Brevkassen: Favner Guds kærlighed ikke alle?

Hej panel

Tak for jeres svar tidligere til mig. Det har stor værdi. Jeg er stødt på en passage i Biblen, der giver anledning til undren, ja måske ligefrem frustration.



I Matthæusevangeliet kapitel 13,41-43 står der: ”Menneskesønnen skal sende sine engle, og fra hans rige skal de tage alt det væk, som fører til frafald, og alle dem, der begår lovbrud, og kaste dem i ovnen med ild. Dér skal der være gråd og tænderskæren. Da skal de retfærdige skinne som solen i deres faders rige. Den, der har ører, skal høre!”



Mine spørgsmål er:

13.41:"alt det væk". Hvad kan der menes med det?

13.41: "og alle dem, der begår lovbrud". Er det efter moseloven eller moselove og Jesus’ befalinger eller kun Jesus’ befalinger?

Min "gumlen" går på, at nu er vi dér igen, hvor nogen er helliget, og nogen dur ikke, og så er vi  ikke kommet et hak videre. Gud Herrens kærlighed omslutter og er vel for alle Hans børn, og alt Han har skabt ...

Jeg kommer til at tænke på, at vi alle begår lovbrud – om det er efter den ene eller anden befaling – altså må vi alle en tur i ovnen. Så må jeg sige øv, uagtet jeg tror, Gud kan skabe nyt af asken.

Jeg ved, vi bliver frelst af Jesus og kommer til vor Far, Gud Herren. Så hvordan kan det hænge sammen?



Kærlig hilsen

Per, der er noget rundforvirret



(Læseren har tidligere spurgt til problematikken i forbindelse med bjergprædikenen. Læs spørgsmålet og svaret her, red.)



************

Kære Per!

Du skriver så smukt: ”Gud kan skabe nyt af asken”. En formidabel formulering, som for mig udtrykker et håb, når alt i livet brænder ud og bliver til aske. I asken ligger et håb, der ulmer og gløder.

Matthæusevangeliet er sine steder som et stykke egetræ, så robust, at man kan slå sig alvorligt på det. Det gi’r sig ikke. Ingen blød eftergivenhed. Jeg bliver væltet om kuld af dets truende formaninger. Jeg føler mig ramt, skyldig og uduelig.  Den efterfølgende gråd, tænderskæren og brændende ovn er en angstprovokerende straffemetode med en tvivlsom forebyggelseseffekt.

For trusler med indbygget dom og smertefuld straf motiverer ikke én til at leve udad med livsglædens åbenhed, men derimod indad med frygtens lukkethed. Truslerne sætter mig selv i centrum med en angst, som fastholder mig i en håbløs selvoptagethed. For selvfølgelig spørger jeg: Hvad skal jeg gøre for at styre uden om den grædende, tænderskærende og brændende ovn? Kan jeg overhovedet styre udenom?  

Matthæusevangeliets forfattere og læsere har en fælles indforstået gammeltestamentlig tilgang til deres liv og tro. Metaforer som brændende ovne ved alle, hvad betyder. Sammen med gråd og tænderskæren dukker de op som en dramatisk, malerisk fortolkning af, hvad der sker, når Guds udvalgte folk ikke lever efter Moseloven.

Men den brændende ovn kommer i klemme. Den går ud af brug og ender som en forældet metafor.  For der er sket noget afgørende nyt. Matthæus fortæller om Jesus som ”den nye Moselov”, der nu skal lede menneskets sind og sindelag, altså en indre Moselov, som betyder, at mennesket skal leve i tro, med håb og i kærlighed til Gud og sin næste. Den gamle pagt med den ydre Moselov er erstattet af den nye pagt med den indre Moselov, som skal leves ud i det dobbelte kærlighedsbud.

”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind”. Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ”Du skal elske din næste som dig selv”. På de to bud hviler hele loven og profeterne” (Matthæusevangeliet 22, 37-40). Disse to bud stammer fra den gamle pagt (5. Mosebog 6, 5 og 3. Mosebog 19, 18). Hos Matthæus har Jesus overtaget Moselovens plads og funktion. Jesus er den opfyldte Moselov.  Den detaljerede moselovlydighed er med Jesus sat ud af kraft af en ny pagt: Guds folk kan fremover i troen på Jesus leve i kærlighed til Gud og næsten. Det havde det jødiske folk svært ved at acceptere. Derfor går Matthæus til truslerne.

Jesus er en totalsanering af Moseloven. Tilbage står det dobbelte kærlighedsbud, som fortæller Guds folk, at troen på og kærligheden til Gud er uløseligt knyttet til kærligheden til næsten. Det er i kærlighedens møde, at Gud ”skaber nyt af asken”. Til det møde må mennesket komme med al dets uduelighed, fejl, mangler og svigt.

I vores læsning af Det Nye Testamente skal vi have Guds nåde, barmhjertighed og tilgivelse med os. De skal skabe sammenhæng og perspektiv i vores tro og liv. Det kan godt være, at vi ikke kommer til at skinne skyfrit som solen i Faderens Rige. Det er heller ikke nødvendigt. Det er Guds opgave.

Jeg vil beholde din metafor som et håb, når alt brænder sammen: Gud skaber nyt af asken. Gud vedkender sig vores uduelighed og skaber nyt af den.



Venlige hilsner

Bjarne Lenau Henriksen



Bjarne Lenau Henriksen er cand.theol., frivillig fængselspræst i Horserød Statsfængsel og pensioneret chef for Kirkens Korshær. Se hans andre brevkassesvar

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk