Efter seks år som generalsekretær for Bibelselskabet har Birgitte Stoklund Larsen valgt at stoppe som generalsekretær
”Det er med stor beklagelse, at bestyrelsen for Bibelselskabet har modtaget Birgitte Stoklund Larsens ønske om at fratræde stillingen som generalsekretær for Bibelselskabet”, siger Peder Ø. Andreasen, formand for Bibelselskabets bestyrelse, og fortsætter:
”Bestyrelsen har været meget glade for samarbejdet med Birgitte. Hun har opnået bemærkelsesværdige resultater og afleverer Bibelselskabet i rigtig god form.”
Birgitte Stoklund Larsen kom til Bibelselskabet i 2015 og fratræder stillingen i slutningen af september.
”Det har været et privilegium at være generalsekretær på Bibelselskabet i en periode, hvor vi har færdiggjort den nudanske oversættelse, Bibelen 2020. Det har på alle måder været en stor og givende opgave”, siger Birgitte Stoklund Larsen og fortsætter:
”Bibelselskabet er et godt sted nu, og der er et nyt stort oversættelsesprojekt i støbeskeen, så det er et oplagt tidspunkt at give stafetten videre. Jeg har været glad for den store tillid, bestyrelsen har vist mig, og jeg vil helt sikkert komme til at savne samarbejdet med de dygtige medarbejdere.”
Birgitte Stoklund Larsen tiltræder i efteråret som stiftskonsulent i Helsingør Stift.
Se stillingsopslag: Udviklingsorienteret generalsekretær søges