Brevkassen: Hvordan forstår jeg Johannes' Åbenbaring bedre?
Hvor kan man finde forklaringer af Johannes' Åbenbaring? Sådan spørger Lise, og tidligere lektor Geert Hallbäck hjælper med et svar.
Hej
Jeg vil gerne kunne forstå Johannes' Åbenbaring noget dybere.
Hvor finder jeg en "let" tilgængelig tolkning.
Mange hilsner
Lise
********************************
Kære Lise
Johannes’ Åbenbaring er et meget kompliceret skrift i Det Nye Testamente. Det tilhører en genre, vi ikke er særlig fortrolige med, nemlig den apokalyptiske litteratur. I Det Gamle Testamente er Daniels Bog ligeledes en apokalypse. Ellers finder vi den slags skrifter i den jødiske og kristne litteratur fra ca. 300 f. Kr. til ca. 300 e. Kr. I apokalypserne skildres syner, drømme og visioner af en anden verden end den jordiske, enten den himmelske verden eller en kommende, fremtidig verden.
Den amerikanske bibelforsker John Collins har i 1976 formuleret følgende definition på en apokalypse, som siden er blevet standardopfattelsen: En apokalypse er en type litteratur med en narrativ ramme, hvor et ikke-jordisk væsen formidler viden til en jordisk modtager. Denne viden er tidslig i sine eskatologiske forudsigelser [eskatologi betyder læren om de sidste tider], og den er rumlig, for så vidt som den giver en indsigt i ikke-jordiske regioner, typisk himlen delt i flere ’etager’.
I Johannes’ Åbenbaring udgør kapitel 1 primært den ’narrative ramme’, hvor Johannes på øen Patmos møder den himmelske Kristus. Kristus dikterer 7 breve, som udgør Åbenbaringens kapitel 2 og 3 og kommenterer situationen i syv kristne menigheder i Lilleasien. Denne brevform er meget usædvanlig for en apokalypse. Derefter følger i resten af skriftet den egentlige apokalypse, der handler om en række plager, der fra himlen sendes over jorden. I kapitel 12 får læserne forklaringen på disse destruktioner: Satan er fordrevet fra himlen, men hersker nu på jorden. Til sidst forudsiger skriftet dommedag og skabelsen af en ny himmel og en ny jord. Skriftet er sandsynligvis fra midten af 90’erne, hvor de kristne blev forfulgt af romerne under kejser Domitian.
Dette er naturligvis kun en ganske kort oversigt. Med henblik på en nøjere forståelse af de mange billeder og syner vil jeg henvise til Andreas Davidsen: Johannes’ Åbenbaring. Kommentar med tillæg. Gyldendal 1988. Det populærvidenskabelige tidsskrift om Bibelen: Bibliana nr. 2 fra 2003 rummer også en række artikler om Johannes’ Åbenbaring.
Venlig hilsen
Geert Hallbäck
Geert Hallbäck er cand.theol., redaktør på Den Nye Aftale, Det Nye Testamente på nudansk og var indtil foråret 2012 lektor i Det Nye Testamente ved Københavns Universitet. Se hans andre brevkassesvar.
Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.
Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.
Fem facts om Johannes' Åbenbaring
- Johannes' Åbenbaring er det sidste skrift i Bibelen.
- Genren apokalyptik er opkaldt efter det første ord i Johannes' Åbenbaring på græsk, apokálypsis.
- Apokálypsis betyder 'afsløring'.
- I Den Nye Aftale, Det Nye Testamente på nudansk hedder Johannes' Åbenbaring da også Afsløringen.
- Johannes' Åbenbaring har inspireret meget populærkultur, fx The Four Horsemen med heavy metal-bandet Metallica.