”Deltagere fortæller, at de efter et forløb med bibelsk traumehjælp oplever mere fred, sover bedre og føler sig tættere forbundet med Gud og andre mennesker,” fortæller Rebecca Taguma, som er administrerende direktør for Trauma Healing Institute i USA. Foto: Det Ukrainske Bibelselskab
”Deltagere fortæller, at de efter et forløb med bibelsk traumehjælp oplever mere fred, sover bedre og føler sig tættere forbundet med Gud og andre mennesker,” fortæller Rebecca Taguma, som er administrerende direktør for Trauma Healing Institute i USA. Foto: Det Ukrainske Bibelselskab

10.04.2025 Nanna Endahl Jørgensen

Bibelsk traumehjælp heler mennesker gennem tro og fællesskab

Bibelsk traumehjælp er en metode, der gennem kombinationen af moderne psykologisk forskning og Bibelens visdom hjælper mennesker med at bearbejde smertefulde oplevelser.

Mange mennesker verden over lever med dybe traumer. Krig, katastrofer, overgreb og tab sætter spor, og heling kan være en lang og svær proces. Bibelsk traumehjælp er en metode, der kombinerer moderne psykologisk forskning med Bibelens visdom for at hjælpe mennesker med at bearbejde smertefulde oplevelser.

Rebecca Taguma er administrerende direktør for Trauma Healing Institute, der de seneste 13 år har været en del af Det Amerikanske Bibelselskab. Her arbejder hun med bibelsk traumehjælp og uddanner kirker og lokalsamfund i metoden, så de kan støtte traumatiserede mennesker i hele USA. Med hendes ord bringer bibelsk traumehjælp mennesker sammen i et fællesskab, hvor de kan bearbejde deres smerte i lyset af Bibelen:

”Vi ser, at traumer ikke kun påvirker sindet og kroppen, men også sjælen. Vores bibelbaserede tilgang hjælper mennesker med at bearbejde smertefulde oplevelser og genfinde forbindelsen til Gud, andre mennesker og sig selv,” siger hun.

Det helende fællesskab

Det særlige ved bibelsk traumehjælp er, at helingen sker i fællesskab. Der bliver skabt et rum, hvor mennesker opdager, at de ikke er alene i deres smerte.

”Når vi møder mennesker i deres smerte og lytter til deres historier, sker der noget dybtgående. Fællesskabet og troen skaber en vej til heling,” fortæller Rebecca Taguma.

Uafhængige forskere har undersøgt effekten af bibelsk traumehjælp, og resultaterne viser, at metoden kan reducere PTSD

Hun forklarer, at bibelsk traumehjælp i praksis bygger på små grupper, hvor mennesker kan dele deres historier i trygge rammer. Bibelske fortællinger bruges af uddannede facilitatorer til at spejle deltagernes oplevelser.

”Job, David og selv Jesus oplevede smerte og afvisning. Når mennesker ser deres egne følelser spejlet i Bibelen, hjælper det dem til at forstå, at de ikke er alene,” siger Rebecca Taguma.

En dokumenteret effekt

Uafhængige forskere har undersøgt effekten af bibelsk traumehjælp, og resultaterne viser, at metoden kan reducere PTSD-symptomer (posttraumatisk stresssyndrom) og hjælpe mennesker med at håndtere sorg.

”Deltagere fortæller, at de efter et forløb oplever mere fred, sover bedre og føler sig tættere forbundet med Gud og andre mennesker,” fortæller Rebecca Taguma.

Metoden er gennem tiden blevet anvendt i 115 lande, hvor kirker og lokalsamfund er trænet i at facilitere traumegrupper.

”Vi ser et voksende behov, ikke kun i konfliktzoner, men også blandt mennesker, der har oplevet vold i hjemmet, seksuelle overgreb eller dødsfald,” siger hun.

Bibelsk traumehjælp erstatter ikke professionel terapi, men for mange mennesker rundt omkring i verden er det en af de få tilgængelige former for støtte. For sandheden er, at over en milliard mennesker i verden lever med traumatiske oplevelser.

Med rødder i krig og konflikt

  • Bibelsk traumehjælp blev oprindeligt udviklet som en reaktion på folkemordet i Rwanda og den blodige krig i DR Congo i slutningen af 1990’erne. 
  • Over en halv million mennesker fordelt på 115 lande har siden da været gennem et forløb med bibelsk traumehjælp. 
  • I 2024 var bibelsk traumehjælp aktivt i 84 lande, herunder Grækenland, Samoa og Slovakiet for første gang. 
  • 5.194 nye facilitatorer blev uddannet sidste år. De er nu klar til selv at lede grupper og udøve bibelsk traumehjælp.

Kilde: Trauma Healing Institute

”Der er simpelthen ikke nok psykologer til at hjælpe alle,” siger Rebecca Taguma.

Mange af de mennesker, de møder gennem traumehjælpen, har haft smertefulde oplevelser i kirkelige sammenhænge, hvilket de tager meget alvorligt.

”Vi bruger ikke vores metode til at rekruttere nye kristne. Vi samler heller ikke data om konverteringer. Når vi uddanner facilitatorer i bibelsk traumehjælp, understreger vi, at deres opgave er at skabe et trygt rum, hvor mennesker kan møde Gud på deres egne præmisser,” siger Rebecca Taguma og afslutter:

”Heling tager tid, men vi ved, at Gud arbejder i menneskers liv. Bibelsk traumehjælp åbner døren til håb”.

VIL DU STØTTE ARBEJDET MED BIBELSK TRAUMEHJÆLP VERDEN OVER?

Støt via Mobilepay 62903 eller bankoverførsel  reg.nr. 3001, kontonr. 9000488 mrk. 'traumehjælp'