Kære Brevkasse

Jeg læser for tiden i Første Mosebog og er nået til kapitel 32. Her undrer jeg mig over: Hvem er det, Jakob kæmper imod?

Med venlig hilsen

Per

--------------------------------------------------------------------

 

Kære Per

Når Jakob ser tilbage på nattens hændelser ved vadestedet ved Jabbokfloden, indser han, at han har været helt tæt på den levende Gud selv. "Jeg har set Gud ansigt til ansigt", siger han i vers 31. Jakob mener ikke, at han har stirret Gud ind i øjnene, men at han har haft et direkte møde med Gud selv i løbet af natten. Han har kæmpet med Gud.

Baggrund

Jakobskampen har en særlig baggrund, som det er nyttigt at kende, når vi skal prøve at forstå denne usædvanlige side ved Guds handlen med Jakob. Som ganske ung måtte Jakob flygte fra sin bror Esaus vrede, fordi Jakob ved gennemført bedrag havde taget den velsignelse, som var tiltænkt hans ældre bror Esau. Da Esau bliver klar over bedraget, udbryder han: "Det er med rette, at han kaldes Jakob" (kapitel 27 vers 36 – ordet "Jakob" kan også betyde "han bedrager").

Nu er der så gået godt 20 år, hvor Jakob har været borte fra landet. Han er i mellemtiden blevet en meget rig mand med store flokke af får, geder og kvæg. Han har fået 4 hustruer og en stor familie. Nu er Jakob så på vej hjemover efter de mange års afstand. Da han nærmer sig hjemstavnen, sender han folk i forvejen til sin bror Esau for at fortælle ham, at han nu er på vej hjem, og at han ønsker forsoning med broderen for de eksempler på uret, som han måtte have begået (32,4-6). Selv om der er gået mere end 20 år siden, han sidst så broderen, frygter Jakob stadig for sin brors reaktion. Sendebuddene kommer imidlertid tilbage til Jakob med beskeden om, at Esau nærmer sig med en stor styrke på 400 mand. En så stor gruppe kan kun tolkes således, at Esau på ingen måde kommer med fredelige hensigter, men vil overfalde Jakob og hans familie og smadre dem. Jakob reagerer ved at blive panisk angst (32,8). Fordi han rejser med store flokke af dyr, kan han ikke bare vende om og flygte fra Esau (se 33,13). Hvad kan han gøre i sin angst for Esaus vrede og straffeaktion? Først beder han til Gud om hjælp og beskærmelse mod broderens vrede (32,10-14). Han beder ikke Gud om velsignelse, men om hjælp og beskyttelse.

Nu er det i mellemtiden blevet nat, og Jakob må blive dér ved vadestedet, hvor vejen passerer de dybe slugter ved Jabbokfloden. Men Jakob har øjensynligt så megen uro og bekymring i kroppen, at han ikke kan sove. Så midt om natten giver han sig til at vække sine tjenestefolk, at udvælge udsøgte stykker dyr fra sine store flokke, og at sende disse dyr i forvejen i grupper som gave til sin bror. Det er midt om natten, at han gør dette. Han håber, at de store gaver til Esau kan være med til at dæmpe brorens forbitrelse næste dag, når broren først møder de forskellige grupper af dyr og får at vide, at de er en personlig gave til ham, inden Jakob selv møder sin bror (32,21). Han er villig til at betale dyrt i håbet om at kunne formilde sin bror.

Stadig kan Jakob ikke finde ro. Så samme nat står han op og fører først sin familie med kvinder og børn over vadestedet (32,23). Dernæst fører han hele sin store flok af dyr samt alle ejendele over. I dagslys er det en krævende proces at føre en stor flok dyr gennem et vadested. Dyrene bliver urolige, når de skal vade gennem vand, der fosser hen over stenene. De brøler af forskrækkelse, og de må presses til at gå frem gennem strømmen. Hvor meget vanskeligere er det ikke at føre en stor flok dyr over et vadested i nattens buldrende mørke! Det siger mig meget om Jakobs indre uro, at han giver sig i kast med dette om natten og ikke venter på morgengryet, hvad alle andre ville have gjort.

Kampen

Da hele forløbet er vel overstået, og alle er kommet godt over på den sydlige bred af Jabbokfloden, bliver Jakob alene tilbage. Hvorfor i al verden gør han det? Hvad er det, der gør, at Jakob vader tilbage gennem vadestedet til den anden bred, hvor han nu er helt alene? Teksten er fuldstændig tavs her. Vil Jakob igen bede til Gud her i nattens stilhed, hvor han ikke har sin lejr omkring sig? Fylder hans frygt for Esaus vrede så meget i ham, at han overvejer at stikke af? Vi ved det ikke.

Uanset, hvad der var grunden til, at Jakob nu gik tilbage for at være alene, så var han ikke så alene, som han troede. "En eller anden" kæmpede med Jakob dér ved flodbredden (32,25).

Vi får udelukkende kampen beskrevet set gennem Jakobs øjne den nat. Underligt nok antyder den alvidende fortæller intet om den andens identitet eller om formålet med kampen. Teksten siger, at "en eller anden" gav sig i kamp med Jakob. Den fremmedes identitet er så dunkel og tvetydig i mørket, at det i vers 26 og 27 er uklart, hvem som ikke kan besejre hvem, og hvem som får et slag på hofteskålen. Først efterhånden opdager vi som læsere, at det er den fremmede, som ikke kunne besejre Jakob. Der er ikke tale om en kamp i bøn til Gud, men en indædt fysisk brydekamp mod en modstander, som Jakob ikke kan få magten over. Han, der ellers var kendetegnet ved en stor fysisk styrke (29,10), møder her en ukendt person i nattemørket, som han ikke kan besejre, og som heller ikke kan besejre ham. Jakob kæmper ikke i bøn om Guds velsignelse før mødet med Esau næste dag. Men han kæmper fysisk med én, som er ham helt jævnbyrdig. Den fremmede giver til sidst Jakob et slag på hofteskålen, så Jakob bliver alvorligt handikappet og kun kan bevæge sig med besvær og med smerter.

På et tidspunkt må Jakob være blevet klar over, at den ukendte skikkelse, som han har været i brydekamp med i flere timer, ikke er en almindelig stærk mand, men må være en højerestående person, som har magt til at velsigne ham. Nu siger Jakob, at han ikke vil slippe den anden, før den anden velsigner ham. Det er altid en højerestående, som man beder om velsignelse fra, enten det er familiens overhoved eller Gud. Indtil nu har Jakob ikke bedt om velsignelse, heller ikke da han i sin angst dagen før bad Gud om hjælp mod Esaus vrede. Men nu, hvor han er blevet handikappet og sikkert har mærkbare fysiske smerter, beder han om velsignelse.

Aner Jakob her, at det er Gud, han har kæmpet imod? Eller er det først, da modparten ændrer Jakobs navn fra "Jakob" til "Israel", at Jakob forstår, at han i virkeligheden har kæmpet med Gud? I det øjeblik, hvor hans modpart udtaler Guds velsignelse over Jakob, bliver hans anelse til fuld vished: Jeg har været umådelig tæt på Gud i nat. Derfor får Jakob også selv behov for at foretage en navngivning som symbol på den helt nye livssituation, som han står i efter nattens hændelser. Stedet på sydsiden af Jabboks vadested giver han nu navnet "Penuel", det betyder "Guds ansigt" (vers 31). Han frygtede for at møde sin brors dødelige vrede. Men nu indser han, at han ved Guds nåde er blevet reddet fra et andet skræmmende møde, mødet med Gud selv.

Efter kampen

Det er derfor heller ikke tilfældigt, at Jakob nogle få timer senere, da han så endelig møder Esau og til sin overraskelse oplever, at han ikke angriber ham, men tværtimod stiger ned fra kamelen, kommer løbende og omfavner ham, at han udbryder, at "nu har jeg set dit ansigt, som man ser Guds ansigt" (33,10 – i den danske bibel oversat med "træde frem for Gud").

Konklusion

Så hvem kæmper Jakob med den nat? Først oplever han sin modpart som en yderst stærk mand i mørket. Senere indser han, at denne fremmede i fysisk skikkelse må være Gud selv. Formentlig har Gud sendt en engel i menneskeskikkelse til at standse Jakob om natten og indlede en fysisk kamp med ham. Dels ser Jakob Guds engle kort før, han når frem til Jabbokflodens vadested (32,3). Dels bruger Gud i Det Gamle Testamente undertiden sine engle som fysiske sendebud, der kommer i menneskeskikkelse (se Første Mosebog kapitel 19 vers 1-3; Dommerbogen kapitel 13 vers 8-18).

Jakob skal ikke velsigne sig selv før mødet med sin bror. Han skal ikke minde sig selv om gamle tilsagn om velsignelser. Men han, der fysisk var så stærk og handlekraftig, bliver gennem den natlige brydekamp så svækket og mærket, at han nu må bede Gud om hans velsignelse her og nu. Nu beder han ikke bare om beskyttelse som tidligere på dagen, men om Guds velsignelse. Han bliver afhængig af Guds nåde, som profeten Hoseas udtrykker det i sin kommentar til Jakobs natlige kamp (Hoseas´ Bog kapitel 12 vers 4-5).

Gud må undertiden føre os ad underlige veje for, at han kan komme til at velsigne os og vende noget, som vi frygter allermest, til noget godt. For Jakob endte det med en alvorlig fysisk svækkelse af ham; men gennem den blev én ting altafgørende for ham: Guds velsignelse.

Venlig hilsen

Carsten Vang

Carsten Vang er teolog og lektor i Det Gamle Testamente ved Menighedsfakultetet. Læs hans brevkassesvar her.

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk