Kære Brevkasse 

I Matthæusevangeliet trækkes der tråde tilbage til Torahen både for at vise tegn, som peger på, at Jesus virkelig er Kristus og for at vise at ”loven” grundlæggende er uforandret.  

Men alligevel bidrager Jesus med en tolkning, som igen og igen vækker forundring, fordi den er anderledes end magten repræsenteret ved for eksempel farisæer og skriftkloge. Jesus taler denne formaliserede magt midt i mod: væk med jeres monopol på fortolkning, snævertsynethed og dobbeltmoral. Mere næstekærlighed, tillid til Gud, åbenhed for syndere og tilgivelse! 

Det undrer mig så, hvad Jesus siger, når han vender tilbage efter sin død: 

Men de elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«  Matthæusevangeliet kapitel 28, vers 16-20

Så afskedssalutten handler om magt, erobring (gør folkeslagene til mine) og at adlyde befalinger. På en eller anden måde føles det ikke som noget, han ville sige ud fra det kendskab, vi har til ham fra før, han blev korsfæstet. Bortset fra "Jeg er hos jer indtil verdens ende" - det lyder som den Jesus, vi kender.  

Er det rigtigt, at tonen har fået en anden lyd? Og hvorfor? 

De bedste hilsner
Pernille

----------------------------------------------

Kære Pernille

Oversættelse er altid en svær ting, for ord er ladet med betydning. Og på skrift kan det være svært helt at begribe tonefaldet og intentionen bag ordene. 

Evangeliets hensigt er ikke at være historieskrift, dvs. at fortælle om den historiske Jesus, om end det dog tegner konturerne af ham. Hensigten er at berette om Kristus, som er den Gud, der går med ind i historien. Dvs. at vi med Jesus Kristus får en levende Gud, der går med også i vores historie den dag i dag (… jeg er altid hos jer, indtil verdens ende).

Således har vi en Gud, der til alle tider er her og nu – også Gud for os i den verden, der er vores i dag. Hvis han skal være os nær og en del af vores historie, forudsætter det, at man vil vedkende sig – bekende sig til – Kristus. 

Hvis jeg skal sige det firkantet: Man har ikke gavn af den gode lærers undervisning, hvis man ikke kender den gode lærer. Ved at lade Kristus, den opstandne, gå med ind i mit liv, kan jeg opdage, hvem Gud er i mit liv og hvilken betydning Gud har. 

Når Kristus er med i mit liv, betyder det, at jeg (fordi jeg har taget ved lære af Jesus) har en livsduelighed og et handlingsberedskab, når jeg som discipel og døbt vover mig ud i alverden og her møder både sårede og sultende, sørgende og sønderknuste, fængslede og flygtninge, karrige og kærlighedsløse. Det har jeg kun, fordi nogen engang ”erobrede mig” og derved gav mig mulighed for at lære om Kristus, Jesus og fik muligheden for at blive en af hans efterfølgere. 

Det forpligter! For det gode må man ikke beholde for sig selv. Det er direkte umoralsk. Derfor må vi, ganske som de første disciple, ud i alverden med alt det gode. Alle skal have en chance for at høre det og for at være med i fællesskabet. 

Det er vellyd i mine ører. 

Det, der kan skabe mislyd, er ordet ”magt”. Den oprindelige glose (gr. exousia) kunne også have været oversat med ”ret til” eller ”myndighed til”; det handler om legitimitet og ikke om vold og tvang og overherredømme.   

Prøv at læse teksten igen. Når der står: ”Mig er givet al magt, i himlen og på jorden”, så prøv at høre det som ”jeg har fået alt det, som batter noget og kan noget i himlen såvel som på jorden.”

Den, der vil være herre, skal være alles tjener, siger Jesus. Det er sådan, han udøver magt. Dvs. det, der virkelig batter noget i den magtudøvelse, er f.eks. barmhjertighed, hjælp, omsorg, tryghed, befrielse, kærlighed, m.m.  Det er alt det, der hjælper os til at magte og overkomme livet. 

Det skal vi lære at holde (idet I lærer dem at adlyde/holde alt det som jeg har befalet), fordi det tjener det gode liv. Jesus’ lære er som et livskompas, der giver os en retning at gå efter i livet. Vi skal bare sætte os i bevægelse nu (gå ud i livet og i alverden) og følge efter den Gud, der i Kristus altid vil gå foran os i det, der er vores historie. 

Hvordan synes du tonen lyder nu?

Med tak for dit spørgsmål.

Helle Viuf

Helle Viuf er cand.theol. og master i sjælesorg. Hun er sognepræst i Herstedvester Kirke og har blandt andet stået bag Stilhedens Katedral – en teltkirke på Roskilde Festival. Se hendes brevkassesvar.

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk