Opstandelsen
Hvad har opstandelsen at sige det moderne menneske? "Opstandelseshistorierne i Det Nye Testamente vil ikke ’sige os’ noget. De vil simpelthen fortælle om noget, der er sket," svarer tidl. biskop, sognepræst Niels Henrik Arendt i Bibelselskabets brevkasse. Foto: Wikimedia Commons

Brevkassen: Hvad siger opstandelsen det moderne menneske?

Hvordan kan vi i dag forholde os til Jesus' opstandelse? Sådan spørger Iben.

Til brevkassen

Som almindelig kulturkristen kan det være svært at forholde sig til Jesus' opstandelse. Hvad har opstandelsen at sige det moderne menneske?

Hilsen
Iben

******************************

Kære Iben

Lad mig lige drille lidt: opstandelseshistorierne i Det Nye Testamente vil ikke ’sige os’ noget. De vil simpelthen fortælle om noget, der er sket. Præcis, hvad der er sket, giver de ikke svaret på, for der var ingen til stede, da det skete, og det er i det hele taget nogle lidt forvirrende beretninger. Men at der er sket noget, og at det er totalt omvæltende og sjælsrystende, ja, det lades man jo ikke i tvivl om. Og den videre historie bekræfter det: med det, der var sket, i bagagen var alle Jesus' venner klar til at vove alt, ja, sætte livet til – for at give det videre.

Så når vi moderne mennesker, og her inkluderer jeg mig selv, spørger "hvad siger det mig?", så er det i grunden sindssygt blasert. Intet mere afgørende er nogensinde indtruffet – men det ’siger mig’ altså bare ikke lige noget. Hold da fast!

Men lad mig nu ikke harcelere over et i bund og grund ordentligt og venligt spørgsmål. Det, som Det Nye Testamente fortæller, er sket, har nemlig en betydning og i høj grad også for moderne mennesker. Vi skal bare være klar over, at hændelse og betydning hører sammen. Der er ikke meget betydning at hente i beretningerne udenom begivenheden, selvom vi ikke kan få det over vores forstand, hvad der er foregået.

Opstandelses-historierne i Det Nye Testamente vil ikke ’sige os’ noget. De vil simpelthen fortælle om noget, der er sket.

Hvad siger det? Det siger, at der fra nu af er håb, hvor alt ser håbløst ud. Og det er der vitterlig meget, der gør. Det ser mildest talt håbløst ud i Mellemøsten lige i øjeblikket; det ser også håbløst ud på en del af stuerne på landets kræftafdelinger. Min økonomi ser måske håbløs ud – eller mit parforhold. Men intet er længere håbløst, simpelthen. Måske findes den gode slutning ikke inden for dette livs horisont eller denne civilisations historie. Men der er ingen grund til at miste håbet; alt kan i udgangspunktet ske, alt kan lade sig gøre. Slet ikke for os, men det er jo heller ikke pointen i fortællingen. Det er kræfter, som er større end vores, der er på spil her.

Fortællingen siger videre, at der findes en ny begyndelse, hvor vi ikke skulle have troet det. Og det er da vidunderligt, sådan som det er vidunderligt efter en plagsom nat alligevel at se lyset komme, høre fuglene synge og mærke modet vende tilbage. Eller når et andet menneske  lader fortiden være glemt, fordi der er vigtigere ting på spil. Vi har alle sammen prøvet det. Livsaligt er det.

Vi skal overbevises om, at døden simpelthen ikke har det sidste ord. Trods alle gode morgener, alle gode begyndelser kunne det jo ellers godt være den mest nærliggende konklusion – elastikken bliver strakt lidt mere, men til sidst sprænger den, og så – tomhed! Men sådan er det altså ikke længere, hvad enten vi kan tro det eller ej. For sagen er, at konsekvenserne af den her uforklarlige hændelse for to tusind år siden, de gælder lige fuldt, om vi tror dem eller ej. Det er ikke os, der med vores større eller mindre tiltro skænker dem troværdighed. Vi må da dybest set selv om det, hvis vi ikke synes, det siger os noget. Vi skal nok blive klogere.

Jeg er nødt til afslutningsvis at sige, at det, der møder os i disse fortællinger, ikke var en pind nemmere at kapere for Jesus' samtidige, hans tilhængere og modstandere. Selvfølgelig ikke. De havde da heller aldrig hørt noget lignende. Alle forskelle mellem den gamle tids mennesker og os moderne mennesker bliver totalt ophævet af påske-meddelelsen. Vi ved godt nok ufattelig meget mere end dem. Men de vidste bestemt nok dengang til at vide, at når man var død, så var man død. De var provokerede af påstanden om, at det alligevel ikke gjaldt, ligesom vi er det. Men for nogen af dem var det bare ikke til at komme udenom, at nu var det altså sådan. Nu er det sådan: Når man er død, ja, så begynder midt inde i intethedens mørke noget nyt.

Med venlig hilsen
Niels Henrik Arendt

Niels Henrik Arendt (1950-2015) var cand.theol., tidligere biskop over Haderslev Stift, sognepræst i Staby-Madum og Folkekirkens teologiske rådgiver vedr. reformationsjubilæet 2017. Se hans andre brevkassesvar.

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.

Læs om opstandelsen i Matthæusevangeliet

Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne. »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.« Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det.

Matt 28,1-8.