Kain og Abel
Æselkæben blev først en del af historien om Kain og Abel i middelalderen, fortæller ph.d. og professor ved Dansk Bibel-Institut Jens Bruun Kofoed. Foto: Wikimedia Commons.

Brevkassen: Slog Kain sin bror Abel ihjel med en æselkæbe?

Hej,

Jeg skriver til jer, da jeg er begyndt at læse i Første Mosebog. Da jeg læste i Første Mosebog kapitel 4 om Kain og Abel, blev jeg en smule overrasket. For som jeg altid har fået fortalt historien, så slår Kain sin bror Abel ihjel med en æselkæbe, men i kapitlet nævnes dette ikke.

Der står: "Siden talte Kain til sin bror Abel, og da de en dag var ude i det fri, overfaldt Kain sin bror Abel og slog ham ihjel." (Første Mosebog 4,8)

Så mit spørgsmål går på, om Kain slog Abel ihjel med en æselkæbe, eller hvordan gjorde han det?

Med venligst hilsen

Anders

**********************

Kære Anders!

Oplysningen om at Kain brugte en æselkæbe til at slå sin bror Abel ihjel med findes hverken i de oprindelige hebraiske, græske eller latinske versioner af fortællingen om Kain og Abel.

Æselkæben optræder første gang i irske og angelsaksiske tekster fra det 9. årh. og i kunstneriske fremstillinger af episoden fra den tidlige middelalder. Den mest sandsynlige forklaring er nok, at man har antaget, at eftersom Samson ifølge Dommerbogen 15,15 brugte en æselkæbe som mordvåben, så gjorde Kain det nok også.

Bedste hilsner

Jens Bruun Kofoed

Jens Bruun Kofoed er ph.d. og professor i Det Gamle Testamente ved Dansk Bibel-Institut

Har du et spørgsmål om Bibelen? Send dit spørgsmål til spoerg@bibelselskabet.dk

Dommerbogen 15,15-16

[Samson] opdagede en frisk æselkæbe og rakte hånden ud efter den, tog den og dræbte tusind mand med den. Han sagde:

"Med en æselkæbe

har jeg banket dem sønder og sammen,

med en æselkæbe

har jeg dræbt tusind mand."