Fastelavn er for mange ensbetydende med fest og ballade og gang i gaden. Disse billeder kan sætte enhver i den helt rette stemning til dette års fastelavn. For hvad er mere livsbekræftende end udklædte og glade børn?
Boller op, boller ned!
Fastelavnssøndag nærmer sig med hastige skridt - i år falder den festlige højtid den 15. februar, og landet over har kirker inviteret til fastelavnsgudstjeneste i den anledning.
Det er en fejring fuld af skæg og ballade, der indleder en 40 dage lang fastetid, som fører frem til påsken. Med denne billedserie kan man komme i den helt rette stemning til den forestående fastelavnsfest.
Billederne er taget i Sankt Jakobs kirke på Østerbro i København, og det er tydeligt at se, at fastelavn er en fejring lige i børnenes ånd.
Fastelavn er festen forud for fasten
Fastelavn indleder oprindeligt en 40 dage lang fasteperiode. Fasten knytter sig til den bibelske fortælling om de 40 dage, hvor Jesus blev fristet af djævelen i ørkenen. For enden af de 40 fastedage venter den glædelige påskebegivenhed. I dag er det meget få, som faster i perioden frem til påske, men de fleste danskere - og måske især børnefamilier - holder fastelavnstraditionen i live.