Bibelen kan siges at være åbenbaringen af Guds væsen og vilje, så hvad er da mere passende end at slutte Bibelens ABC med netop Å for åbenbaring?

En anden, lidt blødere måde at formulere det på, er at sige, at Bibelen er et menneskeligt vidnesbyrd om Guds handlinger – at Bibelen, med den schweiziske teolog Karl Barths ord, er Guds ord i menneskeord.

Guds ryg og telt

Åbenbaringen af Gud er således ikke en umiddelbar åbenbaring, så at sige ansigt til ansigt. Ordene i Johannesevangeliet 1,18: ”Ingen har nogen sinde set Gud” synes også at gælde i Det Gamle Testamente, hvor det i Anden Mosebog 33,20 hedder: ”Du får ikke lov at se mit ansigt, for intet menneske kan se mig og beholde livet.” Det nærmeste, vi kommer en umiddelbar åbenbaring i Bibelen, er fortællingen i samme kapitel i Anden Mosebog, hvor Moses får lov til at se Gud fra ryggen.

I Anden Mosebogs fortællinger om ørkenvandringen træffer vi på Åbenbaringsteltet, der i nogle af beretningerne er et telt, der er opstillet uden for israelitternes lejr. Her modtages guddommelige åbenbaringer; når Moses træder derind, lægger en skysøjle sig over indgangen, og Jahve taler. I andre beretninger er Åbenbaringsteltet en helligdom, der er placeret midt i lejren; dens funktion er som et tempels, bortset fra, at Åbenbaringsteltet er transportabelt.

Profeterne, skaberværket og de sidste tider

Mange af de profeter, vi møder i Det Gamle Testamente, bliver kaldet ved særlige åbenbaringer. Deres opgave består i at forkynde, hvad Gud ønsker sig af folket, at revse og at tyde de hændelser, der overgår eller har overgået folket. Deres profetier gælder således ofte konkrete historiske begivenheder (se for eksempel Esajas' Bog 6, Jeremias' Bog 1 og Ezekiels Bog 1-3).

Guds magt og vælde kan også åbenbare sig i hans skaberværk og i hans omsorg for sin skabning (se for eksempel Salmernes Bog 104 og Esajas' Bog 40,12-31), ligesom vi også møder åbenbaringer i de såkaldte apokalyptiske skrifter, der blotlægger begivenheder i de sidste tider (se især Daniels Bog i Det Gamle Testamente og Johannes’ Åbenbaring i Det Nye Testamente).

Jesus af Nazaret

I Det Nye Testamente er åbenbaringen nært knyttet til Jesus af Nazaret, hvis ord og gerning for den kristne menighed bliver Guds altafgørende åbenbaring. Dermed rummer Det Gamle Testamente en foreløbig åbenbaring, der nu citeres i Det Nye Testamente og realiseres i Kristus. Hos Paulus bliver det til et opgør med den jødiske lovforståelse til fordel for Guds universelle frelsesvilje, som Han har muliggjort i troen på Kristus (se for eksempel Romerbrevet 2,12-3,31).

Opfattelsen af Guds åbenbaring i Jesus Kristus finder vel sit mest kendte udtryk i Johannesevangeliet 1,14’s ord om, at ordet blev kød, og sammenfattes i Hebræerbrevets kapitel 1, som taler om, hvordan Gud i fortiden har talt til fædrene gennem profeterne, men nu taler til os gennem sin søn, som Gud ”har indsat som arving til alle ting, ved hvem han også har skabt verden.” Det altafgørende addendum til Johannesevangeliets ord om, at ingen nogen sinde har set Gud, bliver da, at Jesus Kristus ”den Enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk” (Johannesevangeliet 1,18). Og efter sin død og opstandelse fortsætter hans åbenbaring i menighederne takket være Helligånden, som vi blandt andet læser om i Apostlenes Gerninger.