Kære Brevkasse,

Hvordan kan Bibelen, som er skrevet af mennesker over mange århundreder, opfattes som Guds ord, hvis menneskers forståelse og perspektiv kan være begrænset og fejlbarlig?

Hilsen gymnasieklassen

.............................................................

Hans-Ole Bækgaards svar:

Kære gymnasieklasse,

Tak for jeres gode spørgsmål. Jeg vil forsøge at svare ud fra lidt forskellige vinkler. Men det korte svar vil være, som jeg også skriver i den sidste del:

Kloge kristne har altid skelnet imellem det at fastholde, at Bibelen taler sandt, og at min tolkning af Bibelen er korrekt. For den, som fastholder, at Skriften giver mening, går det an at hævde, at årsagen til det vanskelige ved at tolke Bibelen, ikke skyldes Skriftens uklarhed, men menneskelig begrænsning. Heri er der også en sund ydmyghed.

Et længere svar til at begrunde denne tilgang kommer her.

For det første: Den kristne tro har ikke sit grundlag i, hvad der er opstået i noget menneskes hjerte, men har sit grundlag i, hvad Gud har åbenbaret. Troens kilde og grund er det ord, som Gud selv har talt til os ved sine udvalgte profeter og apostle og ved sin enbårne Søn, Jesus Kristus (Hebræerbrevet kapitel 1, vers 1-2). Det er dette ords indhold, vi bekender troen på. Den kristne menighed er opbygget på profeternes og apostlenes grundvold med Kristus Jesus selv som hovedhjørnesten, kan apostlen Paulus sige (Efeserbrevet kapitel 2, vers 20). Til dette ords indhold hører også det vidnesbyrd, som Gud i Skriften har aflagt om Skriften.

Så når nogen (ligesom jeg selv) omtaler Bibelen som Guds ord, så sker det ud fra den overbevisning, at Gud har åbenbaret sig – givet sig til kende som han er i sit væsen og sin vilje. Bibelen består af 66 bøger og ca. 40 forfattere i løbet af et tidsmæssigt spænd på ca. 1500 år.

For det andet: Bibelen som Guds ord er talt/skrevet ”indblæst eller indåndet af Gud” (jf. Andet Timotheusbrev kapitel 3, vers 16), samtidig med at det er skrevet af en række mennesker. Det rummer paradokset, at Bibelen er 100 % Guds ord og 100 % menneskeord. Dog er det ikke et paradoks for fornuften, som er anderledes, end at eksempelvis Jesus er fuldt ud sand Gud og fuldt ud sandt menneske samtidig og uden sammenblanding, sådan som kirkens trobekendelser siden oldkirken har lært.

Lidt mere til udtrykket om, at De hellige Skrifter er ”indblæst af Gud”. Det er vanskeligt at oversætte og har ofte været til debat. Den gamle latinske bibeloversættelse brugte udtrykket: “divinitus inspirata” (det betyder: guddommeligt inspireret). Og herfra har vi hentet udtrykket om Bibelens inspiration. Men det er ikke nogen heldig oversættelse, idet det græske ord direkte oversat betyder: Gud-åndet. Og heri ligger to betydningsnuancer: både ind-blæst og ud-blæst. Gud har nemlig ikke bare blæst sin ånde ind i en eksisterende samling skrifter og dokumenter. Nej, Gud har på en eller anden måde aktivt virket med ved selve tilblivelsen af disse skrifter.

I hvilken grad giver forståelsen af inspirationen på denne måde plads for den menneskelige side ved Bibelen, at teksterne rent faktisk er skrevet og dikteret af mennesker med forskellig baggrund, indsigt, begrænsning og udrustning? Hvad betyder det altså konkret, at Bibelen er Gud-åndet? Her er det afgørende at skelne mellem det, vi kan kalde ”mekanisk inspiration” og ”person-inspiration”.

Den mekaniske inspirationsteori forudsætter, at Bibelens forfattere har været en slags medier, mere eller mindre viljeløse redskaber i deres skribentvirksomhed. Men det er ikke bibelsk tankegang om inspirationen, for mennesker er nemlig aldrig i Guds hånd viljeløse redskaber. Gud gør aldrig mennesker til medier, sådan som det kan være velkendt i andre religioner, hos nyreligiøse bevægelser og hos ekstreme sekter, hvor mennesker kan tale, skrive eller handle “med ført hånd”. I Koranen ser vi f.eks., hvordan ordene kommer til Muhammed gennem en engels diktat. Her er et afgørende skel mellem religionerne og kristendommen.

Person-inspirationen indebærer, at Gud har åndet på de mennesker, som har overleveret De hellige Skrifter. Lad os tage de fire evangelister. Deres evangelier er meget forskellige – og dog alligevel en enhed i budskab, sigte og ånd. Her har Gud netop indgivet de fire evangelister sin Ånd, så de kunne være sande, ægte, frie mennesker og videregive, hvad de har hørt gennem Guds tale til dem med netop deres kulturelle, menneskelige og uddannelsesmæssige baggrund, styrke og begrænsning. Dette særpræg kommer også til at slå igennem i deres evangelieskrifter. Det er på den ene side 100 % Guds tale, Gudvillet og Gudvirket. På den anden side 100 % menneskelig tale med de muligheder og begrænsninger, som det indebærer.

Dette syn på Bibelen som åbenbaring og forståelse af Bibelens ord som inspireret af/ved Guds Ånd står over for en anden nærmest modsatrettet forståelse af Bibelen, at det alene er menneskers ord om Gud, vi læser i de bibelske bøger. Altså at der ikke er tale om åbenbaring fra Gud til os. Bibelens ord er vidnesbyrd om Gud og erfaringen af Gud fra en række mennesker, hvor det budskab også har undergået forskellige redaktioner, inden det er blevet nedskrevet. På den vis er Bibelen ikke Guds ord, men en bog, som rummer talen om Gud og også forskellige teologier om Gud, hvor budskabet om Gud har forandret sig over tid. Og derfor stadig gør det.

Når jeg vil fastholde, at Bibelen er Guds ord, skyldes det mest af alt, at sådan taler Jesus selv om de bibelske tekster. Han tilslutter sig den eksisterende samling af gammeltestamentlige -skrifter, som allerede forelå som en samling i hans samtid (se f.eks. Lukasevangeliet kapitel 24, vers 27 og 44ff). Og han lærer apostlene at have samme tilgang til det bibelske budskab (GT) og den lære, som han har givet dem og sender dem med (NT). Bibelen henter så at sige sin autoritet i, at det er Guds ord, dvs. Guds tale på menneskers sprog.

For det tredje har det også betydning at forstå mere om Bibelen som ”kanon”, som et helligskrift og rettesnor (som ordet kanon hentyder til). Bibelen er ikke blevet til eller sammensat tilfældigt.

Som nævnt ovenfor var der en samling med Det Gamle Testamentes skrifter på Jesu tid.

I hovedsagen var der fastlagt en GT-kanon mange år før. Fra det 2. århundrede har vi fra Jesus Ben Sirak (150-130 f.Kr.) et klart vidnesbyrd om, at en GT-kanon var fastlagt, og det bevidnes bl.a. gennem historieskriveren Josefus (38-100 e.Kr.). På Jesu tid har Det Gamle Testamente altså været en klart afgrænset skriftsamling. Et enkelt punkt stod til debat: Prædikerens Bog og Højsangen. De blev diskuteret og stadig fastholdt ved en synode år 90 e.Kr. i Jamnia, hvor hele diskussionen forudsatte den eksisterende kanon.

Allerede i Det Nye Testamente er der tydelige spor af, at de apostolske skrifter indtager samme plads som de øvrige hellige, ’gud-indblæste’ skrifter (jf. GT’s bøger) – et spor som fortsætter i den tidligste kirke, og som er afgørende ansatser til kanondannelsen. Kanondannelsen i de første århundreder er et resultat af en fortløbende indre-kirkelig afklaringsproces og aftrykket fra vranglærere i kirken.

Fra den allerførste kristne kirke har man ved gudstjenesterne forelæst “apostlenes minder” (jf. Justin Martyr, ca. år 150). Man kender ingen eksempler på tidspunkter, hvor man ikke har læst apostoliske skrifter ved de kristne gudstjenester.

 I begyndelsen fandtes ingen nytestamentlig kanon. Forudsætningen for at fastlægge en kanon er: 1) at der findes hellige skrifter, og 2) at der er sådanne forhold, der nødvendiggør at fastslå, hvad der hører med og ikke hører med til kanon. Det handler især om, at skriftet må have apostolisk oprindelse. For at kunne optages i kanon skal skriftet og dets budskab direkte eller indirekte kunne dokumentere sin apostoliske oprindelse. Det er ikke et klart kriterium, at forfatteren skal være en af apostlene, men budskabet må ikke stride imod apostlenes lære. Derudover skal skriftet fra sin tilblivelse være anvendt i alle hovedmenighederne til gudstjenestelig brug.

Fra midten af det 2. århundrede og fremefter blev der gjort ihærdige forsøg på at få fastlagt NT’s kanon. Kendte oldkirkelige skikkelser som Hippolyt, Irenæus, Tertullian, Origines og Euseb af Kæsarea har ydet værdifulde bidrag til dette arbejde. Ikke mindst de to sidstnævnte har detaljeret videregivet os kirkens minutiøse udvælgelsesproces for at fastslå den rette NT-kanon.

Euseb udgav den første kirkehistorie i år 325, hvor han også gennemgik både enkeltpersoners og kirkers problemer med enkelte skrifter.

I hovedsagen var langt de fleste NT-skrifter uproblematiske. Det gælder de fire evangelier, Apostlenes Gerninger, 13 Paulus-breve, Første Petersbrev, Første Johannesbrev. 

Nogle skrifter var til debat. Det gælder: Hebræerbrevet, Jakobsbrevet, Andet Petersbrev, Judas-brevet, Andet og Tredje Johannesbrev og Åbenbaringsbogen. 

Debatten gjaldt ikke deres apostoliske oprindelse. Om Hebræerbrevet var det i en periode primært spørgsmålet om Paulus’ eventuelt forfatterskab. Om Jakobsbrevet var det forkyndelsesindholdet - i relation til Paulus’ skrifter. Og om Åbenbaringsbogen var det primært misbrug og lurende sværmeri gennem tolkningen af de tvetydige billeder i skriftet. Men debatten førte til, at alle skrifterne kom med i kanon.

Der var på den tid en mængde skrifter af åndeligt indhold i omløb, bl.a.: Hermas’ “Hyrden”, Peters Åbenbaring, Barnabasbrevet, Didaché, Peters-evangeliet, Johannes’ Apostelgerninger og formodentlig også Thomas-evangeliet. Disse skrifter blev alle klart afvist. Nogle straks. Andre gennem udskilningsprocessen. De kunne således ikke optages i kanon.

I år 367 udsendte biskop, Athanasius (Alexandria) et påskebrev, hvori han anvendte en liste med de 27 bøger, som også i dag udgør vores NT-kanon. Den vandt hurtig anerkendelse i hele kirken, og ved kirkemødet i Hippo år 393 blev oversigten stadfæstet. Dermed var dannelsen af kanon reelt afsluttet.

For det fjerde bør man notere sig, at vi ikke har fået overleveret én samlet Bibel med de originale grundtekster med alle GT’s og NTs skrifter. De originale skrifter er naturligvis gået til grunde ved ælde og brand. Og det har derfor ofte været et meget vanskeligt og slidsomt – og til tider også usikkert – arbejde at sammenstykke de små brudstykker af skriftafsnit og dele af afskrifter, man ved forskellige mindre eller større fund har gjort.

Det betyder ikke, at vores nuværende bibeltekst er tvivlsom og usikker. De tusindvis af originale fragmentstykker, man har fundet, bekræfter tværtimod overleveringens troværdighed. Der findes ikke mere sikkert overleverede historiske skrifter af tilsvarende alder end GT og NT. Der har været meget stor åbenhed om hele processen og været angivet en lang række meget tillidsvækkende kriterier for at fastslå hvilke tekststykker, der kunne tillægges størst værdi. På denne måde er man således nået frem til den grundtekst, som vi i dag har oversat Bibelen efter. Man vil flere steder i vores Bibel kunne møde en bemærkning om, at visse håndskrifter i stedet har en anden variation. 

Det betyder også: Der er til stadighed behov for et grundigt og seriøst arbejde med teksterne. Både grundteksterne – og den oversatte bibeltekst.

For det femte og sidste: Hvordan kan vi så forstå Guds ord ud fra menneskers begrænsning og fejlbarlighed? Hvilken rolle spiller fortolkning?

Når Bibelen er Guds ord, betyder det også, at Guds Ånd må åbne det Ord, hvis vi skal fatte det. Det er således ikke tilstrækkeligt at hævde, at Guds ord findes i Bibelen, og at vi som bibellæsere mere eller mindre på egen hånd skal søge at finde frem til, hvad der er Guds ord, og hvad der ikke er Guds ord i Bibelen. Det leder ind i vilkårligheder.

Bibelen som Guds ord til mennesker er rakt os gennem menneskeord. Intet menneske har patent på den rigtige fortolkning eller at sidde inde med sandheden. Vi er i vores tilgang til Bibelen og forståelse betinget af fortolkning. Det betyder også – som I nævner i jeres spørgsmål – at vores forståelse og perspektiv kan være begrænset og fejlbarlig. Men hvordan hænger det sammen med at tale om Bibelens autoritet og om dens ufejlbarlighed?

Kloge kristne har altid skelnet imellem det at fastholde, at Bibelen taler sandt, og at min tolkning af Bibelen er korrekt. For den, som fastholder, at Skriften giver mening, går det an at hævde, at årsagen til det vanskelige ved at tolke Bibelen, ikke skyldes Skriftens uklarhed, men menneskelig begrænsning. Heri er der også en sund ydmyghed.

For min egen del er jeg med i en kirkelig sammenhæng, hvor vi tolker Bibelen på evangelisk-luthersk grund. Det betyder, at de folkekirkelige bekendelsesskrifter er bestemmelse, ramme og nøgle for budskabet. Det leder til at følge de reformatoriske principper, som Martin Luther var med til at fremhæve om Bibelen som Guds ord og om tolkning af Bibelen:

• Skriften alene – at Bibelen er autoritet, bl.a. i forhold til kirkens tradition.
• Skriftens klarhed – at selvom Bibelen har en indre klarhed, indebærer det ikke en afvisning af, at enkelte bibeltekster kan fremstå som vanskelige at fortolke og forstå. Hertil er også knyttet den forståelse, at skrift skal tolke skrift og dermed ikke primært være underlagt fortolkerens tolkning.
• Skriftens enhed – at Bibelen udgør en helhed og samlet set er åbenbaring af Guds virkelighed, hvor teksterne ikke strider mod hinanden. 

I det lys er Bibelen øverste autoritet. Og selvfølgelig kun med hensyn til alt, hvad den siger noget om. For naturligvis er der en del, Bibelen ikke taler om, tidsbetingede forhold, som vi dermed fra tid til tid og sted til sted må forsøge at forstå bedst muligt ud fra Bibelens grundtone.

Igennem 2000 år har kristne hævdet, at Bibelen er Guds ord (guddommelig åbenbaring) og skrevet af mennesker indblæst af Ånden (menneskeord). På den ene side er det med til at understrege Bibelens ufejlbarlighed og på den anden side stillet mennesker til ansvar for den ufuldstændige fortolkning af Bibelens skrifter. 

Til yderligere fordybelse kan anbefales bl.a. disse to bøger:

Hvem skabte Bibelen? af Henrik Nymann Eriksen, Forlaget Semper 2022 (2. udg., 1. oplag)
Skrift & åbenbaring af Henrik Bartholdy m.fl. Credo Forlag 1997 (kan fås antikvarisk)

Venlig hilsen
Hans-Ole Bækgaard

Hans-Ole Bækgaard er uddannet teolog. Han er præst og formand for Indre Mission. Læs hans brevkassesvar. 

.............................................................

Jesper Tang Nielsens svar:

Kære gymnasieklasse,

Bibelens autoritet
Det er et stort og vigtigt spørgsmål, I stiller. Det handler dybest set om Bibelens autoritet og har været drøftet både akademisk og kirkeligt (og været genstand for utallige personlige overvejelser) siden opkomsten af den historisk-kritiske forskning i oplysningstiden. Dengang begyndte man at betragte de bibelske skrifter som historiske dokumenter, der ikke principielt adskiller sig fra andre historiske dokumenter, dvs. de er blevet til på et bestemt tidspunkt i historien, er skrevet af bestemte historiske mennesker under bestemte historiske omstændigheder. Kort sagt er de ikke åbenbarede af Gud, som mormonerne eksempelvis mener, at Mormons Bog er åbenbaret. Hvordan kan sådanne skrifter have autoritet? Kan man endda kalde dem Guds ord?

Jeg vil prøve at give nogle forskellige svar.
1. Det mest konservative, nærmest fundamentalistiske svar er at benægte problemet. Man vil sige, at skrifterne nok er blevet til på tidspunkter i historien og er skrevet af historiske mennesker og bærer præg af historiske omstændigheder, men de har været inspireret af Guds ånd. Eller Gud har tilsluttet sig disse skrifter og gjort dem til sit ord. Således er Bibelen Guds ord, uanset at de bibelske skrifter er historiske.

Selv om den position findes i forskellige afskygninger og grader, er det efter min mening et forsøg på ikke at tage den historiske-kritik og oplysningstiden alvorligt. Det er en før-moderne opfattelse, som de færreste moderne mennesker kan tilslutte sig med deres kritiske sans i behold. Jeg kan i hvert fald ikke.

2. Et meget kirkeligt svar ville være, at nok er skrifterne historiske, men kirken har besluttet, at de har autoritet, og derfor er de Guds ord i kirken. I en katolsk kontekst ville det være særligt vægtigt, fordi Guds ånd befinder sig i kirken og virker gennem paven og biskopperne. Hvis paven beslutter noget, er det altså næsten Gud selv, der beslutter det. Derfor kan paven både beslutte, hvad der er Guds ord, og hvordan det skal udlægges.

En mere protestantisk version ville sige, at vi bygger kirken på Bibelen, og derfor er Bibelen Guds ord i kirken, selv om det er historiske skrifter med alt, hvad det indebærer. At Bibelen er Guds ord, beror altså på kirkens autoritet. 

Jeg mener, at det er det rigtige i denne position, at man aldrig kan tale om Bibelen som Guds ord eller Bibelens autoritet uden at tale om, for hvem den er Guds ord og har autoritet. Der er altid et fællesskab, der tillægger Bibelen autoritet, hvis den har autoritet. Det kan man godt gøre og samtidig være bevidst om, at den er historisk. For autoriteten kommer af, at man lever sit liv på grundlag af en fortolkning af disse skrifter. I den fortolkning kan man sagtens være bevidst om deres historiske forhold og forholde sig kritisk til deres indhold. Man behøver ikke sætte sin moderne, kritiske bevidsthed over styr. Sagen er blot, at man lader sit liv belyse og måske bestemme af disse skrifter. I så fald er de Guds ord for de pågældende.

3. Mit tredje og sidste svar (man kunne sige meget mere) vil være, at Bibelen ikke er Guds ord. Selv inden for en kirke kan man sige, at man ikke bygger hverken sin tro eller sit liv på Bibelen, men derimod på den tro, som de bibelske forfattere har haft, da de skrev deres skrifter. For kristendommens vedkommende må man jo sige, at skrifterne i Det Nye Testamente først og fremmest er udtryk for forfatternes tro på Kristus. Det er ikke åbenbarede eller inspirerede sandheder, men er udtryk for mennesker, der forsøger at fremstille deres tro på Kristus og forsøger at komme til rette med, hvad det betyder for deres liv. Når man læser deres skrifter, tvinges man til at forholde sig til, hvad troen på Kristus betyder for livet i verden. Af den grund har de autoritet. Ikke fordi de i udgangspunktet er anderledes end så mange andre skrifter, men fordi det er gennem læsning og fortolkning af de skrifter, at vi finder ud af, hvad det vil sige at være og leve som kristne. Et helt andet spørgsmål er så, hvordan den fortolkning skal finde sted.

Jeg kan måske sammenfatte den sidste position således, at Bibelen ikke i sig selv er Guds ord, men den bliver Guds ord for nogen, når vedkommende lever sit liv i lys af de bibelske skrifter. Det betyder netop ikke, at Bibelen bliver en facitliste eller en manual til at leve livet, men det betyder, at man lader sit liv oplyse og udfordre af det budskab, som man finder i den.

I kan sikkert høre, hvilket af de tre svar (og der findes flere), som jeg bedst kan lide. Jeg håber, at dette har givet jer lyst til at tænke videre over spørgsmålet, og jeg deltager gerne i diskussionen.

Med venlig hilsen
Jesper Tang Nielsen

Jesper Tang Nielsen er ph.d. i teologi. Han er præst ved Vartov og Københavns Valgmenigheder. Læs hans andre brevkassesvar her.

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.