Anmeldelse: Survivor’s Guilt på arken – Hollywoodfilmen Noa og tegneserien af samme navn

Bogen og filmen

Som det fremgår af det foregående, er film og tegneserie blevet til i tæt forening, og de minder da også ganske meget om hinanden. Der er ikke tale om markante forskelle i plot og persongalleri i de to udgaver, men tegneserien har, som det så ofte er tilfældet med det skrevne (og tegnede) ord over for filmen, en dybde og kompleksitet i fortællingen, som man ikke har ment var passende i et klassisk hollywooddrama. Det er der uden tvivl gode dramaturgiske og fortælletekniske grunde til. Det nytter jo ikke noget, at et filmpublikum falder af i svinget på grund af en indviklet baggrundshistorie, når først arken stævner ud. Det medfører dog alligevel – som det så ofte gør – at filmudgaven fremstår lidt ’flad’ og unuanceret i forhold til sit tegnede forlæg. Disse forskelle vil jeg vende tilbage til, men først skal vi have et kort resumé af handlingen.

En dystopi

Noa og hans familie, der består af hustruen, Naameh, de tre sønner, Sem, Kam og Jafet, og plejedatteren, Ila, lever som selvvalgte outsidere i en verden, der synes fuldstændig udpint og rent ud sagt døden nær. Særligt i tegneserien vækker billederne associationer til den mørkeste sci-fi dystopi, hvor kloden vrider sig i dødskrampe. En uendelig tørke plager jorden, dyr og planter er så godt som borte, og de få dyr, der stikker snuden frem, bliver nedslagtet af de kødædende og nådesløse mennesker, der bebor denne ruin af en verden.

Noa er anderledes. Han har trukket sig tilbage fra menneskenes samfund, han hjælper sårede dyr, og han har så megen respekt for skaberværket, at han irettesætter sin søn for at plukke nogle af de få og forblæste blomster til mor, blot fordi de er smukke. Blomsten har det bedre, hvor den er.

I dette univers er Gud, Skaberen, en fjern og vred guddom, der for længst er holdt op med at tale til mennesker. Der hviler kun en rugende og såret tavshed over verden. Midt i denne håbløshed begynder Noa at se syner; regn, der falder fra himlen, og en vældig oversvømmelse, der vil ødelægge jorden. Lidt efter lidt går det op for ham, at det er Skaberens plan at udslette menneskeheden, og så går arbejdet med at bygge arken i gang.

Survivor’s Guilt

Modstanderen i historien er Tubal-Kain, som den opmærksomme bibellæser vil kende fra Kains stamtavle i 1 Mosebog 4. Han er anfører for de andre, jeg fristes til at skrive de onde, mennesker, og da det langsomt går op for ham, at Noas profeti er korrekt, vil han også have en plads på arken og er villig til at tage den med magt. Og dette fører os frem til fortællingens egentlige omdrejningspunkt, for hvem skal leve, og hvem skal dø? Efterhånden som handlingen skrider frem, kommer Noa mere og mere i tvivl om, hvad Skaberens plan egentlig går ud på. Er det meningen, at menneskeheden skal reddes, eller skal Noa og hans familie blot muliggøre en redning af dyrene for så selv at dø ud? I modsætning til syndflodsfortællingen i 1 Mosebog har Kam og Jafet ingen hustruer, og Sem danner par med plejesøsteren Ila, der ikke kan få børn. Skal menneskeslægten overleve gennem Noas sønner, eller skal den bøde for sine forbrydelser og forsvinde for tid og evighed? Det er det spørgsmål, der fører til fortællingens dramatiske højdepunkt, og jeg vil ikke afsløre, hvad det ender med.

Det er ikke nogen dans på roser at være udvalgt. I modsætning til 1 Mosebog, der tørt bemærker, at ”alle på jorden, der havde livsånde i næseborene, døde”, så folder både film og tegneserie dette forfærdelige dilemma ud. Stærkest i denne sammenhæng er scenen i filmen, hvor familien Noa kryber sammen i arken, mens desperate dødsskrig fra de druknende blander sig med vandmassernes buldren udenfor.

Bibelsk genskrivning

På mange måder skriver både Noa-filmen og tegneserien sig ind i en lang tradition af det, man kan kalde bibelske genskrivninger (se evt. Bibliana 2009:1). Det er en genre, der digter videre på de bibelske fortællinger og udfylder eventuelle huller i teksten. Eksempelvis får vi svaret på, hvordan det kunne lade sig gøre at have alle verdens dyrearter ombord på et skib. Det kunne det, fordi Noa og hans familie bedøver dyrene med urter, så de sover hele vejen. Og hvordan kunne Noa og hans tre sønner overhovedet bygge sådan et stort skib? Jo, det kunne de, fordi de får hjælp af ”vogterne”. Disse er en gruppe af ’faldne’ engle, der valgte at slutte sig til de første mennesker på jorden, fordi de var dybt betagede af denne nye og fascinerende skabning, men som blev straffet af Skaberen for således at handle imod hans intention. Vogterne har lært menneskene alskens håndværk, men menneskene vendte sig imod deres læremestre, og derfor har der været kold luft mellem de to racer, indtil Noa dukker op. Historien om vogterne har Aronofsky og Handel hentet inspiration til i 1 Enoksbog, som selv er en genskrivning og videreudvikling af beretningen om Gudssønnernes kærlighed til menneskedøtrene i fire gådefulde vers i 1 Mosebog 6,1-4.

En unuanceret Noa

I filmversionen er der, som nævnt ovenfor, klippet lidt hist og her for at gøre fortællingen mere enkel. Det er vel nærmest uundgåeligt i en filmatisering, men det er nu alligevel en skam. Noa fremstår temmelig unuanceret i filmen, fordi mange af mellemregninger i portrættet af ham så at sige er sorteret fra. Derfor oplever filmseeren ikke hans sjælekvaler og usikkerhed i samme grad, som læseren gør det. To eksempler kan illustrere denne dybdeforskel i personskildringen. I tegneserien drager Noa til den store by Bab-Ilim, da han første gang modtager sine syner for at advare de andre mennesker. De afviser ham blankt, og jager ham på porten, men han forsøgte da. I filmen kommer menneskene til Noa, da de hører rygter om hans syner, og han afviser dem uden videre.

I filmen har Noas yngste søn Jafet en meget perifer rolle, men i tegneserien bliver han hovedperson for et minidrama, der sætter hele fortællingens pointe på spidsen. På trods af gentagne advarsler fra sin far leger Jafet med et sødt lille firben, der er kommet ombord på arken med sin mage. Det går galt, firbenet dør, og Noa bliver rasende. Jafet gjorde det ikke med vilje, men på grund af hans manglende evne til at modstå fristelsen til at lege med dyrene er der nu én art mindre i skaberværket. Moralen er næsten for tyk: menneskers handlinger har konsekvenser for andre end dem selv. Det går gradvist op for Noa, at det er sådan, det er, og det driver ham ud i desperation og fanatisme. En fanatisme, som Aronofsky og Handel ikke tager endegyldigt afstand fra hverken i film eller tegneserie.

Tegneseriens Noa er mere kompleks end filmens Noa, der spilles på vanlig brysk vis af Russell Crowe, og derfor er historien om tegneseriens Noa også mere interessant. Hvis jeg skulle anbefale én ting, ligesom de gør det i DRK programmet Smagsdommerne, så må det være tegneserien.

I disse klimatider

Forud for filmpremieren, og også efter, var der en del debat i diverse medier, om hvorvidt Noafilmen var ’anti-kristen’. Hverken film eller tegneserie kan siges at være kristen – ligesom syndflodsberetningen i 1 Mosebog vel også kun er kristen i kraft af dens receptionshistorie – men bestemt heller ikke anti-kristen. Hvis den nye fortælling om Noa er anti-noget-som-helst, så er det imod mennesker. I bund og grund handler Aronofsky og Handels Noa om menneskets uforbederlighed og dets ødelæggende tilstedeværelse i verden. Selv når mennesker ønsker at gøre godt, så kan de bare ikke lade være med at forvolde skade. Det er en misantropisk dystopi, og det er naturligvis et budskab, der passer godt til vor tids klimadebat og dystre forudsigelser om planetens fremtid.

Det lyder måske lidt ’øko-frelst’ med tørke, oversvømmelser og uddøde dyrearter, og det er det vel på sin vis også, men Noa er også en rigtig god historie (i begge udgaver), og det redder den fra at blive blot endnu en ildehørt klimaprofeti. Noa er flot og dramatisk både som film og tegneserie, og den er vidunderligt befriet for børnebibeltendenser. Her får vi Noas ark for voksne, og der er ingen nuttede giraffer, hvis hoveder stikker ud gennem arkens tag. Syndfloden får lov til at være det, den er, nemlig en historie om masseudryddelse.

Noa giver stof til eftertanke både i forhold til Bibelen og dens genfortælling, men også i forhold til død og overlevelse, ødelæggelse og begyndelse.

En sejltur med arken i dens nye skikkelse kan anbefales, men læs tegneserien først.  

Noa, instrueret af Darren Aronofsky, manuskript af Darren Aronofsky og Ari Handel.

Dansk premiere: 3. april 2014.

Noa 1: Mod menneskets dårskab, tegnet af Niko Henrichon, skrevet af Darren Aronofsky og Ari Handel. Oversat af Jens Peder Agger.

Forlaget Cobolt, 2013. 144 s. i farver, indb., 298 kr.

Noa 2: Den der udgiver blodet, tegnet af Niko Henrichon, skrevet af Darren Aronofsky og Ari Handel. Oversat af Jens Peder Agger

Forlaget Cobolt, 2014, 144 s. i farver, indb., 298 kr.

Du kan læse mere om 1 Enoksbog her: http://pergament.blogs.ku.dk/2011/01/16/k%C3%A6mpernes-bog/