Marianne på Dronninglund efterskole.
Marianne, som er lærer på Dronninglund Efterskole, fortæller bibelhistorier for eleverne. Pressefoto.

20.04.2017 Emily Helle Bredholt Andersen

Bibelfortælling giver kristendommen videre til næste generation

Knud Jacobsen har fortalt bibelhistorier i mere end 20 år og nu har han også hjulpet lærerne på Dronninglund Efterskole i gang med bibelfortælling.

Knud Jacobsen kan huske lige præcis, hvor Adam og Eva gemte sig for Gud: I staudebedet hjemme i Knuds have. At historien om Adam og Eva har sat sig så godt fast i Knuds hukommelse skyldes bibelfortælling. Ifølge Knud er det nemlig bibelfortælling, der bringer kristendommen videre og får os til at huske historierne.

Bibelfortælling formidler kristendommen

Det var en stor glæde for Knud Jacobsen, da han blev tilknyttet et projekt på Dronninglund Efterskole, hvor han skulle undervise lærerne i bibelfortælling. For Knud er bibelfortælling et grundlæggende og vigtigt element i kristendommen:

”Vi har en forpligtelse til at gå ud og forkynde evangeliet. Vi har en forpligtelse til at bringe budskabet videre til den næste generation og det sker gennem fortællingen. Derfor er bibelfortælling så vigtig”

Man kan kun fortælle sine egne fortællinger

For Knud er der to succeskriterier i bibelfortælling. 1) Det skal være en god historie og 2) fortællingen skal føre mod Kristus. For en garvet historiefortæller som Knud, der har fortalt bibelhistorier i mere end 20 år, er det ingen sag at hive en god historie ud af ærmet. Men for lærerne på Dronninglund Efterskole, var der lige en usikkerhed, der skulle overvindes, og en kreativitet, der skulle findes frem.

Selvom Knud på forhånd havde udarbejdet et omfattende materiale til lærerne, med fortællinger, kommentarer og billeder, var det vigtigt for ham, at lærerne blev inspireret til at fortælle deres egne historier. For ligesom der er succeskriterier for bibelfortælling, er der også en faldgrube; man kan kun fortælle sine egne fortællinger.

Derfor var Knuds største opgave i samarbejdet med efterskolen at inspirere lærerne til at fortælle deres egne bibelhistorier og hjælpe dem til at komme derhen, hvor fortællingerne foregår.

En succes

Efter Knuds forløb på efterskolen, fortalte lærerne bibelhistorier hver morgen i en måned. Og det var en succes. Knud fortæller:

”Fortællingen fanger de unge mennesker, og lærerne er kommet over den usikkerhed, at det kan være svært at fortælle bibelhistorier”

Videre i planen er nu, at Dronninglund Efterskole også vil bruge bibelfortælling til den næste årgang af elever. Derudover har efterskolen planer om at samle Knuds materiale i et kompendium, som kan deles til andre, der har lyst til at give sig i kast med bibelfortælling.

Det foreløbige materiale kan fås ved henvendelse til Knud: knud.j@dadlnet.dk.

Tre gode råd til bibelfortælling

1) Man kan ikke fortælle andres fortællinger, så derfor skal man altid fortælle sin egen.

2) Fortællingen skal tage udgangspunkt i en god historie, og man skal altid vide, hvor historien skal føre hen.

3) Bibelfortællinger skal altid føre mod Kristus. Brug tid på at tænke over, hvad den evangeliske pointe er i teksten.