Guds mund

Det er ikke det magiske, der fylder mest i fortællingerne om profeter i Det Gamle Testamente. Ganske vist hører vi nogle drabelige historier om profeterne Elias og Elisa, som bekæmpede troen på afguder med mirakuløse midler og kunne sørge for, at melkrukken aldrig blev tom hos en fattig enke (se Første Kongebog kapitel 17-18).

Men den vigtigste opgave for en profet var at tale til israelitterne på Guds vegne. Når de var på afveje og ikke fulgte Guds vilje – og det skete tit – talte Gud til dem gennem profeterne og sagde, 1) hvad der var galt, 2) hvad der kunne ske, hvis de fortsatte, og 3) hvad de skulle gøre i stedet. Samuels- og Kongebøgerne er fulde af sådanne fortællinger.

Et andet emne, der optog profeterne, var den sociale retfærdighed i Israel, for det er imod Guds vilje, at rige udbytter fattige og at korrupte dommere dømmer uretfærdigt. Dette tema finder vi bl.a. hos profeterne Amos og Hoseas, der levede i det 8. årh. f.Kr.

Profeter og konger

Profeterne var også rådgivere for kongerne. En berømt fortælling handler om Esajas, der under en krig trøster den modløse kong Akaz og lover ham, at Gud vil hjælpe ham i krigen. Som et tegn på det siger profeten: ”Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel.” (Esajas’ Bog, kapitel 7, vers 14).

Profeter og profetbøger

Profetbøgerne har en lang historie. Nogle af profeternes ord blev skrevet ned af deres tilhængere, og i de følgende århundreder blev der føjet flere teologiske overvejelser til. Det Gamle Testamente rummer i alt 14 profetbøger, nemlig ”de fire store,” Esajas’, Jeremias’, Ezekiels og Daniels bøger, og ”de 12 små,” fra Hoseas’ til Malakias’ bog allersidst i Det Gamle Testamente. Her kan vi se, hvordan en række temaer går igen i forskellig udformning. Vigtigst er advarslen mod at dyrke andre guder end Israels Gud, Herren.

En del profetbøger indeholder overvejelser over, hvordan det kunne gå til, at babylonerne indtog Jerusalem i 587 f.Kr., og dermed også overvejelser over skyld og synd. Var Jerusalems fald i virkeligheden Guds straf for folkets frafald? Og hvad kunne man gøre for at formilde ham? Nogle af profeterne anbefaler, at man skal vende sig bort fra de fremmede guder. Andre siger trøstende, at Gud selv vil helbrede folkets frafald og føre dem hjem til Jerusalem igen. Engang, siger profeten Esajas, vil der komme en fredsfyrste af kong Davids slægt, og der vil indtræffe et evigt fredsrige (se Esajas’ Bog, kapitel 9 og 11).

I Det Gamle Testamente er profeternes opgaver at tale til israelitterne om Guds vilje, ikke kun om hans vrede, men også om hans omsorg og kærlighed til sit folk.

Forudsagde profeterne Kristus?

Det er sådanne udsagn, der – sammen med løftet om jomfruens søn i Esajas’ Bog kapitel 7 – fører til, at man i kristendommen tit opfatter profeterne som forudsigere af Jesus. Det Nye Testamente citerer ofte fra Det Gamle – se under bogstav C for Citat. På den måde blev kristendommen forankret i jødedommen, og de første kristne kunne se, at Jesus' fødsel allerede var forudbestemt af Gud. Det holder ikke stik for en historisk betragtning, men det giver god teologisk mening.

Else Kragelund Holt er tidligere lektor i Det Gamle Testamente ved Aarhus Universitet med særlig interesse for profetisme og poesi og for Det Gamle Testamentes teologi. Hun har bl.a. bidraget til ny-oversættelsen af Det Gamle Testamente i Bibelen 2020 og er initiativtager til bogen Gud og os - teologiske læsninger af Det Gamle Testamente i det 21. århundrede.