte ånd og helbrede det knuste hjerte. 
Esajas' Bog 57,15 (i oversættelse fra Bibelen 2020)

”Noget af det smukkeste ved kristendommen er, at noget af ansvaret bliver taget fra dig,” siger journalist og forfatter Esben Kjær. ”Det, du ikke kan bære, bliver løftet fra dig. Det er nåde. Og det er helt unikt.” 

Han har skrevet bøger om død, sorg og tro og er kendt som en markant stemme i den offentlige samtale om tab. Alligevel beskriver han sig selv som én, der stadig er under oplæring i troens verden. Vejen dertil begyndte, da han for over et årti siden mistede sin syvårige søn Sebastian. 

”Indtil da følte jeg mig som Gud i eget liv,” siger han. ”Jeg troede grundlæggende, at jeg selv skabte min virkelighed. Da min søn døde trods vores mange forsøg på at redde ham, faldt det verdensbillede sammen. Det var et granatchok.” 

Sorgen blev ikke kun en personlig erfaring, men også et opgør med en tidsånd, hvor mennesker ofte står alene med deres tab uden fælles sprog eller ritualer. 

”Vi lever i en kultur, hvor idealet er, at man bærer sit eget liv alene. Det fungerer fint i medvind. Men når vinden vender, står man tilbage uden magten og med hele ansvaret,” siger han. ”Det er måske den største kilde til lidelse i det moderne samfund.” 

Netop derfor betyder Esajas-verset så meget for ham. Det løfter ansvaret fra den sørgende og placerer det et andet sted. 

”Gud siger: Det her er mit. Sorgen er for tung at bære alene.” 

Esben Kjær understreger, at sorgen ikke er et problem, der skal løses, men en proces, man må leve sig igennem. 

”Det er ikke dig, der arbejder med sorgen. Det er sorgen, der arbejder med dig. Kroppen, psyken og det eksistentielle hænger sammen.” 

Billedet af det knuste hjerte i Esajas’ ord rammer ham stærkt. Sorgen er også fysisk, siger han. Man kan stå midt i den og undre sig over, at kroppen ikke falder fra hinanden. 

Troen kom ikke som en pludselig åbenbaring, men langsomt. Med selvironi beskriver han det sådan: 

”Da min søn døde, fyrede jeg mig selv som Gud i eget liv. Men det tog mig ti år helt at holde op med at møde op på arbejde.” 

I dag er troen for ham en praksis, noget der skal øves. At gå i kirke, bede, læse, tale med andre. 

”Den vigtigste øvelse er overgivelsen. At slippe rattet og have tillid til, at det går, også når man ikke selv styrer.” 

For Esben Kjær er Esajas’ ord ikke et løfte om hurtig heling, men om retning. 

”Jeg har været tolv år på operationsbordet,” siger han. ”Der har været mange hænder inde over. Men pointen er, at jeg ikke skulle gøre det alene.”