Kære Brevkasse

I Første Korintherbrevet kapitel 13 vers 12 står der: ”Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.” Hvordan skal det forstås?

Venlig hilsen
Ole

---------------------------------------------------

Svar fra Johannes Værge

Kære Ole

Kapitel 13 i Paulus' Første Brev til Korintherne er en hymne, en lovsang til kærligheden som den guddommelige magt, der er mere afgørende end noget andet. Den forbinder det jordiske og det himmelske. Men i det jordiske er der altid en uklarhed eller mangel.

Når Paulus nævner det at se virkeligheden i et spejl, må vi tænke på, at datidens spejle ikke gav så klare billeder som moderne spejle; det hele var lidt sløret. Men selv i en perfekt spejling ser vi ikke hinanden på samme nærværende, tætte måde, som der er mulighed for, når vi mødes ansigt til ansigt. Og gåder vil der altid være i vores jordiske møde med tilværelsen. Vi erkender stykkevis, har ikke det fulde billede af det, som er. Men i evigheden, i Guds rige, falder det uklare og stykkevise væk.

Paulus tænker på det, der sker efter døden. I overgangen fra det jordiske til det himmelske skal der være dom, dvs. en afklaring, hvor alle mit livs tråde samles og belyses. Det, som allerede er "kendt fuldt ud" af Gud, skal jeg så selv komme til at kende "fuldt ud". Det sker i mødet med den kærlighed, som er "størst" (vers 13) og kan rense os til at indgå fuldt ud i evigheden, Guds rige. Senere i brevet nævner Paulus den forvandling, vi alle skal gennemgå for at indgå i evigheden (kapitel 15 vers 51 og 52), en eksistensform, hvor "Gud er alt i alle" (kapitel 15 vers 28).

Men allerede i det jordiske har vi adgang til den livgivende, forvandlende kærlighed - stykkevist, men som en rig forsmag på det, der kommer til at gælde "fuldt ud" i evigheden. Som Jesus sagde: "Guds rige er midt iblandt jer." Vi kender det allerede nu i de glimt, der gør vores liv stort og sandt, i det skjulte båret af den guddommelige kærlighed.

Du er velkommen til at vende tilbage, hvis du trænger til at få noget uddybet.

Venlig hilsen
Johannes Værge

Johannes Værge er uddannet teolog. Han er forfatter og foredragsholder samt tidligere sognepræst. Se hans andre brevkassesvar her.

---------------------------------------------------

Svar fra Henrik Højlund

Kære Ole

Vi har lige fejret jul, og før det: advent. Nu er det ganske vist sådan, at adventstid og juletid omtrent er løbet helt sammen, så de fleste i virkeligheden også fejrer noget nær jul gennem hele adventstiden. Men førhen var adventen en meget dæmpet ventetid. Man ventede og ventede på den store fest. 

Set i det lys er adventstiden i virkeligheden et lille billede på det, hele livet er præget af, når vi i troen er forbundne med Kristus. Vi venter og venter på den store fest. Vi venter på at se ham ansigt til ansigt.

Og i den ventetid kan der melde sig mange følelser: Skuffelse, tvivl, fortvivlelse osv. Hvorfor er Gud her ikke? Hvorfor hjælper han mig ikke? Hvorfor kan troen ikke give et mere overbevisende klarsyn?

Med den kristne tro må vi nøjes med at se i et spejl, ofte gådefuldt, kun stykkevist klargørende.

 ”At blive kristen er at blive inddraget i en venten”, skriver den svenske præst og forfatter Peter Halldorf, og fortsætter: ”Bibelen og den kristne erfaring er fuld af historier om lange perioder af venten, som troens folk har måttet udholde – mellem løfte og opfyldelse, mellem drøm og virkeliggørelse. Det var ofte en ventetid, der var fyldt med spørgsmål og smerte.”

Men da skal vi se ansigt til ansigt og kende og forstå alt fuldt ud - når vi kommer over på den anden side af døden. Eller når Kristus vender endegyldigt tilbage og gør al ting nyt.

Bibelverset er derfor stærkt trøstende, fordi det anerkender den erfaring vi lever med som troende - nemlig at vi i dette liv ikke ser det, vi tror på, entydigt klart, men må nøjes med at tro.

Det betyder så også omvendt, at vi som troende fint kan leve med ubesvarede spørgsmål. Vi bilder os ikke ind at have forstået alt med troen, at have svar på alt. Vi har faktisk en stærk forventning om, at der vil være spørgsmål og gåder, til vi går i graven.

Første Korintherbrev kapitel 13 vers 12 leverer et trosmoment, som findes mange andre steder i Bibelen, nemlig at troen ikke leverer et fuldt, færdigt system for tanken, som skaber det fulde overblik og besvarer alle spørgsmål. Troen vil altid være nødt til at leve med ubesvarede spørgsmål. Og det kan den også godt, fordi det drejer sig om en relation. Og i relationer har vi aldrig den fulde indsigt i den, vi relaterer til. Det gælder i menneskelige relationer, og det gælder i særdeleshed i Guds-relationen. 

Venlig hilsen
Henrik Højlund

Henrik Højlund er uddannet teolog. Han er valgmenighedspræst og forfatter. Se hans andre brevkassesvar her.

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.