Brevkassen: Hvem kom først - mennesket eller dyrene?

Kære brevkasse

Jeg undrer mig over, at i Første Mosebog kapitel 2 bliver Adam skabt først og dyrene bagefter, og de føres til ham som en medhjælp. Men i Første Mosebog kapitel 1 skabes dyrene først, og i vers 26 står der så videre: "Derpå (altså efter at dyrene var skabt) sagde Gud: Lad os gøre mennesket i vort billede".

Er der nogen forklaring på denne omvendte beskrivelse?

Og også lige: Hvorfor står der: "Lad os gøre mennesket i vort billede", altså Gud i flertal?

På forhånd tak. 

Venlig hilsen

Mona

*******************************

Kære Mona,

Det har altid været et rigtig godt spørgsmål, hvordan man skal forstå de indbyrdes forskelle mellem de to første kapitler i Bibelen. Det er det første en bibellæser møder, og svaret får betydning for, hvordan man læser videre.

I ældre fortolkningslitteratur tages det næsten for givet, at Bibelen har to skabelsesberetninger, som kan dateres til forskellige perioder: En yngre beskrivelse forfattet i præstekredse blev sat foran en gammel, jordnær fortælling. I dag er der dog en tendens til, at man læser teksterne i sammenhæng inden for det samlede værk, og dateringen af mulige kilder bag ved de foreliggende tekster er meget mindre skråsikker. Der arbejdes med mange forskellige metoder, og hver forsker må definere sit udgangspunkt.

Her vil jeg bruge den nye litterære læsning, som særligt har blik for at undersøge, hvilket sigte en fortæller mon har haft med at gentage en begivenhed eller en oplysning, og hvordan teksten derved anlægger en ny synsvinkel på samme begivenhed.

Mennesket først, så dyrene

Det er klart, at Første Mosebog kapitel 1 begynder med at skildre Gud som en håndværker, der - igennem en seks dages arbejdsuge dag for dag - lægger en plan og udfører dagens dont med perfektion og stor tilfredshed. Højdepunktet i handlingen nås på sjette dag, hvor Gud lader dyrene på landjorden frembringe fra jorden, og så lader det hele kulminere med det første menneskepars skabelse i v. 26.

I den danske oversættelse tilføjes her et ”derpå”. Det er en udmærket tydeliggørelse af meningen på dette sted, selv om det på hebraisk bare har en fortællende form - a la "han gjorde det og han gjorde det". Oftest fortælles ting i rækkefølge, men et nyt afsnit kan begynde et nyt led i fortællingen ved at gribe længere tilbage i historien og så påbegynde en ny serie af fortalte begivenheder.

Ny vinkel på skabelsen

Det kan faktisk godt være løsningen på problemet med Første Mosebog kapitel 2. Fra vers 4 sker der nemlig det, at forfatteren gentager og uddyber en række detaljer med indirekte hentydning til den forudgående skildring af de store linjer i skabelsen og indretningen af jorden og dens liv. Alt ses nu fra Adams synsvinkel, og alle detaljer er bevidst lagt tematisk til rette, så Adam når frem til den fantastiske oplevelse af et ligeværdigt væsen af hans egen art (kapitel 2, vers 23).

Efter at fortælleren har brugt det flotte billede om den keramiske formning af det første menneske i vers 7, fortælles der om den vidunderlige verden, rigdommene og opgaverne i Edens Have. I vers 18 begynder et nyt afsnit med et direkte citat af Gud, efter samme stil som Guds tale i kapitel 1, men nu meget mere personliggjort. I begyndelsen af dette nye afsnit kan fortællingen så godt gribe tilbage til den tidligere skabelse af fugle og dyr på den femte og sjette dag. Derved kan fortælleren udfolde detaljen om, at Adam - ligesom Gud - giver navn til de skabte væsener, blot for så at opdage, at de er umælende væsener og ingen match for en Adam.

Fra kort beskrivelse til levende genfortælling

Ved at genfortælle fra en ny vinkel, trækker forfatteren sine tilhørere med ind i teksten, så vi bringes til at tænke over vores egen identitet og vores livsvilkår ved at sammenligne med det første menneskepars situation, og der skabes en længsel i os efter denne perfekte verden. Hele fortællingen i Første Mosebog kapitel 2, vers 5-24 er dermed en levende udfoldelse af den kortfattede beskrivelse, at Gud skabte mennesket som det første menneskevæsen og som et menneskepar i kapitel 1, vers 27.

Har Gud en "flerhed"?

På den baggrund er det heller ikke så overraskende, at der bruges store ord i vers 26, hvor Gud kommunikerer sin beslutning om at skabe det største på jord: ”Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os!” Dette flertalsudtryk er blevet tolket i retning af flerguderi, men det monoteistiske gudsbillede (forestillingen om, at der kun er én Gud) i bibelteksten ligger milevidt fra forestillingerne i samtiden, hvor der var masser af flerguderi eller polyteisme. Det er ret almindeligt at opfatte udtrykket som Guds konsultation med engle, men problemet er da, at englevæsener selv er skabte væsener, og ellers ikke i teksterne har noget at gøre med menneskene.

Det kunne måske tolkes som en slags majestætisk pluralis – a la ”Vi af Guds Naade….”. Det er imidlertid bedst at opfatte udsagnet som en retorisk flertalsform, der bruges om særligt betydningsfulde beslutninger. Denne flertalsform bruges nemlig kun på fire afgørende steder, hvor Guds fylde i særlig grad manifesteres: her i skabelsen og da menneskeparret smides ud af Eden (3,22). Den anden skelsættende nyansats, den store fortælling, sker da Gud beslutter sig for at forhindre byggeriet af Babelstårnet (11,27), og derpå udvælger Abraham. Den sidste nyansats er, da Esajas' Bog kapitel 6, vers 8 fortæller om kaldelsen af profeten til at forkynde dommen over Israel og kongehuset, og håbet om Guds nærhed ved sønnens fødsel. Læg her mærke til, at entalsformen "Hvem skal jeg sende her" intensiveres med "Hvem skal gå bud for os".

Først hos Esajas kan vi se, hvordan en flertalsform kan indgå i en henvendelse til et himmelsk råd, som lovpriser Gud i begyndelsen af Esajas kapitel 6. På den måde kan man godt sige, at Biblen læses forlæns og nu måske kan forstås bedre baglæns. Vi kan kun spekulere på, om sådanne lovprisende væsener var med ved skabelsen, og den eneste flig er keruberne med flammesværd i 3,24, der bare ikke hjælper ret meget.

Dernæst kan vi læse videre forlæns frem til Det Nye Testamente, og nu pludselig forstå noget endnu mere storslået baglæns. Måske er der en uudgrundelig flerhed i Gud, som først kan forstås fuldt ud gennem Det Nye Testamentes tale om, at Kristus fødes som Guds søn.

På den måde kan bibelteksterne i den større sammenhæng rumme dybder, der først vil kunne udfoldes fuldt ud i lys af opfyldelsen, hvor den fulde dybde i udsagnet finder sit referencepunkt.

Med venlig hilsen

Nicolai Winther-Nielsen 

Nicolai Winther-Nielsen er theol.dr. og professor ved Dansk Bibel Institut. Se hans andre brevkassesvar.

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.