Brevkassen: Hvad står der i Bibelen om jødernes forhold til andre?
Vil jøderne altid være et forfulgt folk? Sådan spørger Ole, og Bodil Skjøtt giver et svar.
Til Bibelselskabet
Hvor i bibelen står der noget om jøderne og Israels forhold til andre. Vil jøderne altid være et forfulgt folk, og vil Israel aldrig få fred?
Venlig hilsen
Ole
*********************************
Kære Ole
Den bibelske historie om Israels folk begynder med udvælgelsen af Abraham. Det læser vi om i 1 Mos 12,1-3. Det er Abrahams sønner og sønnesønner, der bliver til Israels 12 stammer og dermed til det folk, som kong David endelig samler til et kongerige med Jerusalem som centrum.
Når Gud kalder Abraham til at forlade hans land og familie, så er det med den begrundelse, at Gud vil velsigne Abraham og gøre ham til et stort folk og gennem det folk, Israels folk – eller som folket senere kaldes, jøderne - vil Gud velsigne alle jordens folk. Det sætter Israel i en særlig rolle i forhold til alle andre folk, nemlig den at være et redskab for Guds plan med alle folk og til at være formidler af Guds kærlighed og ønske om frelse. Det er Israel, samtidig med at de – på lige fod med alle andre – selv er genstand for og afhængige af Guds kærlighed og frelse.
Den pagt – eller kontrakt – som Gud laver med Abraham og gennem ham med Israels folk – begrundes ikke med noget, som Israel har frem for andre eller med noget, de kan bedre end andre. Begrundelsen finder Gud alene i sig selv og det, som er hans vilje med hele hans skabning. Israels særlige rolle og ikke mindst Israels historie er derfor også et udtryk for Guds trofasthed og fortsatte kærlighed og omsorg for det folk, han har udvalgt til at velsigne alle mennesker.
Gennem den bibelske historie bliver det også klart, at med til det at være udvalgt følger lidelse. Det har at gøre med menneskers modvilje og oprør mod Gud og det, som hører ham til i det hele taget – altså at der findes synd i verden. Men det har også at gøre med Israels eget oprør og modstand mod at være et folk, som lever efter Guds plan og vilje. Det straffer Gud bl.a. ved at føre dem i fangenskab i Babylon. Dog er Guds straf altid – også over for Israel – udtryk for hans ønske om at frelse og genoprette. Det kommer tydeligt frem i ikke mindst den sidste del af Esajas-bogen, som fortæller om håb og en ny fremtid for Guds folk.
Her bliver det forhold, der er mellem Israel og de øvrige folkeslag, også tydeligt igen. Gud vil nemlig bruge Israels Messias – eller Herrens tjener – til ikke bare at føre Israel tilbage fra fangenskabet, men til også at være et lys for alle folkeslag (Esajas 49,6). Herved fanges tråden fra Abrahams kaldelse op om at være en velsignelse for alle folk og videreføres gennem Israels folk. Det beskrives senere i Esajas bogen (kapitel 60) med, hvordan folkeslag fra alle verdens hjørner drages til Israel og til Israels Gud på grund af det, han har gjort gennem sit folk og i sidste ende gennem Israels Messias.
Det billede, som Bibelen tegner her af forholdet mellem Israel og andre folk, er altså ikke et billede på forfølgelse og ufred. Tværtimod.
Men den virkelighed, som vi kender fra i dag og op gennem historien, fortæller om antisemitisme og forfølgelse af det jødiske folk alene af den grund, at de er jøder. Der er ikke noget bibelsk ”løfte” om, at sådan skal det være lige indtil verdens undergang og Jesu genkomst. Men Bibelen er meget realistisk omkring, at vi lever i en verden, hvor synd og oprør mod Gud findes. Også selv om vi lever på den anden side af Jesu opstandelse og Guds sejr over døden og alt ondt. Det mærker det jødiske folk på en særlig måde i form af den antisemitisme, som nægter at forsvinde. Og selv om den vil vedblive at være der – fordi synd og ondskab vedbliver at være der – skal den fortsat bekæmpes. I mødet med det onde i verden er der aldrig et bibelsk mandat til bare at acceptere det og affinde sig med det. Det gælder også jødeforfølgelse uanset i hvilken form den optræder.
Venlig hilsen
Bodil Skjøtt
Bodil Skjøtt er tidligere generalsekretær for Israelsmissionen. Se hendes andre brevkassesvar.
Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.
Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.
Velsignelsen af Abram og Israel
Herren sagde til Abram: »Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig.Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse. Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og den, der forbander dig, vil jeg forbande. I dig skal alle jordens slægter velsignes.«
Første Mosebog, kapitel 12, vers 1-3.
