Vi har i mange år manglet en samlet, tidssvarende introduktion til Det Nye Testamente på dansk. Nu er den kommet. Det Nye Testamente – en lærebog fremstår som afløser for Bent Noacks Det Nye Testamente og de første kristne årtier fra 1962, der længe blev brugt flittigt blandt danske seminarie- og teologistuderende. Men Noacks bog er ikke længere tidssvarende. Den blev skrevet før den eksegetiske metoderevolution i 1970’erne, der betød vældige rystelser i bibelforskningens historievidenskabelige fundament. I den nye situation præget af metodepluralisme er det ikke nogen let opgave, som Geert Hallbäck, lektor i Ny Testamente ved Københavns Universitet, har stillet sig. Men jeg kan lige så godt afsløre: Denne læser er begejstret for udfaldet.
Hallbäcks bog er en klart tænkt og velskrevet all-round indføring i Det Nye Testamentes skrifter, deres indhold, tilblivelse og kanonsamling, oven i købet med to afsluttende bonuskapitler om den historiske kontekst og eksegesens mest almindelige metoder (nyere, ideologikritiske tilgange er dog udeladt). Jeg vil ikke her gå i enkeltheder, men snarere diskutere nogle overordnede ting omkring bogen. For den er mere end en lærebog. Det er en bog med et originalt koncept, og den er derfor ikke kun til begynderen. Også kenderen vil få rigt udbytte af den. Konceptet, der styrer fremstillingen, kaldes ”genrernes teologihistorie” (s. 10). Den nytestamentlige tekstsamling består som bekendt af skrifter af forskellig genrer (fx breve og evangelier), men disse genrer er ifølge Hallbäck ikke kun udtryk for litterære konventioner, men også for hver sin særlige, teologiske tænkning i den tidlige kristendom. Genrernes udvikling hænger nu ifølge Hallbäck sammen med sociale og bevidsthedsmæssige forandringer i Kristusbevægelsen, og han søger derfor at beskrive teologihistorien gennem genrehistorien. En hurtig, forenklet smagsprøve på idéen: Mens første generation af kristne var orienteret mod den himmelske Jesus’ nutidige nærvær (hymnerne) og fremad mod hans snarlige genkomst (apokalyptiske tekster), vendte den mere etablerede anden generation blikket bagud og skabte et billede af den fortidige, jordiske Jesus (evangeliebiografierne), ja, man begyndte ligefrem at give den kristne bevægelse en historisk identitet knyttet til fortidens founding fathers (Apostlenes Gerninger som historieskrivning). Fremstillingen i bogen følger ikke en realhistorisk kronologi, heller ikke skrifternes kanoniske rækkefølge, men genrernes kronologi. Det er en uhyre interessant og frugtbar indgangsvinkel til stoffet. For gamle Hallbäck-fans er der ganske vist ikke tale om noget fuldstændig nyt. Derimod er det første gang idéen om genrernes teologi gennemføres så konsekvent – og i øvrigt må en skriftklog i en lærebog som denne meget gerne tage både nyt og gammelt frem af sit forråd. Det manglede da bare.
Naturligvis er der mulighed for indvendinger: Skal genrernes forskellighed nødvendigvis udspændes over et kronologisk forløb? Kan genreforskellene ikke også forstås formkritisk som funktionelle forskelle bestemt af brugssituationerne eller socialt som udtryk for forskellige kristne gruppers udtryksformer? Og hvad med de svære dateringsspørgsmål? Bliver det i sidste ende Max Webers generelle idé om autoritetstypernes udvikling i nye, religiøse bevægelser, der bliver bestemmende for kronologien? Sådanne indvendinger til trods, er der efter min mening ikke tvivl om den genrehistoriske tilgangs grundlæggende anvendelighed og styrke. Det er en øjenåbner, der skaber fornyet interaktion mellem litteratur, historie og teologi.
Nu skrev jeg ovenfor, at Hallbäcks bog fremstår som en erstatning for Noacks fra 1962. Men der findes en anden, nyere fremstilling af tidlig kristendom, som det kan være mere interessant at sammenligne med, nemlig Per Bildes En religion bliver til fra 2001. (Hyldahls og Breengaards lignende fremstillinger må jeg forbigå i denne sammenhæng). Bildes bog er en redegørelse for den tidlige kristendoms udvikling frem til ca. 110 e.Kr. Den har bestemt ligheder med Hallbäcks indføring, idet de begge repræsenter en sociologisk og social-psykologisk inspireret tilgang til historien, hvor Max Webers ovennævnte autoritetstypologi og idéen om kognitiv dissonans spiller en afgørende rolle for konstruktionsarbejdet. Men hos Bilde møder vi en relativt traditionel, realhistorisk historisme, hvis mål det er at rekonstruere begivenhedsforløbet bag teksterne, mens Hallbäck med den genrehistoriske tilgang repræsenterer en konstruktivisme præget af vendingen mod teksternes egen meningsfrembringende karakter. Desuden kan man med en vis ret sige, at de to bøger, set i et forskningshistorisk fugleperspektiv, repræsenterer hver sin skoledannelse i den nytestamentlige eksegese. Skoledannelserne går tilbage til diskussionen mellem de tyske teologer Albert Schweitzer og William Wrede omkring år 1900. Jeg skal ikke gå i detaljer her, men det principielle handlede om, hvorvidt det er muligt, at rekonstruere ”den historiske Jesus” ved en kritisk læsning af evangelierne, eller om teksterne er for prægede af eftertidens ideologiske erindringsarbejde til, at det kan lade sig gøre. Beretter evangelierne noget om tiden, hvor Jesus levede, eller er de primært levn fra evangelistens tid? Albert Schweitzer argumenterede for det første synspunkt og Bildes bog er i den forstand en moderne Schweitzer-bog. I En religion bliver til er ”den historiske Jesus” (og ”den historiske Johannes Døber”) således afgørende, udløsende faktorer i det historiske forløb, der skal beskrives. Hallbäck begynder imidlertid et andet sted, nemlig med ”Kultmyten” (s. 15), dvs. den tidligste, kristne grundfortælling, som den kommer til udtryk i fx Filipperbrevshymnen. ”I begyndelsen var gudstjenesten,” siger Hallbäck (s. 15), og længere tilbage end den tidlige kristne tilbedelse af Jesus som Kristus er det ikke muligt at komme, al den stund evangeliernes Jesus er en senere, litterært konstrueret figur. På den baggrund er Hallbäcks Wrede-bog et modsvar til Bildes Schweitzer-bog, og det er virkelig lykkeligt, at vi nu har to så fine introduktioner til NT på dansk – fra hver sin side af det eksegetiske spektrum. (En anden næsten-dansker, Gerd Theissens Introduction to the New Testament udgør i øvrigt en slags mellemvej mellem de to skoler).
Afslutningsvis: Det Nye Testamente – en lærebog er som sagt en lærebog med en original og gennemført indgangsvinkel til stoffet. Det er bestemt dens store styrke, men der er samtidig noget temmelig selvberoende og idiosynkratisk over bogen. Bogen skal nok vække interesse for NT – det er jeg sikker på – men den hjælper ikke den, der vil vide mere. Der er hverken litteraturliste eller noteapparat og derfor sjældent mulighed for at gøre sig bekendt med synspunkters ophav og alternative udlægninger. Til gengæld får man en flydende tekst og en god historie. Sådan har forfatteren prioriteret. Og man kan sige, at han dermed også har defineret, hvad underviserens opgave må være i forhold til bogen. Jeg kan kun anbefale den, både til selvstudium og til undervisning på højere læreanstalter. Bent Noacks Det Nye Testamente og de første kristne årtier har fået sig en fremragende og tidssvarende afløser.
Geert Hallbäck, Det Nye Testamente – en lærebog, Anis, Frederiksberg 2010. 232s., 249,- kr.
