Kære Brevkasse

Hildegard af Bingen (1098-1179) er ret præcis i sin forklaring af, hvordan hun oplever sine syn, hun skriver: "Sandelig, de visioner, som jeg ser, opfatter jeg ikke i drømme, ej heller mens jeg sover; ikke i ekstase og ikke med mine kropslige øjne eller ydre ører; jeg ser dem ikke på skjulte steder, men jeg betragter dem åbent, vågen og årvågen, rent med sindets øjne og ører, i overensstemmelse med Guds vilje.” (Scivias, Hildegard).

Når jeg læser evangelierne, får jeg en fornemmelse af, at mange af beretningerne er en blanding af helt konkrete – objektivt observerbare hændelser – og andre, som mere er åbenbaringer af den karakter, som Hildegard beskriver. Måske kan man kalde det 'ydre hændelser' og 'indre hændelser'. 

Der vil nok være uenighed om hvilke hændelser, der er indre og hvilke, der er ydre. Et eksempel kunne være, at episoden med "Forvandlingen på bjerget", hvor Peter, Johannes og Jakob oplever Jesus som lys og i samtale med Moses og Elias, på en måde er en blanding af ydre og indre oplevelser. I Lukasevangeliet nævnes det desuden, at de havde svært ved at holde sig vågne. Så er der ikke lang vej til at tænke, at de måske oplevede forvandlingen i en slags "grænsetilstand i bevidstheden mellem drøm og virkelighed".

Jeg er blevet lært, at Jesus’ opstandelse var en konkret ydre hændelse: Jesus vågnede op, smed sine ligklæder, gik rundt i virkeligheden, mødtes med en række mennesker og steg siden til himmels. 

Men der er en række formuleringer i evangelierne, som alligevel lader en dør stå åben for, at gensynet også havde karakter af en 'indre hændelse". Der er en slags ”spøgelsesagtig” beskrivelse af flere af de forholdsvis få gensyn af Jesus.

Dette er mest tydeligt i Lukas’ beskrivelse, hvor de er meget skeptiske: 

De blev bange og forfærdede og troede, det var en ånd, de så.  Men han sagde til dem: »Hvorfor er I rystede, og hvorfor kommer der tvivl i jeres hjerte?  Se på mine hænder og fødder – det er mig … De gav ham et stykke stegt fisk, og det tog han og spiste, mens de så det” (Lukasevangeliet kapitel 24 vers 37-43).

Hvad er det evangelisterne forsøger at forklare os om karakteren af gensynet med Jesus? Er det en konkret ”ydre hændelse” eller har det mere karakter af en kollektiv ”indre hændelse”/åbenbaring – eller et sted imellem de to?

Mit spørgsmål kan misforstås som et naturvidenskabelig kættersk spørgsmål, en slags ”debunking” af opstandelsen. Men intentionen er en anden: måske forsøger evangelisterne netop at fortælle os, at det, der skete, var en blanding af indre og ydre hændelser/fænomener. På en måde kan det få det hele til at fremstå mere klart og uden at vores rationelle naturvidenskabelige principper hele tiden kommer i konflikt med fortællingerne.

De bedste hilsner
Pernille

-------------------------------------

Kære Pernille

Tak for dit interessante og vigtige spørgsmål.

Spørgsmålet om, hvordan man skal forstå Jesus’ opstandelse, er måske noget af det mest centrale i kristendommen. Man har forsøgt at besvare det i 2000 år uden at komme til enighed, så du må nok regne med, at mit svar heller ikke kan være den endelige forklaring på opstandelsen. Men jeg vil gøre mit bedste ud fra min ekspertise inden for Det Nye Testamente.

Du spørger, om opstandelsen skal forstås som en objektiv, konkret hændelse eller som en subjektiv, indre hændelse. Du mener, at den i Det Nye Testamente fremstilles på begge måder. Jeg tror, at jeg vil give dig ret.

Opstandelsen hos Paulus

Hos Paulus, hvis breve er de ældste skrifter i Det Nye Testamente, findes der slet ingen beskrivelse af selve Jesus’ opstandelse og heller ikke af en tom grav. Men han siger – og refererer det som noget, han selv har fået at vide – at Jesus blev begravet og på den tredje dag efter skrifterne opstod. Derefter blev han set af Peter, af de tolv, af over 500 brødre, af Jakob og alle apostlene. Som den sidste blev han også set af Paulus selv (Første Korintherbrev 15,3-9).

Et andet sted beskriver Paulus det, at Gud åbenbarede sin søn for ham, hvilket faktisk bedre kan oversættes ”åbenbarede sin søn i mig” (Galaterbrevet 1,16). 

Paulus gør altså ikke noget ud af at beskrive synet af den opstandne som en konkret, ydre hændelse. For ham selv virker det i hvert fald mere som en indre hændelse af den type, som du omtaler. Mon ikke han mener, at de andre, der har set den opstandne, har haft en lignende oplevelse? Beskrivelsen i Apostlenes Gerninger (som er noget senere end Paulus’ egne breve) peger også delvist i den retning, for da har Paulus et syn, som de andre tilstedeværende ikke kan se, om end de kan høre en stemme (Apostlenes Gerninger 9,1-9).

Opstandelsen i evangelierne

Hvis man så kigger på evangelierne, er det særligt karakteristisk, at det ældste evangelium, Markusevangeliet, slet ikke omtaler noget syn af den opstandne. Alle forskere er enige om, at det oprindelige evangelium slutter i Markusevangeliet kapitel 16 vers 8 med den tomme grav og de bange kvinder. Der er ingen opstandelsestilsynekomst.

Det er der så i de yngre evangelier. I Matthæusevangeliet mødes disciplene med Jesus på bjerget i Galilæa (Matthæusevangeliet kapitel 28). I Lukasevangeliet både i Jerusalem og på vejen til Emmaus (Lukasevangeliet kapitel  24). 

I Johannesevangeliet ser Maria den opstandne i haven, inden han farer til himmels. Derefter viser han sig for disciplene to gange med en uges mellemrum (Johannesevangeliet kapitel 20). 

Konklusion

Som du kan se, udvikler historierne om den opstandne og hans tilsynekomster sig  i evangelierne. For mig at se bliver de mere og mere objektive og konkrete, så Jesus i de yngste evangelier (Lukas- og Johannesevangeliet) endda beviser, at han ikke bare er et spøgelse eller et syn ved at spise og vise sine sårmærker.

Man må nok regne med, at de fortællinger prøver at udtrykke noget, som man ikke rigtigt har ord for. Det beskrives som en objektiv, ydre hændelse, men måske skal det blot vise, at disciplene har oplevet et nærvær efter hans død.

Jeg vil nok ikke selv bruge Hildegard af Bingen til at beskrive, hvordan disciplene måtte have oplevet det efter påske. Men jeg vil nok gå så langt, at jeg vil sige, at de efter Jesus’ død har oplevet, at han stadig var nærværende blandt dem.

Ligesom Paulus har oplevet en åbenbaring, har de oplevet hans tilstedeværelse, måske endda særligt i forbindelse med nadverfejringen. Man kan nok ikke bare beskrive det som subjektive, indre hændelser, for det sker jo for flere på én gang. Men evangeliernes beretninger om de konkrete opstandelsestilsynekomster er sikkert forsøg på at gøre noget konkret, som ikke var konkret.

Måske har dette svar blot gjort dig mere forvirret. Skriv gerne igen, hvis du har flere spørgsmål.

Med venlig hilsen
Jesper Tang Nielsen

Jesper Tang Nielsen er ph.d. i teologi. Han er præst ved Vartov og Københavns Valgmenigheder. Læs hans andre brevkassesvar her.

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.