Brevkassen: Skal jeg altid kunne tilgive?

Kære brevkasse



Jeg har et spørgsmål, som har revet i mig i årevis, og som ikke er så nemt at stille. Hvordan skal jeg tilgive noget, jeg har næsten umuligt ved at tilgive. For jeg skal jo tilgive. Og hvordan beder jeg fadervor uden at krympe mig, når vi når ”… som også vi forlader vore skyldnere”?  



Venlig hilsen

Sissel

 **********************

Kære Sissel



Det kan være svært at tilgive et andet menneske, ja, indimellem er det umuligt, og når vi så tilmed bliver konfronteret med kravet fra Jesus om, at vi skal tilgive, kan der opstå dårlig samvittighed og skyldfølelse i os selv over egne fejl og mangler. Og så begynder vi måske også at få svært ved at tilgive os selv. Denne onde cirkel af skyld og manglende tilgivelse er nøjagtig, hvad det kristne evangelium er beregnet på at bryde og sætte os fri af.

Når vi tænker sagen dybt nok igennem, tror jeg, vi må se i øjnene, at der findes ting i tilværelsen, det er umuligt for et menneske at tilgive. Vi kan blive udsat for så grove og fatale svigt, for psykisk og fysisk misbrug af en så grov karakter, at tilgivelsen psykologisk set bliver umulig. Eller vi kan selv svigte så fatalt, at vi resten af livet må bære rundt på en utilgivelig skyld.

Indimellem er vi ganske vist i stand til at tilgive. Men ser vi nærmere efter, hvornår vi er det, viser det sig som regel at dreje sig om forhold, hvor tilgivelsen strengt taget er overflødig. En god ven kom måske i et vredesudbrud til at kalde os noget grimt. Dagen efter kommer han og siger undskyld, og vi kan så sige til vedkommende: ”det gør ikke noget”.

I den sammenhæng vælger vi at betragte et svigt som så undseeligt og ligegyldigt, at vi er i stand til at træffe en beslutning om, at det ikke behøver at få ødelæggende konsekvenser for venskabet. Dvs. vi vælger at slå svigtet hen som en bagatel. Men dermed har vi også overflødiggjort behovet for overhovedet at tilgive.

Men det, vi ifølge Jesus skal tilgive, er derimod det utilgivelige, altså krænkelser og svigt, der netop ikke bare kan slås hen som bagateller. At tilgive en person for en enkeltstående bommert og under forudsætning af, at vedkommende aldrig vil gøre noget tilsvarende igen, er sådan cirka, hvad vi mennesker selv formår. Men når det drejer sig om at præstere den tilgivelse, Jesus kræver af os, kommer vi næsten uundgåeligt til kort.

Men det, der er umuligt for mennesker, er gud ske lov muligt for Gud. Evangeliets befriende nyhed består i budskabet om, at vi hverken bliver dømt på vores præstationer eller vores fejl og mangler. Vi bliver derimod dømt på, at vi betingelsesløst og uden at have fortjent det altid er elsket af Gud. Denne ”dom” hedder syndernes forladelse, og det er den tilgivelse, der gives gratis af Gud, og som vi skal leve af og på, når vi gang på gang oplever, hvordan vi svigter og skader hinanden.

Det er formentlig også pointen i Fadervor, nemlig at livet ikke altid går op, og at vi ofte fejler, men at alt i sidste ende hviler i vor himmelske Fars kærlige hånd. Når vi ikke selv magter at tilgive et andet menneske, kan vi i stedet bede Gud om at tilgive ham eller hende – og så lade vores egen tilgivelse nøjes med at bestå i, at vi afstår fra at hævne os. En dag oplever vi måske, at vi er blevet forsonet med det menneske, vi svigtede, eller som svigtede os. I det tilfælde har tilgivelsen sat sig selv igennem, vi behøver ikke længere at hade og bekrige hinanden, og så kan vi passende sende en taknemmelig tanke i retning af Vorherre, som – uden vi har gjort os fortjent til det – har foræret os en udvej af en ulidelig situation.

Mange hilsner

Lars Sandbeck

Lars Sandbeck er ph.d. i systematisk teologi og forfatter. Se hans andre svar.

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk