Dild i regnen
Dild er en af de urter, som omtales i Bibelen, fortæller dr. agro. Hans Arne Jensen i Bibelselskabets brevkasse. Foto: Pixabay

Brevkassen: Hvilke urter optræder i Bibelen?

Hanne vil gerne vide, hvilke urter der nævnes i Bibelen. dr.agro. Hans Arne Jensen hjælper med et svar.

Til brevkassen

Hvilke urter er med i Bibelen?

Hilsen

Hanne

*************************

Kære Hanne

Under køkkenurter nævnes i Bibelen bl.a. følgende arter, som traditionelt kaldes krydderurter: Dild, hvidløg, kommen, koriander, løg, mynte, sennep og måske porre. Årsagen til, at disse planter er nævnt i Bibelen, varierer, f.eks. er nogle nævnt i en af Jesus' lignelser, andre omtalt blandt de planter, som israelitterne savnede i ørkenen efter flugten fra Egypten. Udvider vi opfattelsen af krydderurter til ”bitre urter”, der anvendtes ved stegning af påskelammet, kan der være tale om adskillige arter, der anvendtes som salat. I Jerusalems basarer og andre steder i Mellemøsten kan man finde sælgere af indsamlede og dyrkede krydderurter; et vidnesbyrd om, at disse også i dag er værdsat i Middelhavslandenes køkken.

I gruppen FRUGTTRÆER OG FRUGTBUSKE findes der også en række arter, som kan anvendes som krydderi og som smagsgiver: Især kapers, men også figen, granatæble, morbær med flere. Du kan jo undersøge brugen af krydderplanter, nytteplanter og evt. vilde planter i det jødiske køkken.

Held og lykke med det hele.

Venlig hilsen

Hans Arne Jensen

Hans Arne Jensen er dr.agro. og formand for Bibelselskabets stiftsudvalg i Helsingør Stift. Se hans andre brevkassesvar.

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.

Bibelen og de andre planter

Vidste du, at mange almindelige blomster og planter fra haven har hentet deres navn i Bibelen? F.eks. kristi tornekrone, kristtjørn, marialilje og judaspenge. Og så er navnene på julestjerne, påskelilje, passionsblomst og pinselilje selvfølgelig også inspireret af de bibelske begivenheder.