Kvinderne i Langata-fængslet i Kenya er dybt traumatiseret af deres opvækst og den kriminalitet, de har været involveret i. Tilgivelse er et nøgleord, som leder til forandring. I bibelstudiegruppen diskuteres tilværelsen livligt, og de dybeste hemmeligheder deles. Foto: Synne Garff
Kvinderne i Langata-fængslet i Kenya er dybt traumatiseret af deres opvækst og den kriminalitet, de har været involveret i. Tilgivelse er et nøgleord, som leder til forandring. I bibelstudiegruppen diskuteres tilværelsen livligt, og de dybeste hemmeligheder deles. Foto: Synne Garff

Af Synne Garff, international chef

Bibelsk sjælesorg med Kenyas hårdeste forbrydere

Kvinderne i Langata Fængslet er udstødt og marginaliseret. De fleste har fået lange straffe og ser ikke familien. Men livet omkring Bibelen gør underværker

Langata Kvindefængsel er stærkt bevogtet af politifolk i grønne uniformer. Ingen passerer de tunge metallåger uden visitationspapirer. Dem har Det Kenyanske Bibelselskab heldigvis sørget for. På vej til fængslet passerer jeg Kibera, der går for at være verdens største slum med mere end 1 million indbyggere. Det er her en del af kvindefængslets indsatte er vokset op.

Den forrående Kibera-slum

Livet i  slummen er råt. Mere end halvdelen er arbejdsløse. Mange dulmer livet med den billige hjemmebryggede alkohol, Changaa. Børn ned til 10-års-alderen begynder dagen med den skrappe Changaa, der har en alkoholprocent på mere end 50 og et ofte faretruende højt indhold af Methanol, der ødelægger kroppens organer.

Nogle sidder apatisk op ad blikskurene, mens andre giver efter for frustrationerne og havner i slåskampe. Voldtægter, teenagegraviditeter og hiv-spredning er udbredt. For nogle kvinder kulminerer elendighederne i en fængselsdom. Mødrene medbringer deres børn under 5 år i Langata Fængslet. De passes om dagen i børnehaven, mens mødrene arbejder. De større børn overlades til familie, venner eller anbringes på børnehjem. Det er nogle af disse kvinder, jeg skal møde. Nogle af dem har fået dødsstraf. Deres håb er, at dommen ikke eksekveres.

Traumer på den sikrede afdeling

Joyce tager imod. Hun er en hjertelig, rund kvinde i trediverne. Joyce leder bibelstudierne. Jeg har medbragt bibler på swahili og engelsk, for de er efterspurgt.

”No camera. No camera”, siger hun straks, da hun får øje på min rygsæk fuld af fotoudstyr. Jeg snupper lommekameraet og rækker det spørgende frem imod hende. Joyce sonderer lynhurtigt den støvede plads, hiver en hvid vaskeklud op af lommen og pakker det forsigtigt omkring kameraet. Så nikker hun for at signalere, at jeg skal følge med.

Joyce finder inspiration til sin undervisning i et velafprøvet materiale fra Det Amerikanske Bibelselskab. Materialet består af et par hæfter, der handler om bibelsk sjælesorg. De rigt illustrerede sider er pædagogiske og udviklet af Dr. Harriet Hill i samarbejde med psykologer fra USA. 42 lande på fem kontinenter bruger bøgerne, der nu er oversat til 157 sprog. Bibelsk sjælesorg er det store mantra hos bibelselskaber i krigshærgede og hiv-ramte afrikanske lande. Med få dages uddannelse klædes kirkeledere på til at yde en slags psykologisk krisehjælp med udgangspunkt i Bibelen for traumatiserede i menigheden. Det er enkelt. Og det virker. I disse dage kimes Det Sydsudanesiske Bibelselskab ned af kirkeledere, der har hørt om sjælesorgen og gerne vil uddannes. Materialet bruges af både katolikker, protestanter og ortodokse. De passager, præsten måtte have en anden teologisk fortolkning af, kan han enten springe over eller dreje, så de passer hans kontekst.

Vi lukkes ind igennem endnu en høj låge med pigtråd foroven og træder nu ind på området for indsatte, der har begået kriminalitet af særlig grov karakter. De kommer fra hele Kenya. En gruppe kvindelige politifolk tjekker mine adgangspapirer og lader os passere. Joyce har sin vante gang i fængslet og er på god fod med personalet.

”Skal du benytte toilettet?” spørger hun og peger på en tynd trædør med krog. Toilettet består af et hul i cementgulvet.

Hårdt arbejde

I de små fængselsceller er der plads til otte kvinder i køjesenge. Ved klinikken er en gruppe kvinder i færd med at få deres medicin. Mange indsatte er hiv-smittet.

”De får det faktisk ofte bedre her, fordi de modtager deres medicin regelmæssigt”, oplyser Joyce. Alle indsatte har hvid-og-blå-stribede bomuldsdragter på, der sys af kvinderne selv. Vi går igennem systuen, hvor de indsatte sidder side om side. Kun de syge er fritaget fra arbejde. Størstedelen er afrikanere, men jeg hilser også på en pakistaner.

”Det var noget med nogle stoffer”, hvisker Joyce. ”Hun kommer til at sidde længe.”

Ved siden af pakistaneren er en kineser fordybet i at få sat perler på en snor, som var det livet om at gøre.

Skylden knuger

Den lille bibelgruppe på 10 kvinder giver hånd. De smiler, og tonen imellem dem er lattermild. Ser man bort fra fangedragten, ville man ikke lige tro, at man sad omgivet af Kenyas hårdeste forbrydere. Det slog mig, at det lige så godt kunne have været mig, der sad i den fangedragt. Hvordan ville jeg fx reagere, hvis min mand var fuld hele tiden og slog mine børn? Hvad hvis han smittede mig med hiv, fordi han havde andre kvinder? Hvad hvis han tvang mig til prostitution? Hvad kunne man så finde på i et tilspidset øjeblik påvirket af Methanol-dampende alkohol? En kvinde i slutningen af 20’erne er særligt imødekommende. Det er Viola, som er mor til to drenge på 12 og 14. Vi sætter os sammen på nogle mørke træbænke i en hestesko.

Mange af kvinderne er dybt traumatiseret af deres opvækst og den kriminalitet, de har været involveret i. Savnet af børnene er næsten ubærligt, skylden knuger, og luften er fuld af oplevelser, de aldrig har turdet at dele med andre. Igennem den tillid der er blevet skabt mellem Joyce og kvinderne, fortæller de mig frimodigt om deres lidelser. Nu grines der ikke mere. Alvoren har sænket sig.

”Joyce kan vi stole på”, lyder det fra en kvinde, der kom i klammeri med sin mand og endte med at slå ham ihjel. En anden fortæller åbent om sin hiv-status.

”Min mand smittede mig. Det var først, da jeg begyndte at sige det højt her i gruppen, at jeg fik det bedre”.

Kvinderne opfordres til at trøste andre hiv-ramte kristne ved at læse højt fra bibelen, ved at synge og bede for dem. De kan også skrive deres egen klagesang til Gud, ligesom David gjorde i Salmernes Bog kapitel 38, her kapitel 7-9:

Jeg er knuget og dybt nedbøjet, hele dagen går jeg sørgende omkring. Det brænder i mine lænder, og der er intet uskadt på min krop. Jeg er lammet og fuldstændig knust, jeg skriger i mit hjertes uro.

I det hele taget læses der meget højt fra Bibelen og bedes for hinanden, familierne og børnene, som må klare sig selv. Joyce har en mængde bibelcitater og historier, der spejler kvindernes situation. Hun læser Salmernes Bog, kapitel 34, vers 19:

Herren er nær ved dem, hvis hjerte er knust, han frelser dem, hvis ånd er sønderbrudt.

Og hun forklarer, at Gud er med dem i deres smerte. Jesus forstår menneskets smerte, fordi han selv led på korset. Han lidelse var værre end noget, de fleste af os nogensinde vil opleve. Kvinderne oplever, at de behandles værdigt. De hører om Jesus, der gik omkring i alle byerne og landsbyerne, underviste i synagogerne, prædikede evangeliet om Riget og helbredte al sygdom og lidelse. Jo, Jesus er med disse kvinder, der føler sig udstødte, marginaliserede og lagt for had. Joyce formidler i sin undervisning talrige historier om, at Jesus tager sig af dem. Som i Johannesevangeliet, kapitel 4, vers 9-10, hvor Jesus beder en samaritaner-kvinde om vand:

Den samaritanske kvinde sagde til ham: »Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?« – jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre.

Det får kvinderne til at ranke ryggen. Og så tales der ellers om tilgivelse, der er et nøgleord. Tilgivelse leder nemlig for alvor til forandring. Viola fortæller, at bibelstudiegruppen har givet hende mere ro i sindet.

”Jeg var så vred! På min familie, min svigermor, min eksmand, mig selv. Jeg har ikke den vrede mere, og det er blevet meget lettere at tale med familien. Jeg har tilgivet dem. Det hjalp virkelig.”

Leg og latter

Kvinderne er hårde ved sig selv. Men det lader Joyce dem ikke være. Hun fortæller, at de er elsket af Gud. Selv om hun medgiver, at det kan være svært at forstå, at Gud skulle være kærlig, når noget forfærdeligt er overgået en.

”Men det er han. Vi kender ikke hans veje”

Ærlighed er en del af undervisningens styrke. I bibeltimerne viser kvinderne deres sorg. Følelserne foldes ud. Det er måske elementært for en dansker, men det er det langt fra i visse afrikanske sammenhænge. Gruppediskussioner, rollespil og øvelser får sat ord på traumerne.

Joyce fortæller, at Bibelen peger på, at det er klogt at dele vores problemer med hinanden på en omsorgsfuld måde. Jesus havde stærke følelser og delte dem med sine disciple. Som den nat han blev forrådt:

Så tog han Peter og de to Zebedæussønner med sig. Og han blev grebet af sorg og angst. Da sagde han til dem: »Min sjæl er fortvivlet til døden. Bliv her og våg sammen med mig”!

”Og nu skal vi ud på gulvet!” erklærer Joyce.

Fem af os får hæftet et ternet A4-ark på trøjen, hvor der bl.a. står Malaria, og hiv. Og så løber vi ellers rundt på gulvet for i rollespil at illustrere, hvordan de forskellige sygdomme smitter. Latteren skyller igennem rummet, og medfanger kigger nysgerrigt ud igennem tremmerne fra de tilstødende lokaler. Det er befriende med latteren, og det er godt for de indsatte at få rørt sig. Maden i fængslet er kendt for at være ensformig og fuld af kulhydrater, typisk brune bønner, og mange tager på. Undervisningen har mange dimensioner.

Lys i mørkets dal

Det er tid til at komme videre. Jeg takker kvinderne for at have delt deres historier med mig. Det er lykkedes at tage et par fotos undervejs. Joyce har igen viklet kluden omkring kameraet. Jeg efterlader biblerne og giver Viola et eksemplar. Men før jeg går, bliver jeg nødt til at vide, hvordan den unge kvinde havnede i et væbnet røveri.

”Det gik skævt med min mand, jeg manglede mad til drengene, og pludselig havde jeg fået rodet mig ud i et røveri. Der var skyderier og ja…”

Viola smiler forlegent.

”Jeg havde aldrig begået noget ulovligt før. Det var dumt”.

Hun har siddet inde i 4 år. Og kan komme til at vente længe endnu. Man ved aldrig med det kenyanske retssystem. Nogle indsatte har ventet i årevis på en dom. Også uskyldige. Alle har en grund til at være opfyldt af vrede og håbløshed i Langata Fængslet. Men livfulde Joyce møder kvinderne med åbne arme, uden fordømmelse. Hun lytter tålmodigt og omslutter hver og en med kærlighed. Bibelens ord om næstekærlighed udleves. De mørke følelser forsvinder selvfølgelig ikke med et trylleslag. Men i bibeltimen skabes der plads til oprigtige samtaler om hjertesorger, og ånden får en mulighed for at udfolde sig. Bibeltimen er et åndehul, der forløser noget godt i kvinderne. Mit blik falder på Salmernes bog kapitel 23, vers 4-5, som Joyce tidligere har læst højt for kvinderne:

Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst.

Du dækker bord for mig for øjnene af mine fjender. Du salver mit hoved med olie, mit bæger er fyldt til overflod.

*

Tusind tak til Margaret Hill fra The Trauma Healing Institute ved Det Amerikanske Bibelselskab. Tak for assistance i Langata Fængslet og for tålmodige svar på mine mange spørgsmål. Margaret Hill er bosiddende i Nairobi og har arbejdet med bibelsk sjælesorg i mere end ti år. Hun har desuden været med til at udvikle materialet, som anvendes i mere end 42 lande.