Fortællingerne i Første Mosebog om brødrene Esau og Jakob og om Jakobs kamp med Gud (Første Mosebog 32,29 og 35,10) kan ses som en indgang til at forstå både jødedommen og kristendommen. Gudsforholdet etableres i den besejrede Jakobs nye navn: Israel. Navnet udgør sprogligt set en sætning, som betyder: Gud kæmper!

Både Det Gamle og Det Nye Testamente kan læses som en kamp mellem Gud og menneske. Betydningen af navnet Israel klinger med i både jødedommen og kristendommen og er definerende for det dybeste indhold i dem. Gud kæmper for og med mennesket. Mennesket kommer mærket og halt ud af den kamp. Mennesket bliver derfor set som én, der har brug for Guds hjælp mod det onde i sig selv og i verden.

Vi er hermed i gang med en teologisk tolkning af navnet Israel. Teologi kan forklares som udsagn og læresætninger om Gud. Israelitterne kaldte Gud for Jahve. Hele Det Gamle Testamente bæres af en forståelse af, at Israel er Jahves udvalgte folk.  Hans omsorg for verden, hensigten med skabelsen, verdens tilblivelse med mennesket i verden kommer til udtryk i forholdet til folket Israel. Her kan alle mennesker se Jahves eksemplariske gerninger og slutte sig til dem. Altså omvende sig og vende sig bort fra det, de hidtil har troet, og fra de principper, regler og ritualer, de har levet efter.

Jahve indgår en pagt med Israel, han vil føre sit folk frem til et landområde, hvor de skal bo. De stilles i udsigt, at de skal blive bofaste og ophøre med at leve som nomader. Jakobs kamp med den ukendte i vadestedet er begyndelsen på udvælgelsen og et løfte om Jahves evige interesse og omsorg for folket. Udvælgelsen er det gennemgående tema i fortællingerne om patriarkerne, om opholdet i Ægypten, om udfrielsen og vandringen mod ”det forjættede land” (Se Anden Mosebog). Moses og de 12 stammer er Jahves ”redskaber” frem til erobringen af Kana’ans land, som skildres i Josvabogen.

I Det Nye Testamente anvendes Israel i den teologiske betydning om Guds udvalgte folk fx i Matthæusevangeliet 8,10 og 10,6 desuden i Lukasevangeliet 2,25-35. Paulus bruger fx udtrykket i Romerbrevet 11,26, hvor han siger til tilhørerne, at de er bærere af Guds løfte om frelse. De er altså Israel, pagtsfolket. Umiddelbart forud for dette, skriver han om ikke-jøder, at de som ”vilde olivengrene” kan podes ind ”på et ædelt oliventræ”. I Galaterbrevet 6,16 antyder Paulus, at han tolker ”Guds Israel” som den kristne menighed. Pointen er, at den inkarnerede Gud i Jesus Kristus kæmper med mennesket (som med Jakob) og for mennesket for at befri det fra det onde og gøre det ”bofast” i Guds rige.

En historisk/politisk betydning af Israel kommer frem i Første Kongebog og Anden Kongebog, hvor navnet Israel anvendes om den nordlige del af landet. Den sydlige del af landet kaldes Sydriget. Israel ses i den sammenhæng som en nation, en politisk enhed.

Poul Henning Bartholin er cand.theol. og tidligere domprovst i Aarhus.