17.02.2016 Inge Haandsbæk Jensen
Asylansøger truet på livet for at konvertere til kristendommen
I Nordjylland har en asylansøger modtaget dødstrusler efter at være konverteret fra islam til kristendommen. Truslerne kommer ikke spor bag på international chef Synne Garff
En asylansøger, som bor på et asylcenter i Brønderslev, er på Facebook blevet truet på livet, fordi vedkommende har konverteret fra islam til kristendom, skriver DR Nyheder Nordjylland.
Meldingen, som DR Nyheder har fået aktindsigt i, beskrives som ’bekymrende’ og er en af fem konkrete indberetninger, som Udlændingestyrelsen har modtaget fra de danske asylcentre.
Indberetningen er sket på baggrund af terrorangrebet i Paris den 13. november, hvor Udlændingestyrelsen bad de danske asylcentre om eksempler på radikalisering i Danmark.
Læs også: Professor Jakob Skovgaard Petersen om konsekvenserne for frafald fra islam
Kulturchok ved porno, druk og ateisme
Det kan ikke undre, at der også kommer konflikter mellem konvertitter og muslimer i Danmark, mener Synne Garff, international chef i Bibelselskabet, som i flere år har arbejdet for religionsfrihed og støtte til forfulgte kristne i Mellemøsten og Nordafrika:
”Konvertitter lever til tider livet farligt, både i Danmark og i udlandet, og forholdene i Nordafrika og Mellemøsten er blevet markant værre de seneste år. De anses ofte for at være forrædere og bliver udstødt socialt eller slået ihjel. Og derfor vælger mange at holde deres trosliv skjult og lever et dobbeltliv,” vurderer hun efter at have besøgt og talt med kristne konvertitter fra blandt andet Syrien og Irak.
Da Synne Garff kort før jul var i Jordan til en konference med 60 kirkeledere, blev hun betroet horrible historier om kristenforfølgelser og tiltagende islamistisk fundamentalisme:
”Mange muslimske migranter og flygtninge i Danmark kommer fra områder med nul-tolerance over for kristendommen, ja over for andre religioner i det hele taget. Når muslimer kommer til Europa, får nogle et kulturchok. De ser pornografien, de oplever unge kvinder gå klædt i lårkorte kjoler, og de ser, hvordan folk drikker uhæmmet. De bliver vidne til sekularismen og ateismen, der håner religioner, og de oplever en liberal kristendom med løse grænser.
Det får nogle til at træde et skridt tilbage for at passe på familien. Nogle af disse migranter og flygtningefamilier har tendens til at koble kristne sammen med vestlig dekadence og kolonialisme, og der er slet ikke plads til, hvis et medlem af familien konverterer,” fortæller Synne Garff.
Vi har trosfrihed i Danmark
Hun mener, at der er stort behov for oplysning om kristendommen, som i dens oprindelse er en mellemøstlig religion.
Nogle muslimer ser da også ligheder frem for forskelle, fortæller Synne Garff, som i sit arbejde har mødt mange fornuftige og fredssøgende muslimer med respekt for Bibelen og kristendommen:
”Vi deler jo mange historier fra Det Gamle Testamente. Asylansøgere skal blot vide, at vi har trosfrihed i Danmark, og det gælder altså både for muslimer, kristne – og konvertitter.”
Prof. Jakob Skovgaard-Petersen, Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier
Om frafald fra islam:
"Hvis en muslim vælger at skifte til en anden religion, kaldes det frafald eller ridda. Det har gennem historien været straffet med døden, i alt fald i teorien: I den klassiske islamiske jura skal den frafaldne tilbydes at vende tilbage til islam, og hvis han afviser det, skal han henrettes."
Læs mere her