10.10.2024
Brevkassen: Var Kain og Abel tvillinger?
En bibellæser har bidt mærke i en formulering i Første Mosebog, der kan tyde på, at Kain og Abel var tvillinger. Hvad siger brevkassen? Teolog Kasper Siegismund giver et svar
Kære Brevkasse
Jeg har lige fra min barndom læst i Bibelen, og for nylig har jeg sat mig for at læse den fra ende til anden.
Jeg er nu begyndt og er kommet til Første Mosebog kapitel 4, hvor vi hører om Kain og Abel, og så slår det mig, om de måske var tvillinger? Om altså der er tale om én fødsel af de to (med kort mellemrum) eller om der gik længere tid mellem fødslerne?
Tak om I vil svare mig!
Venlig hilsen
Gerda
-------------------------------------------------------
Kære Gerda
Det er bestemt et rigtig godt spørgsmål, du her rejser – men også et spørgsmål, som teksten desværre ikke giver os noget entydigt svar på.
Autoriserede oversættelse fra 1992
I den autoriserede oversættelse af Bibelen fra 1992 står der, at Eva ”blev gravid og fødte Kain. Hun sagde: ’Jeg har skabt en mand ved Herrens hjælp’. Dernæst fødte hun hans bror Abel” (Første Mosebog kapitel 4 vers 1-2).
Det er uklart, om Abel bliver født efter en separat graviditet, eller om det er den samme graviditet, der er tale om, hvor Abel så bare er tvilling nummer to, der kommer ud. På den ene side nævner teksten ikke, at Eva bliver gravid igen – og det kunne jo tyde på, at det er den samme graviditet, og at Kain og Abel dermed er tvillinger. På den anden side nævnes det aldrig udtrykkeligt i teksten, at de er tvillinger – og det kunne man jo ellers godt have forventet, hvis det faktisk var en pointe i fortællingen, at det er det, de er (sådan som det bliver sagt tydeligt i Første Mosebog kapitel 25 vers 24-26, at Jakob og Esau er tvillinger).
Bibelen 2020
I Bibelen 2020 bruges udtrykket ”Noget tid senere” i stedet for ”Dernæst”, hvilket introducerer en større afstand i tid mellem fødslerne, og dermed nedtones muligheden for at tolke brødrene som tvillinger. Det er der dog ikke belæg for i den hebraiske originaltekst, hvor der helt ordret oversat faktisk bare står ”Og hun fødte igen: hans bror Abel”.
Tvillingeparret Jakob og Esau
Som nævnt bliver brødrene i den anden af Bibelens mest kendte fortællinger om konflikter mellem to brødre klart omtalt som tvillinger – nemlig Jakob og Esau. Den historie og historien om Kain og Abel minder en del om hinanden med Gud, der af ikke helt klare årsager foretrækker den yngste frem for den ældste. Man kan sige, at Kain og Abel-fortællingen om historiens første mord måske ville stå endnu skarpere i al sin gru, hvis de to brødre ligefrem er tvillinger. Det forbliver en interessant fortolkningsmulighed – men altså ikke en mulighed, som teksten selv udnytter eksplicit.
Omfattende fortolkningshistorie
For øvrigt kan jeg tilføje, at fortolkningshistorien er meget omfattende i forhold til den her fortælling. I en række ikke-bibelske traditioner, både inden for jødedommen og i tidlige kristne tekster, siges det, at Kain og Abel var tvillinger – ikke hinandens tvillinger, men med hver sin tvillingesøster. I nogle traditioner er Abel endda trilling med to søstre, der fødes samtidig med ham. Sådanne traditioner, som altså ikke har noget direkte belæg i Bibelens egen fortælling, forklarer ikke bare det ofte stillede spørgsmål om, hvordan Kain senere kunne finde én at få børn med, men i nogle versioner også spørgsmålet om, hvorfor Kain faktisk dræbte Abel: Det var på grund af uenighed om, hvem af brødrene der skulle have hvilken søster til kone. Alt dette er vel at mærke ikke noget, man kan udlede af teksten selv, men resultatet af kreativ fortolkningskunst på højeste niveau.
Venlig hilsen
Kasper Siegismund
Kasper Siegismund er teolog og ph.d. i Det Gamle Testamente. Han forsker i Det Gamle Testamente og Dødehavsrullerne samt hebraisk og andre semitiske sprog. Aktuelt er han desuden sognepræst i Herstedøster Kirke samt medlem af redaktionen for Det Gamle Testamente frem mod en ny autoriseret bibeloversættelse i 2036. Se hans brevkassesvar her.
Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.
Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.
Bibelleksikon
Forfatter: | Mogens Müller og Lisbet Kjær Müller |
---|---|
Sidetal: | 480 sider |
Indbinding: | Indbundet |
Forlag: | Bibelselskabet |
Varenummer: | 978-87-7523-751-7 |
---|---|
Mål: | 20 x 27,5 cm |