Tobias og Trine er på besøg hos oldefar. Han er meget gammel og husker ikke så godt. Og hvad er det for en mærkelig remse, han siger? Den er lidt svær, men alle kan bede fadervor, siger oldefar.



Ny bog i Tobias og Trine-serien sætter fokus på bøn. Et emne, der optager forfatteren Malene Fenger-Grøndahl. Hun mener, at fadervor kan være med til at binde os sammen på tværs af generationer og tid. Hun fortæller, hvordan hun på en rejse i Syrien før borgerkrigen trådte ind i en kirke, der kan dateres helt tilbage til 300-tallet. Her lød fadervor på aramæisk:



”Det gik virkelig op for mig, hvor fantastisk det er, at den bøn, Jesus selv gav os, siges højt overalt i verden, af mennesker i alle aldre, og at den har lydt i 2000 år. Den sætter os ind i et kæmpe menneskeligt fællesskab. Og man kan tage fadervor med sig overalt.”

Ske din vilje

Malene Fenger-Grøndahl mener, at vi lever i en tid, hvor især unge forventes at være kreative, forme deres eget liv, formulere sig og præstere:



”I fadervor kan vi læne os ind i noget, der allerede er. Og det giver en tryghed at kunne sige de samme ord, igen og igen, som generationer før os. Mine yndlingsord i fadervor er ’ske din vilje’ – det lyder jo helt umoderne, hvis ikke man selv skal sætte sig mål og efterstræbe dem. Men sikke en lettelse, at vi også nogle gange kan overlade det til Gud!”

”Fadervor kan ligesom bære sig selv”

Hun oplever, at bønnen giver en tryghed og en forudsigelighed, og at den kan give et fællesskab mellem børn og voksne. Selv er hun ikke vokset op med hverken bøn eller kirkegang – det kom til som voksen:



”For mig er bøn blevet en stadig påmindelse om, hvad jeg har i min gudsrelation. Det er et trygt sted at finde hen. Jeg havde nok en lidt intellektuel tilgang til fadervor til at starte med. Jeg ville gerne forstå alle ordene. Men med tiden har jeg lært blot at lade ordene lyde. Jeg har bedt med mine børn, siden de var små, og de har faktisk aldrig spurgt til, hvad de enkelte ord betyder. Fadervor kan ligesom bære sig selv, oplever jeg. De behøver hverken at føle eller tænke noget bestemt – men alligevel bliver fadervor som et varmt kram hver aften.”

Vi er blufærdige

Malene Fenger-Grøndahl oplever, at der godt kan være en blufærdighed omkring det med bøn, også mellem voksne og børn:



”Jeg tror, det hænger sammen med, at vi i bønnen skal turde være sårbare over for hinanden. Men samtidig står vi også med et fælles vilkår i bønnen – som mennesker, der henvender os til Gud i tillid til, at han, når alt kommer til alt, ved bedst.”



I bogen er det oldefar, der lærer Tobias og Trine fadervor. Dét valg er ganske bevidst:



”Mange fra den ældste generation har lært fadervor udenad i en tidlig alder. Og selv om oldefar i bogen er lidt dement, hænger ordene ved, fordi de bor i hjertet. På en måde går oldefar til bønnen som det lille barn igen – og dér opstår en forbindelse mellem ham og vores to hovedpersoner.”

Bøn er både glæde og alvor

Med bogen vil Malene Fenger-Grøndahl også fortælle, at bøn ikke behøver at være noget meget alvorligt:



”Bønnens rum er lige så meget et glædesfyldt rum. Børn er faktisk utrolig gode til at skifte mellem alvor og glæde. Og lade begge dele være til stede her og nu. Det kan vi voksne også lære noget af.”