Brevkassen: Hvad står der i Bibelen om integration?

Hej Bibelselskabet

Jeg søger noget nyttigt viden gennem jer, som jeg håber, I kan hjælpe med. Det er, fordi jeg har trukket kulturmøde - integration, og skal dermed op i kristendom.

Kan I hjælpe mig med henvisninger til tekster i Biblen, hvor der fremkommer noget omkring integration?

Mvh

Christian

*********************************

Kære Christian

Integration – som jo betyder ”at gøre noget til en helhed" – brugtes ikke på dansk før 1950. Hvornår det er dukket op, kan jeg ikke sige på stående fod, men det har formentlig været i forbindelse med, at man opdagede, at 70’ernes fremmedarbejdere og deres familier var kommet for at blive og blive en del af det danske samfund.

Før den tid boede ”de fremmede” i landet og forblev på en måde fremmede og anderledes, uden at der var en forventning om, at de skulle gå i ét med de øvrige samfund. I før-demokratiske tider var det jo nok, at kongen gav dig tilladelse til at bo i landet, og at man overholdt landets love.

Der kunne være særlige forordninger for folk, der afveg religiøst eller sprogligt (som f.eks. jøderne eller herrnhuterne, de reformerte, kartoffeltyskerne), så de netop forblev anderledes end flertallet.

Integration er et moderne udtryk for et ønske om, at alle skal være en del af en helhed ved at bidrage til folkestyre og samfund. Af og til kan det blive misforstået som et ønske om, at alle skal være ens.

Den fremmede må du ikke udnytte eller undertrykke. I var jo selv fremmede i Egypten. I Bibelen kan du derfor ikke finde ordet integration. Du kan finde noget om forholdet til fremmede og om at være en helhed. Og de steder vil jeg pege på – så må du se, om du kan bruge det i din opgave.

Om ”den fremmede ” har Mosebøgerne i Det Gamle Testamente meget at sige. Åbenbart var det (heller ikke dengang) nogen selvfølge, at de fremmede, der boede blandt flertalsbefolkningen, blev behandlet ligesom dem:

Anden Mosebog kapitel 22, vers 20: 

Den fremmede må du ikke udnytte eller undertrykke. I var jo selv fremmede i Egypten.

Dette sted er typisk for Mosebøgernes begrundelse for at behandle den fremme ordentligt: ”Du”, altså israelitterne, kendte jo selv til at være fremmede i Ægypten.

 

Tredje Mosebog kapitel 23, vers 22:

Når I høster kornet i jeres land, må du ikke høste helt ud til kanten af din mark, og hvad der ligger tilbage, når du har høstet, må du ikke samle ind; det skal du efterlade til den trængende og den fremmede.

Den fremmede regnes for den, der ikke har de samme vilkår som flertallet, og som derfor skal vises omsorg. (f.eks. Tredje Mosebog kapitel 19, vers 10).

Flere steder i Mosebøgerne (f.eks. Tredje Mosebog kapitel 16, 17 og 18) anføres, at bestemmelser i loven om hvile, festdage, renhedsforskrifter med mere skal gælde både for folket og de fremmede. Her er altså tale om en form for ”integration”: At folket inklusive ”de fremmede” overholder de samme leveregler:

Tredje Mosebog kapitel 18, vers 26:

Men I skal holde mine love og mine retsregler og undlade at gøre nogen af disse vederstyggeligheder, det gælder både landets egne og de fremmede, der bor som gæst blandt jer.

I Det Nye Testamente er der tale om ”integration”, det at være en enhed,  på andre måder:

I Efeserbrevet kapitel 2, vers 11-17, taler forfatteren om, hvordan forskellige folkeslag og folk af forskellige religioner er blevet ét – altså på en måde integreret – i troen på Jesus.

Navnlig i Apostlenes Gerninger er der tale om mange forskellige kulturmøder, men egentlig integration i moderne forstand er det nok ikke. I kapitel 2 er hele ”pinseunderet” beskrevet som mennesker, der kan kommunikere på tværs af sproglige og kulturelle forskelle.

I kapitel 10 fortælles om apostlen Peters besøg hos en romersk officer, som han ikke mener, at han kan spise sammen med, fordi de tilhører forskellige religioner. Men så har han et syn, der lærer ham noget andet, så han siger til folkene i Cornelius´ hus:

I ved, at det ikke er tilladt for en jøde at omgås eller besøge nogen fra et fremmed folk. Men Gud har vist mig, at jeg ikke skal kalde noget menneske vanhelligt eller urent.

Og lidt senere i samme kapitel:

Nu forstår jeg, at Gud ikke gør forskel på nogen, men at han i et hvilket som helst folk tager imod den, der frygter ham og øver retfærdighed.

Den erkendelse kan danne grundlag for en erkendelse af, at skellet mellem ens eget folk og ”de fremmede” er relativt, fordi det i hvert fald ikke gælder over for Gud.

De erkendelser, der fortælles om i Apostlenes Gerninger, springer selvfølgelig ud af beretningerne om Jesus, som tydeligvis ikke gjorde forskel på sit eget folk og fremmede.

Derfor kan f.eks. Paulus et berømt sted sige noget, der har at gøre med at blive ét:

For I er alle Guds børn ved troen, i Kristus Jesus. Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus. Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus. (Galaterbrevet kapitel 3, vers 26-28).

Der er selvfølgelig ikke tale om moderne samfundsmæssig integration, men om en måde at se mennesker på som ét, som integreret med hinanden i troen. Og det kan jo give inspiration til samfundstænkningen.

Dette var bare et par eksempler. Der er mange andre spor at forfølge i Biblen.

God arbejdslyst.

Venlig hilsen

Marianne

Marianne Christiansen er teolog og biskop over Haderslev Stift. Se hendes andre brevkassesvar her.

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.