Helligånden spiller en vigtig rolle i Det Nye Testamente, og alligevel er den ikke nem at få fast greb om. For ”vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen,” som Jesus siger om Ånden i Johannesevangeliet kapitel 3.

Den er med, da Jesus undfanges, døbes og dør, og den handler ved Jesus, hans apostle, i profeti, helbredelser og tungetale – og blandt dem, der tror. Den beskrives som en due (ved dåben) og tunger af ild (på pinsedagen), og i Bibelen kender vi den også som Guds ånd, Kristi ånd, Talsmanden eller blot Ånden.

I alle fire evangelier udstyres Jesus med Helligånden i forbindelse med dåben, og i Apostlenes Gerninger spiller den en aktiv rolle i den tidligste missions historie. 85 gange optræder ordet ”Helligånden” i Det Nye Testamente, 40 af gangene i Apostlenes Gerninger. Ordet forekommer ikke i Det Gamle Testamente, men vi finder beslægtede udtryksmåder i Salmernes Bog kapitel 51 (”din hellige ånd”) og i Esajas’ Bog kapitel 63 (”hans hellige ånd”). Fra disse og andre gammeltestamentlige tekster stammer ideen om Helligånden som det, at Guds ånd sendes til Messias og til folket.

Betegnelsen ”Guds ånd” forekommer ca. 20 gange i Det Nye Testamente, mens ”Ånden” optræder hele 150 gange. I Johannesevangeliet kaldes Helligånden for ”Talsmanden”; den spiller især en rolle for forståelsen af Jesus’ ord efter hans død. Paulus tolker menighedernes forskellige nådegaver som udslag af Helligåndens virke, for eksempel i Paulus’ Første Brev til Korintherne kapitel 12-14. Ja, hele den troendes liv er et liv i Ånden, og menigheden kan han kalde dét tempel, hvori Guds ånd bor.

I klassisk kristendom knyttes Helligånden tæt sammen med en formidlingsrolle mellem Gud og mennesker og er den, der giver mennesker troen på kristendommens sandhed. Det begrundes bibelsk ved brugen af betegnelsen ”Talsmanden” og beskrivelsen i Apostlenes Gerninger af begivenhederne i pinsen efter Kristi himmelfart. I særdeleshed knyttes den tæt til dåben, hvor den døbte antages at få skænket Helligånden.

Helligånden gør Gud levende og virkelig for mennesker til alle tider og på alle steder. Det fortælles i Apostlenes Gerninger kapitel 2, at da Helligånden kommer over disciplene den allerførste pinse, fortæller de om Jesus og hans død og opstandelse, så alle mennesker kan forstå det, uanset hvor i verden de stammer fra. Det bliver levende og nærværende for dem.

Helligånden gør altså, at vi overhovedet kan tale om Gud, så det bliver virkeligt og får betydning for mennesker den dag i dag. Med Helligånden kommer Gud tæt på os som luften, vi ånder. Han bruger vores sprog, han taler ind i vores tid og aktualiserer budskabet i forhold til den sammenhæng, vi står i. Dét er, hvad Helligånden gør.