Adventstid er ventetid og tid til eftertanke. Og i lyset af corona er eftertanken ikke mindre i år. Lever vi vores liv efter det, vi tror på? Læs generalsekretær Birgitte Stoklund Larsens adventsklumme. Glædelig adventstid!
Coronatiden er en tid med afsavn og frygt og mismod. Det er, som om virussen har placeret os hver for sig i et stort venteværelse. Dér sidder vi i en stank af håndsprit og zoomer med afstand, mens vi venter på det næste pressemøde eller den næste gang, sygdommen rykker tæt på. Corona-træthed er ikke bare en følge af sygdommen, det er også det, vi er: Trætte af, at virussen stikker en kæp i hjulet på vores liv. Trætte af mundbind og aflysninger. Trætte af afstand og isolation. Trætte af corona!
Vi vil leve, ikke bare overleve
Oveni det hele kan man blive træt af eller måske ligefrem skamme sig over trætheden. Føle sig som en forkælet klynker. Tænk, hvad tidligere generationer har stået igennem af sygdom, død og epidemier. Tænk, hvad mennesker udholder rundt omkring i dag: krig, fattigdom og forfølgelse.
I det lys virker en social boble med 10 mennesker som en overskuelig indsats, ja. Men der er ingen grund til at skamme sig over at være træt af corona. Det er et sundhedstegn. Vi vil leve, ikke bare overleve. For mange er coronatiden også blevet en tid til eftertanke: Lever vi vores liv efter det, vi tror på? Bruger vi tiden på det, der betyder mest for os?
For mange er coronatiden også blevet en tid til eftertanke: Lever vi vores liv efter det, vi tror på? Bruger vi tiden på det, der betyder mest for os?
Advent er også ventetid og tid til eftertanke. Advent kommer af det latinske ”Adventus Domini”, Herrens ankomst. I advent venter vi på ”tidens fylde”, som Paulus kalder det, tiden hvor Gud sender sin søn for at give os frihed. I kirkeåret er tiden lilla, og i traditionen er det en tid til bod og faste; en tid til at forberede sig sjæleligt, legemligt og åndeligt på det, der skal komme.
Det er profeten Esajas, der får ordet i adventstidens gudstjenester, og her fremhæves adventstiden som en håbets tid: ”Frygt ikke, tab ikke modet”, siger Gud til profeten i den værste af alle tider og giver ham et tegn: Den unge kvinde skal blive med barn og føde en dreng, som hun skal kalde Immanuel, Gud med os.
Vi har mere end nogensinde brug for de bibelske tekster, der holder håbet op. Giver os tillid til det, vi ikke ser.
Vi er ikke alene
Vi er ikke alene. Gud holder ikke bare modet oppe hos profeten Esajas; han holder også håbet op. Det har vi brug for. Forfatteren Dy Plambeck har ligefrem givet sin adventssalme titlen ”Hold håbet op”. Vi har mere end nogensinde brug for de bibelske tekster, der holder håbet op. Giver os tillid til det, vi ikke ser.
Skal man bruge adventstidens eftertænksomhed til at overveje sit eget liv? Det er en mulighed. Man kan også bruge tidens eftertænksomhed til at vende opmærksomheden udad: Hvem er det, du kan hjælpe med ikke at tabe modet? Er der en nabo eller en kollega, der har brug for en håndsrækning? Hvem har brug for en besked eller en opringning? Hvad kan du gøre for og med ham eller hende, der må holde sig hjemme – eller den, der må forlade sit hjem? Gør adventstiden til en god tid for en, du kender – eller for en, du ikke kender.
Frygt ikke, tab ikke modet, hold håbet op!
Kirkeårets læsninger fra Bibelen 2020, Første række
| Sidetal: | 250 sider |
|---|---|
| Indbinding: | indbundet, lærred |
| Forlag: | Bibelselskabet |
| Varenummer: | 978-87-7232-200-1 |
|---|---|
| Mål: | 13,4 x 20,5 cm. |
| Andet: | med læsebånd |
