30.08.2021 Pressemeddelelse
Bibelselskabet har ansat ny generalsekretær
Det Danske Bibelselskab har ansat ny generalsekretær fra 1. oktober 2021
45-årige Johannes Baun er ny generalsekretær for Det Danske Bibelselskab.
- Vi i bestyrelsen har den største respekt for de resultater, som Johannes Baun har opnået i sine tidligere ansættelser hos blandt andet Weekendavisen og Kristeligt Dagblads Forlag. Vi er overbeviste om, at han er den rette person til at stå i spidsen for Bibelselskabet, siger bestyrelsesformand Peder Ø. Andreasen og fortsætter:
- Johannes Bauns professionalisme og grundighed er centrale kompetencer i en organisation, der favner på tværs af kristne trossamfund i Danmark.
Johannes Baun er uddannet cand.mag. i litteraturvidenskab og retorik og har tidligere været forlagschef hos Kristeligt Dagblads Forlag, litteraturredaktør ved Weekendavisen og forlagsredaktør hos Rosinante&Co.
Bibelselskabet har dog én bog, som ingen af de øvrige havde, som Johannes Baun ser frem til at arbejde med.
- Ingen bog har haft større betydning for vestlig kultur, dannelse og åndsliv end Bibelen. Ingen bog har haft større betydning for mig. For Bibelen er et værk, man kan leve og dø på, men aldrig bliver færdig med. Man har altid noget til gode, siger Johannes Baun og fortsætter:
- Derfor glæder jeg mig enormt til at arbejde for at øge kendskabet til Bibelen og alle de fortællinger, der både former os som mennesker og som samfund.
Johannes Baun afløser Birgitte Stoklund Larsen, der forlader Bibelselskabet den 30. september 2021 efter seks år som generalsekretær for at blive stiftskonsulent og sognepræst i Helsingør Stift.
Bibelselskabet, som blev stiftet i 1814, er en almennyttig, kirkelig organisation. Bibelselskabet udgiver den autoriserede oversættelse af Bibelen, som benyttes i folkekirken og af de fleste andre kirkesamfund i Danmark. Bibelselskabet driver forlag og boghandel. Hertil kommer arbejde med fundraising til formålsbestemt virksomhed samt bibeloplysning i Danmark såvel som ude i verden. Hendes Majestæt Dronningen er Bibelselskabets protektor.
For yderligere information kan følgende kontaktes:
Bestyrelsesformand Peder Ø. Andreasen via tlf. 2013 1400
Kommende generalsekretær Johannes Baun via tlf. 2018 4045