Kære venner.

Jeg, udsendt af Bibelselskabet, skriver til jer, Bibelselskabets abonnenter, medlemmer og gæster på hjemmesiden. Guds fred!

Hvis dette var et brev, som vi kender dem fra Det Nye Testamente, kunne dét være begyndelsen: en indledning med afsender, modtager og et kristeligt brevønske. I Paulus' Brev til Romerne hedder ønsket:

”For jeg længes efter at se jer, for at jeg kan give jer af Åndens gaver, så at I kan blive styrket, eller rettere: så at vi sammen kan opmuntres ved vor fælles tro, jeres og min.” (Romerbrevet 1,11-12)

Derefter følger selve brevets anliggende, som kan være svar på stillede spørgsmål, advarsler mod kætteri, en understregning af den fælles tro, formaninger – eller et miks af det hele. Brevet slutter gerne med hilsner og endnu et fromt brevønske.

Vi kender også til breve i Det Gamle Testamente, for eksempel Jeremias’ Brev til de landflygtige i Babylon i Jeremias' Bog 29,4-23. Men det er på nytestamentlig tid, at brevformen for alvor bliver udbredt efter græsk forbillede.

Paulus er vores absolut vigtigste brevskriver. I Det Nye Testamente er der i alt 13 breve, som bærer hans navn, men ved at sammenligne dem sprogligt og indholdsmæssigt mener forskningen, at syv breve med sikkerhed må være ægte (Romerbrevet, Første og Andet Korintherbrev, Galaterbrevet, Filipperbrevet, Første Thessalonikerbrev og Filemonbrevet), mens der er mere eller mindre sikkerhed angående de resterendes ægthed. De resterende breve i Det Nye Testamente har forskelligt indhold og form. Under ét kaldes de gerne de katolske (dvs. ”almindelige”) breve. De fleste regner også Johannes’ Åbenbaring med til brevlitteraturen.

Venner bør være sammen, men det kan jo som bekendt ikke altid lade sig gøre, og da kan brevet træde ind som erstatning for brevskriverens fravær. Kloge folk kalder det et erstatningsnærvær, for selv om brevskriveren er fraværende i legemet, er han nærværende i talen, også helt konkret: Man mener, at brevene er blevet læst højt i menighederne, også omkring gudstjenester. Ganske, som vi gør i dag.

Almindeligvis har vi kun de breve, der er blevet sendt til os. Vi har ikke dem, vi selv har sendt. Sådan er det også lidt med Paulus’ breve: Vi ved faktisk ikke med sikkerhed, hvad menighederne for eksempel har spurgt Paulus til råds om, eller hvad de har bokset med, men ofte kan vi udlede det af brevet. Tag Galaterbrevet, hvor det tydeligvis handler om, at nogle er kommet til menigheden og sagt, at de bør omskæres, hvis de vil tro på Kristus. Paulus er af en anden holdning, og dét er man ikke i tvivl om. Eller tag Paulus' Første Brev til Korintherne, hvor man imellem al den gode tale om kærligheden forstår, at han (også) søger at mægle mellem fraktioner i menigheden.

Med undtagelse af Romerbrevet skriver Paulus til menigheder, han selv har grundlagt. Han var tit ude at rejse og derfor ofte væk fra sine menigheder. Han havde brug for at holde kontakten og opretholde sin autoritet i menigheden, omvendt var menigheden afhængige af ham og hans belæring. Således opstod det apostolske brev, som nærmest kommer til at danne skole blandt de første generationer af Kristustroende. Der opstod en hel brevlitteratur efter paulinsk forbillede, og sammen med Paulus’ egne breve bliver de så vigtige dengang og siden, at hele 22 af de 27 skrifter i Det Nye Testamente, som vi kender det i dag, har form af brev.

Så det er bare at gå i gang – de er også skrevet til dig!

Med venlig hilsen

Thomas Godsk Larsen

P.S. Jeg lovede i ABC-artiklen om A en forklaring på ordet ’epistel’. Det kommer af det græske ord ’epistole’ afledt af ’epistellein’, som betyder ’at tilsende’. Altså, et andet ord for ’brev’.

P.P.S. Læs med næste gang, når vi ser på, hvor stor en rolle citater spiller i Bibelen.