Brevkassen: Hvornår levede profeten Daniel?
Har man en fornemmelse af, hvornår profeten Daniel levede? Sådan spørger Niels, og Bodil Ejrnæs kommer med et svar.
Til Bibelselskabet
Har man en fornemmelse af, hvornår profeten Daniel levede?
Venlig hilsen
Niels
****************************
Kære Niels
Ifølge Daniels Bog i Det Gamle Testamente levede hovedpersonen Daniel under det babylonske eksil i 500-tallet f.Kr. Det fremgår af de første kapitler i skriftet.
Den bibelske fremstilling henlægger altså Daniels levetid til en bestemt periode i fortiden. Men det siger ikke noget om, hvorvidt der bag fortællingens Daniel ligger en konkret, historisk person. Om der engang i fortiden har levet en profet ved navn Daniel, er ikke til at sige, fordi der ikke findes andre kilder, der kan bekræfte det.
Venlig hilsen
Bodil Ejrnæs
Bodil Ejrsnæs er forhenværende lektor og ph.d. i teologi. Hun er en af kræfterne bag den autoriserede udgave af Bibelen fra 1992. Læs Bodil Ejrnæs' brevkassesvar.
Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.
Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.
Daniel
Profeten Daniel er hovedpersonen og forfatteren af Daniels Bog i Det Gamle Testamente. I bogen beskrives, hvordan Daniel bortføres til Babylon for at blive oplært i babylonsk kultur sammen med flere andre jødiske unge mænd. Formålet er at de skal kunne hjælpe til under deportationen af en større gruppe jøder efterfølgende.
Daniel er kendt for historien om Daniel i løvekulen, hvor Daniel bliver dømt til at overnatte blandt løver, fordi han har bedt til Gud, selvom det var blevet forbudt.