Brevkassen: Hvor kommer racerne fra?

Til Bibelselskabet

Jeg har et spørgsmål omkring 1. Mosebog og skabelsesberetningen, som jeg håber, I kan hjælpe med.

Der skrives, at Gud skabte mennesket, Adam og Eva, på den sjette dag, og vi må jo så alle stamme fra dem. Kigger man på gamle illustrationer eller kunst, så fremstilles de altid som hvide mennesker, hvilket er forståeligt, hvis det er vestlige kunstnere, der har afbilledet dem.

Men hvor kommer alle andre racer så fra? Afrikanere, asiater, inuitter, indianere osv.

Og på samme måde: Hvis Adam og Eva havde været af anden race end hvide, hvor kommer de hvide så fra? Jeg synes ikke, jeg kan finde nogen forklaring på dette. Det kan måske virke som et dumt spørgsmål, men taget i betragtning, at vi ved, hvordan forplantning virker, så burde der vel være en forklaring på det, når det nu står på første side i bibelen. Eller hvordan skal man så forholde sig til skabelsesberetningen?

- En i tvivl

***********************************

Kære tvivler

”Hvor kommer jeg fra, og hvor kommer de mennesker fra, som jeg kender til?” Disse spørgsmål er blevet stillet til alle tider, og de ligger også bag om Det Gamle Testamentes skabelsesberetninger. Det, der har interesseret forfatterne til 1 Mos 1 og 2–3 har været at sige noget om, hvad et menneske er i forhold til verden og til den Gud, som har skabt verden og menneskene.

Det kan man se, bl.a. af den gentagne formulering i den første skabelsesberetning (1 Mos 1–2,4), hvor det hedder: ”Gud så, at lyset var godt (v. 4).” På samme måde anerkender Gud jord og hav, planterne, sol, måne og stjerner og fugle og fisk. Når Gud anerkender, at jorden er god, så er det også, fordi den er god for de dyr og mennesker, der skal leve på den.

Gud velsigner dyr og mennesker, så de kan få unger og børn og leve godt af alle afgrøderne (1 Mos 1,28–30), og til sidst anerkender han hele sit skaberværk og glæder sig over det (1 Mos 1,31), før han hviler på den syvende dag i ugen, sabbatsdagen (1 Mos 2,1-4). At Gud skaber en god verden siger noget om ham – at han vil menneskene det godt; og det siger noget om mennesker – at vi skylder Gud tak for livet.

Der er andre spørgsmål, som derimod ikke har interesseret forfatterne, nemlig de naturvidenskabelige spørgsmål, som lå uden for deres horisont. Til dem hører spørgsmålet om andre ”racer”. Det Gamle Testamente kender godt til afrikanere; se f.eks. Jer 38,7–13, hvor en nubier er hofmand hos kongen i Jerusalem og optræder som redningsmand for profeten Jeremias. Men hvor de kom fra har åbenbart ikke været et spørgsmål, der rejste sig. Måske, fordi afrikanere ikke hørte til blandt israelitternes nærmeste naboer og derfor var uden større indflydelse.

Vi har en lang række fortællinger i Det Gamle Testamente om, hvordan israelitterne er i forbindelse med deres nabofolk moabitter og ammonitter (1 Mos 19,29–36), ismaelitter (1 Mos 25,12–18) og edomitter, repræsenteret af Jakobs bror Esau (1 Mos 25,19–34). Disse folkeslag fremstilles i Det Gamle Testamente som slægtninge til Abrahams og hans efterkommere. 

Derimod kendte forfatterne ikke til inuitter, asiater og indianere, og derfor ligger dette spørgsmål helt uden for det, som teksten vil forklare, sådan som naturvidenskabelige spørgsmål i det hele taget gør det.

Hvis vi går til de gammeltestamentlige skabelsesfortællinger for at få en naturvidenskabelig forklaring på, hvordan verden er blevet skabt, så går vi fejl af deres ærinde, og det er jo ærgerligt. For det første fandtes naturvidenskab, som vi kender den i dag, slet ikke på den tid, da Det Gamle Testamente blev skrevet. Og for det andet, så er Det Gamle Testamentes ærinde altså også et helt andet, nemlig at fortælle om forholdet mellem mennesker, verden og Gud.

Når der bliver spurgt, ”hvordan skal man forholde sig til skabelsesberetningen?” så må svaret derfor være, at der er forskellige måder at forholde sig til skabelsesberetningen på, som hver især er relevante.

For det første kan man jo stille spørgsmålet ud fra et trosperspektiv: ”Hvad siger de gammeltestamentlige skabelsesberetninger om forholdet mellem Gud og mennesker?” Til det vil en hel del moderne teologer – her iblandt jeg selv – sige, at skabelsesberetningerne fortæller om en Gud, der ønsker at være i stadig forbindelse med verden.

Gud taler til menneskene, han indretter verden godt for mennesker og dyr, han indsætter mennesker som sine forvaltere af jorden, og velsigner os, så vores liv kan lykkes. Selv, når vi erkender, hvor små vi er i forhold til universet (se Salme 8), så forstår vi, at Gud sætter os højt og tager sig af os. I Ordsprogene 8 hører vi, hvordan Gud har skabt jorden med stor visdom, som menneskene skal søge efter for at kunne forvalte vores liv. Gud trækker sig ikke tilbage efter sit skaberværk; han er hele tiden til stede og kan påkaldes.

Fra et vidensperspektiv vil svaret på spørgsmålet ”Hvordan skal man forholde sig til skabelsesberetningen?” være et andet. De gammeltestamentlige skabelsesberetninger giver ikke naturvidenskabelig information, men man kan lære en masse om det verdensbillede og den religion, der ligger bag om Det Gamle Testamente. Det vil føre for vidt at komme nærmere ind på her; men ganske kort beskrives verden som en velordnet flade med himlen over og havet under sig, hvor jordskorpen er fastgjort på bjerge, der går helt ned på havets bund. Gud har skabt den ved at bringe orden (kosmos) ud af urdybet, det kaos, der var før skabelsen. Han har også skabt sol, måne og stjerner, som i de omgivende religioner var guddomme, men som i 1 Mos 1 fungerer som kalendermarkører. Men ifølge Det Gamle Testamente har han først og fremmest skabt mennesker og den verden, vi skal leve i.  

Med venlig hilsen

Else Holt

Else Holt er lektor og Ph.D i teologi med speciale i Det Gamle Testamente ved Aarhus Universitet. Læs hendes andre brevkassesvar.

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.