Brevkassen: Hvem bekræfter hvem i konfirmationen?

Kære brevkasse

Hvem bekræfter hvad i konfirmationen? Det virker, som om der er lidt forvirring i folkekirken, om det er Gud eller konfirmanden selv, der bekræfter dåben. 

KH

Ole

**********************************

Kære Ole

Konfirmation er en tradition, som får sit mandat fra den folkelige opbakning, en tradition med alt, hvad det indebærer. Som andre traditioner aflaster den os fra modernitetens krav om at opfinde verden på ny hver dag. På den anden side er den ikke som dåb og nadver et sakramente. Vi kan ikke forestille os en kirke uden dåb og nadver, mens konfirmation er en god tradition, som videreføres, så længe folk vil.

Konfirmationen med forberedelse ved præsten og afsluttende konfirmationsgudstjeneste, som vi kender det i dag, blev i Danmark indført af Christian 6. i 1736. Konfirmationen var begrundet i ønsket om at hjælpe den opvoksende ungdom med den hjertelige tilegnelse af evangeliet. Det afspejledes i konfirmationsløftet om at blive i sin dåbs pagt, når konfirmanden efter overhøring i kirken gav præsten sin hånd og Gud sit hjerte. Anordning og ritual er senere suppleret med alternative konfirmationshandlinger, hvorunder konfirmanden med eller uden forudgående overhøring bekræftes i sin dåbspagt.

Det er stadig en god idé at tilegne sig evangeliet med hjertet. Den, der ikke har noget på hjerte, kan nemlig heller ikke bruge hovedet til noget fornuftigt. Kirken og dens præster betragter derfor også konfirmationsforberedelse som en af kerneydelserne. I præsteløftet lover ordinanden, at han eller hun troligt vil arbejde for ungdommens kristelige oplysning og vejledning. Det er måske ikke gjort med konfirmationsforberedelsen, men den er en vigtig del af dette arbejde.

Konfirmation kommer af det latinske ord for bekræftelse, confirmatio, og betegner den kirkelige handling, hvorunder unge mennesker afslutter deres konfirmationsforberedelse. Ved konfirmationens indførelse i Danmark lagde man vægt på den personlige tilegnelse af kristentroen og derfor også på, at konfirmanden ved konfirmationshandlingen bekræftede sin tro. Der bestod helt op til slutningen af 1800-tallet et nært kendskab mellem præst og konfirmander, men med tilflytningen til byerne og bysognenes vækst til uoverskuelige størrelser blev mange præster betænkelige ved at modtage det højtidelige konfirmationsløfte fra unge mennesker, de ikke havde kendskab til. Og da man ikke ville risikere, at unge mennesker kunne gå ind til voksenlivet med en løgn, fik man et alternativ til eksisterende konfirmationsritual, hvorunder det var præsten, som bekræftede konfirmanden i hans eller hendes dåbspagt.

Det var en rent præstelig teologi, den blev aldrig folkeeje. Derfor pendler vi den dag i dag usikkert frem og tilbage mellem konfirmationens betydning af enten at bekræfte eller blive bekræftet i sin dåbspagt.

På baggrund af liturgikommissionens arbejde, som efter indhøstede erfaringer resulterede i Gudstjenesteordning for Den Danske Folkekirke, Ritualbog 1992, forefindes nu som alternativ til de hidtil eksisterende to muligheder, - at konfirmanden henholdsvis bekræfter eller bekræftes i sin kristne tro, en tredje mulighed, som tilgodeser både den folkelige teologi og den præstelige bekymring. Konfirmanden kan, efter at trosbekendelsen har lydt, med navns nævnelse tilspørges: Vil du konfirmeres i den kristne tro?, hvorpå konfirmanden kan komme til orde med sit 'ja'. På den måde tilgodeses både det passive og det aktive indhold i en konfirmationshandling. Tidligere autoriserede ritualer kan fortsat benyttes, da nye autorisationer aldrig har medført, at man ophæver eksisterende.

Konfirmationsforberedelse er et tilbud til de unge og deres familier om kirkens assistance til oplæringen i den kristne børnelærdom. Anordningen er et frihedsbrev til kirken, en tillidserklæring til de undervisende præster og andre om, at de selv bedst ved at fylde forberedelsen med indhold. Kristentro er nemlig noget, der formidles ud af engagement. Vi tror, fordi vi har mødt mennesker, som var troværdige i deres tro. Det har de unge sikkert allerede erfaret på deres vej til forberedelse. Nu får de så også muligheden for at møde det i kirken.

Dåben er foruden alt det, man kunne sige om den, på en gang nødvendig og tilstrækkelig til fuldt medlemskab af kirken. Konfirmationen tilføjer i den henseende ikke noget.

Da der i dag heller ikke hviler hverken et socialt eller moralsk pres på de unge om at blive konfirmeret, kan man derfor betragte både de halvt hundrede lektioner, det bliver til hos præsten, og selve konfirmationsgudstjenesten som en bekendelseshandling. Konfirmanderne vedstår eller vedgår deres kristentro og tradition.

Jeg tror derfor, at tiden har overhalet alle de teologiske spekulationer, selve ordet konfirmation giver anledning til. Vi kan i stedet konstatere, at en ganske betragtelig del af en ungdomsårgang vedgår arv og gæld til den kirke, de er døbt ind i. De unge bekræfter glad og gerne deres tilhørsforhold, ligesom vi gør det, når vi deltager i denne særlige konfirmationsgudstjeneste som i en hvilken som helst anden kirkelig aktivitet.

Med venlig hilsen

Jesper Stange

Jesper Stange er cand.theol., underviser på pastoralseminariet og sognepræst i Københavns Domkirke. Se hans andre brevkassesvar.

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.