Til Bibelselskabet

Jeg vil gerne stille et spørgsmål. Det drejer sig om Matthæus 25 fra vers 32. Der står, at Herren skiller fårene fra bukkene. Da jeg hørte det første gang tænkte jeg:” Han skiller hunnerne fra hannerne, for bukke er jo altid hanner, og da et får hedder en vædder, regner jeg får for hundyr.

Jeg har altså i mange år troet, at Jesus regner hanner for onde og hunner for gode, indtil jeg blev præcenteret for den engelske oversættelse, hvor der står, at han skilte fårene fra gederne.

Hvorfor denne forskel, og hvad står der i den oprindelige tekst? Jeg håber, at I kan og vil svare mig.

Hilsen

Ingeborg

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Kære Ingeborg.

Tak for dit spørgsmål, som bestemt peger på en vanskelighed ikke bare i den danske, men også i den engelske oversættelse. For det græske ord, der er oversat med ”får” (probata), kan foruden ”får”, også betyde småkvæg, mens det græske ord, der er oversat med ”bukke” (eriphia) i den danske oversættelse rigtig nok kan betyde ”geder”, der i givet fald må udskilles, fordi de i modsætning til fårene med deres tykke pels ikke tåler nattekulden. Det har dog også været foreslået – den tolkning, som du kender – at lade det handle om adskillelsen af hannerne fra hunnerne, der skal malkes. Det ligger dog helt uden for Matthæusevangeliets forfatters horisont, at identificere hanner med de onde, hunner med de gode.

Et godt forslag er, at der i virkeligheden er tale om spæde gedekid, der i så fald tages fra for at blive slagtet og spist eller ofret. Men så må betydningen ”småkvæg” foretrækkes i stedet for ”får”. Som du kan se, bliver det temmelig forvirrende, hvis man især retter opmærksomheden mod zoologien. Men faktisk ligger betydningen i adskillelsen i den side, som de to grupper henholdsvis anvises: Den uheldsvangre venstre side og den gunstige højre side. Og pointen er så, at hyrden/dommeren på forhånd kender enhver og ved, hvor de hører hjemme, nemlig i kraft af hvad de hver især har gjort eller ikke gjort imod ”en af disse mine mindste brødre”. For man dømmes ikke på grundlag af sin ”natur”, men på grundlag af sine gerninger. Hvad det er for gerninger, uddybes i versene 35-46. Det er ikke uoverkommelige gerninger, men for eksempel at række den tørstende et glas koldt vand og tage imod den fremmede.

Med venlig hilsen

Mogens Müller  

Mogens Müller er dr.theol. og professor emeritus i Det Nye Testamente ved Københavns Universitet. Se hans andre brevkassesvar

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk