Hvad betyder det, at Moses om sig selv siger, at han er "uomskåret på læberne"? Sådan spørger Ina og Søren Holst giver et svar
Kære Brevkasse
I Anden Mosebog kapitel 6 siger Moses et par gange til Gud, at han er “uomskåret på læberne”. Kan I sige mig, hvad det helt konkret betyder?
På forhånd tak
Venlig hilsen
Ina
---------------------------------------
Kære Ina
Nej, vi kan nok ikke sige med sikkerhed, hvad det helt konkret betyder, at Moses er "uomskåret på læberne".
Billedsprog
Udtrykket er billedsprog, og billedsprog kan ofte forstås på flere måder.
Men vi kan prøve at komme så tæt på et svar som muligt.
For det første er der sammenhængen: Moses bruger udtrykket to gange i Anden Mosebog kapitel 6 nemlig i vers 12 og vers 30. Begge gange er det fordi Gud har givet ham til opgave at gå hen og sige noget bestemt til den egyptiske hersker, og på grund af sine uomskårne læber mener Moses, at Farao nok ikke vil lytte.
Præcis den samme slags betænkelighed gav Moses også udtryk for i kapitel 4 vers 10: Ifølge den autoriserede oversættelse siger han "Jeg har ikke ordet i min magt og har aldrig haft det; ... Jeg har svært ved at udtrykke mig i ord"; Den sidste sætning lyder på hebraisk mere ordret "Jeg er tung af mund og tung af tunge".
Det handler altså tydeligvis om Moses' naturlige forudsætninger for at være talerør for Guds budskab.
Medicinsk udtryk
Måske er meningen, at Moses har en regulær fysisk talefejl. Udtryk, der svarer til "tung af mund og tung af tunge", findes også i lægebøger fra oldtiden, og det kunne tyde på, at der simpelthen er tale om en diagnose.
Men det medicinske udtryk kan også sagtens være brugt overført. Det danske udtryk "at være godt skåret for tungebåndet" stammer også oprindelig fra en lægelig sammenhæng: En fysisk talefejl kan skyldes, at det bånd på undersiden af tungen, der forbinder den med bunden af mundhulen, er for stramt. Det kan afhjælpes med en lillebitte harmløs operation. At få udført den operation er bogstaveligt "at blive skåret for tungebåndet". Men vi bruger jo til daglig formuleringen i overført forstand: At man har ordet i sin magt, har gode talegaver eller lignende.
På samme måde med Moses: Meningen er tydeligvis, at han ikke umiddelbart er den oplagte person at sende med en mundtlig meddelelse. Men om det skyldes, at han stammer, læsper eller taler utydeligt – eller snarere at han bare ikke er udadvendt og har nemt ved at formulere sig, står hen i det uvisse.
Sproglige billede
Ud over fortællingens sammenhæng må vi også overveje selve det sproglige billede. Det eneste, der kan være bogstaveligt omskåret, er de mandlige israelitters penisser. Men som billedsprog tales der i Bibelen både om, at israelitterne har "uomskårne ører" (Jeremias' Bog kapitel 6 vers 10) eller et uomskåret hjerte (Tredje Mosebog kapitel 26 vers 41). Og det betyder helt tydeligt ikke, at de er fysisk hørehæmmede eller har en hjertefejl, men at de ikke orienterer sig mod Gud: De "kan" godt høre og forstå, men de vil ikke.
Noget lignende kunne tænkes at gælde Moses og hans talegaver: At han ikke føler sig i tilstrækkelig tæt forbindelse med Gud til at være profet. Men igen må vi inddrage sammenhængen: Guds løsning på problemet er ikke, at noget hos Moses skal forandres, men derimod at Aron skal gå med og føre ordet på Moses' vegne (Anden Mosebog kapitel 4 vers 14-16 og kapitel vers 1-2).
Det tyder mest oplagt på, at det er vanskeligheder med selve det at føre ordet, der er Moses' problem.
Venlig hilsen
Søren Holst
Søren Holst er ph.d. i teologi, mangeårig lektor på Afdeling for bibelsk eksegese, Københavns Universitet (siden 2021 på deltid), bidragyder til Bibelen 2020, forfatter til adskillige teologiske bøger, foredragsholder og kursusleder for Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter samt faglig leder for Det Gamle Testamente i arbejdet frem mod en ny autoriseret bibeloversættelse i 2036. Desuden hjælpepræst ved Hellig Kors Kirke på Nørrebro. Se hans andre brevkassesvar her.
Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.
Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.
Bibelen i lærred – livets træ
| Sidetal: | 1440 sider |
|---|---|
| Indbinding: | lærredsbind |
| Forlag: | Bibelselskabet |
| Varenummer: | 978-87-7232-250-6 |
|---|---|
| Mål: | 14 x 18,50 cm. |
| Andet: | Med 2 læsebånd |