21.05.2015 Bibelselskabet
Bjarne Reuter modtager Bibelselskabets Pris 2015
Den folkekære forfatter Bjarne Reuter modtager Bibelselskabets prestigefyldte pris for sin udgivelse Bogen, en genfortælling af Bibelen.
Bjarne Reuter er kendt for sin uovertrufne evne som fortæller. Som forfatter til de allerbedste og mest elskede historier i dansk litteratur, og der er vel næppe den skoleelev eller den spirende voksne, som ikke kender “Busters verden” eller “Når snerlen blomstrer”.
Bjarne Reuters forfatterskab udgør en del af vores litterære dna i Danmark, og man kunne jo foranlediges til at tænke: “Hvilken bog mangler Reuter at skrive?” Men jo, der var lige én! Og Bjarne Reuter takkede ja til opgaven “at genfortælle Bibelen til voksne”, og dermed blev endnu en klassiker født: Bogen.
Siden da har rigtig mange mennesker læst Bogen, som har vist sig at nå langt ud over den primære målgruppe, voksne læsere, som bogen som udgangspunkt var tiltænkt; mange unge finder den både let og drønspændende at læse, ligesom den bruges både i skolernes kristendomsundervisning og i konfirmandundervisningen. Det er bibelformidling, når det er allerbedst!
Bjarne Reuter genfortæller med saft og kraft og i et sprudlende sprog Bibelens historier, så de bliver nærværende for læseren. Med Reuters genfortælling af Bibelen kan vi alle mærke det varme ørkensand under sandalerne, for Bogen er en levende nyfortolkning af klassikeren over dem alle. Det, der fortælles i Bogen, er Bibelen her og nu!
Bibelselskabet har siden 2005 årligt uddelt en pris til en person, der på særlig fremragende vis har gjort Bibelen nærværende for samfundet. Den prestigefyldte pris består af 10.000 kroner og et indrammet originalblad fra Christian III’s bibel fra 1550.
Bjarne Reuter siger om at modtage prisen:
”Jeg er stolt, overrasket og beæret. Mit samarbejde med Bibelselskabet har været én stor glæde. Det er et dejligt hus at komme i.”
Med Bogen har Bjarne Reuter været på noget af en opgave. Det er nemlig første gang, han har begivet sig ud i en genfortælling.
”Da det jo ikke er nogen helt almindelig tekst, var det et arbejde, som stod på så godt som nat og dag i et helt år. At få netop den tekst, og navnlig Det Nye Testamente, ind under huden, var og er et stort privilegium,” siger han.
Bjarne Reuter har da heller ikke sluppet de bibelske fortællinger, efter at han har færdiggjort Bogen:
”Lang tid efter jeg havde afsluttet Bogen, tænkte jeg hver dag på Ruth i Ruths Bog og ikke mindst på kapitlet Det sidste måltid. Det var så drøjt at skrive, at jeg mange gange har skrevet det om igen, for skønt Bogen var udkommet, var og er det ikke en tekst, man nogensinde bliver færdig med, og jeg tror aldrig, jeg kan gå tur langs med Mølleåen, hvor jeg bor, uden at være på vej til Emmaus.”
Bibelselskabets Pris er ikke finansieret med indsamlede midler, men derimod med overskuddet fra salg og udgivelser fra Bibelselskabets Forlag.
Modtagere af Bibelselskabets Pris
2015: Forfatter Bjarne Reuter.
2014: Musiker Jonas H. Petersen.
2013: Teolog og Kierkegaard-forsker Niels Jørgen Cappelørn.
2012: Kunstner Arne Haugen Sørensen.
2011: Forfatter og projektchef Synne Garff.
2010: Musiker og tv-vært Sigurd Barrett.
2009: Sognepræst og forfatter Lisbeth Smedegaard Andersen.
2008: Professor Kirsten Nielsen.
2007: Præst og forfatter Johannes Møllehave.
2006: Sognepræst Knud Ove Mandrup.
2005: Tegner Peter Madsen.