Kære brevkasse.

Jeg finder først nu ud af jeres Brevkasse. Der vil jeg glæde mig til at boltre mig i spørgsmål og svar!

Jeg har for tiden noget jeg ikke rigtig kan "finde ud af". Spørger jer til råds. Jeg er jo ikke teolog eller lignende men taknemmelig for den kristne tro, som jeg slet ikke er opvokset med. Osse nogle år som buddhist og år som katolik. Nu finder jeg mig taknemmelig som kristen, der går i min lokale folkekirke.

Til sagen: Som katolik var nadveren jo et absolut midtpunkt – osse skriftemålet regelmæssigt med tilgivelse. I folkekirken er jeg forsat meget fokuseret på nadveren og lægger mig selv og mine "uregelmæssigheder" frem, mens jeg knæler og modtager brød og vin. Pludselig kom det til mig at tilgivelsen jo egentlig er hele tiden, hvis jeg i løbet af dagen lægger noget frem for Gud. Jeg behøver jo ikke at vente til søndagen. Undskyld, at jeg sikkert udtrykker mig lidt knudret. Men altså hvis og når jeg kan komme direkte til Gud - gak ind i dit kammer - hvordan skal gudstjenesten så forstås? Er det primært et takkeritual? Hvordan skal nadveren forstås, når jeg egentlig hele ugen forsøger at gå direkte til Gud, som jo forbarmer og tilgiver hvert et øjeblik. Tak om spørgsmålet er til at forstå, og at en i jeres dygtige panel kan svare mig.



Venligst Alice Lyngåe

****************************************



Kære Alice.

Tak for dine spørgsmål, som slet ikke er knudrede, men relevante for mange mennesker, som gør sig tanker om tro og kirkegang.

Jeg er glad for at du stiller dine spørgsmål om tro og praksis til Bibelselskabet. Det er jeg, fordi Bibelen på den ene side og på mange måder er de forskellige kirkers grundlag og baggrund – og på den anden side en samling skrifter, som er lavet, før der var egentlige kirkeinstitutioner med bygninger, præster og liturgier. Der er små overlap i tid. Man kan sige, at Nadveren er Jesu sidste måltid og samtidig kirkens første nadver. Når Paulus skriver om den nadver, han har lært at kende (fx 1. Korintherbrev kapitel 11,23-26 ) er det en reference til en praksis, som han er ny i – og alligevel er hans reference den ældste,  vi kender.

Når du spørger, om nadveren kun virker, idet du modtager den – eller om den er virksom hele tiden som Guds tilgivende nåde – så må jeg som bibellæser svare: Både-og!

De forskellige bibelskrifter lægger nemlig vægt på forskellige ting – og dermed lægger de op til forskellige kirkelige måder at gøre og tro på.



De tre evangelier, som står først i Det Ny Testamente (Mattæus, Markus, Lukas – som også kalde ”De synoptiske evangelier”) fortæller, at nadveren er Jesu sidste måltid – og de har lidt forskellig ordlyd i måden, hvorpå Jesus indstifter nadveren – dvs. måden, hvorpå Jesus lærer disciplene at fortsætte måltidet fremover. Forskellene skyldes nok de forskellige praksisser som har levet i de menigheder, hvori evangelieskriftet er opstået.

Det evangelieskrift, som er mest aktuelt for dit spørgsmål, er det fjerde evangelium: Johannesevangeliet. I Johannesevangeliet er der ikke en beskrivelse af Jesu sidste måltid, men derimod en beskrivelse af ”fodvaskningen” – et tegn på at være tjenere for hinanden. Johannesevangeliet har derimod nogle taler, som Jesus holder, hvori han siger ”Jeg er…” om sig selv. I kapitel 6 handler det meget om brød: Der er et under, hvor han bespiser 5000 mennesker – og så siger han om sig selv: ”Jeg er livets brød…” . Hele Johannesevangeliet er skrevet for at vække tro (Johannesevangeliet kapitel 20,30). ”Brødkapitlet” (kapitel 6) giver det indtryk, at Jesus er livsbrødet til syndernes forladelse – og at dette brød er noget, den troende får del i ved at tro. Det finder altså ikke bare sted i nadverfejringen, men i troen hele tiden.

Forskellige kirkesamfund opfatter nadveren forskelligt – og indenfor samme trossamfund er der også varierende opfattelser.



Hvis du tegner en trekant og skriver i hvert hjørne: ”reference”, ”drama”, ”magi”, vil du nogenlunde have den ramme, indenfor hvilken gudstjenesteopfattelserne bevæger sig. Hvis nadverens tilgivelse kun skulle finde sted i det øjeblik, du indtager måltidet, er vi henne i retning af ”magi”. I den modsatte ende ligger ”reference”. Dette betyder, at nadveren bare er en måde at genfortælle historien på, så vi kan huske den. ”Drama” betyder en slags indlevende genopførelse. Alle påskedagene i række får denne karakter af drama med deres forskellige stemninger, sorg, gru, jubel, eftertænksomhed – men rummer ikke andet, end et troende kan bære med sig på en tur i skoven.

Jeg forsøger at placere min gudstjeneste i midten. Det betyder, at jeg nok har det ligesom dig – hvilket jeg ikke ser som knudret, men som udtryk for samtidighed. Nadveren er noget som sker. Det sker, når det sker – og det sker også når det ikke sker – og når det sker, refererer det til, at det er sket en gang for alle. Jeg tror vi mennesker er lidt begrænsede i vores tidsopfattelse. Sproget kan som regel kun beskrive før og efter. Gud er nok en dimension, hvor før og efter ikke er bundet af rækkefølger – jeg kalder det evighed.

Læs mere om nadveren i Bibelen i Lisbet og Mogens Müllers Bibelleksikon eller i Gads Bibelleksikon.

Med venlig hilsen

Andreas Christensen

Andreas Christensen, cand.theol. og sognepræst i Hellig Kors Kirke på Nørrebro. Se hans andre brevkassesvar

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk